Noget i retning af menneskelighed
Det er en gave at synke ned i Emily St. John Mandels på én gang dystopiske og humanistiske fremtidsverdener, lade sig favne fuldstændig af det parallelunivers, der flyder frem fra siderne, og lukke sanserne for alt andet.
Hendes nye roman Stilhedens hav er spekulativ fiktion eller ‘soft sci-fi’, der hensætter læseren til en anden verden – på samme måde som Ursula Le Guins historier gør. Efter endt læsning dukker man op til overfladen igen, blinker et par gange og møder verden med en ny eftertænksomhed og rejsen siddende i kroppen.
Romanen bevæger sig fra år 1912 på Vancouver Island i Canada og frem til år 2401 på månen og tilbage igen. To af romanens fire fortællespor knytter sig til de to perioder, mens to andre transporterer os til år 2020 i New York og 2203, som foregår både på Jorden og på månen i Koloni To. De to tidsmæssige yderpunkter indrammer også bogens kolonialiserings-tema.
