Modet til at gøre det, man har lyst til, ligger altid på lur indeni
I Medusas latter skrev Hélène Cixous, at det desværre er op til én selv at bryde livets velkendte kredsløb. Det virker nogenlunde som den rettesnor, Deborah Levy har skrevet efter i sin roman Hot Milk fra 2016, der nu er udkommet på dansk.
Bogen handler om den 25-årige London-barista Sofia, som driver hvileløst rundt i Sydspaniens støvede augustvarme med sin mor i armen. Alt sammen for at finde svar på sin hovedinteresse og evige kilde til vanvid: Moren Roses ødelagte fødder.
Af den grund er de taget på mor-datter-pilgrimsfærd til Gómez-klinikken, hvor de møder Dr. Gómez - en ortopædisk specialist og/eller berygtet kvaksalver med nålestribet jakkesæt og guldtænder – samt sygeplejersken Søster Solskin. Ingen ved endnu, om Roses hypokonderagtige skavanker skyldes en sjælden knoglesygdom eller Münchhausens syndrom. For Rose kan bemærkelsesværdigt godt gå, når det fx gælder om at hente fem pakker Yorkshire-te til hendes lager i Spanie
