Følelsesgift

Hvordan ser fremtidens menneske ud? Konsulterer man Simon Holm Pedersens nye bog, Den mekaniske himmel, der ifølge bagsideteksten foregår i en »drømmende fremtid« og »kredser om rædsel, åbenbaring, nydelse, ny teknologi og det guddommeliges nærhed« er det en misantropisk og stærkt hallucinerende type, der kommer til at dominere vores art. 

Personerne i Den mekaniske himmels otte fortællinger har nogle meget forskellige ting at slås med, men fælles for dem er, at de ikke rigtig kan finde ud af samværet med andre mennesker. Den verden, Pedersen skriver frem, er en verden, hvor menneskelige fællesskaber ikke kan eksistere. Hver gang nogen har noget med hinanden at gøre, går det galt. 

Så er det heldigt, at der er andre værensformer, man kan knytte sig til. Som en slibrig, mosbegroet version af Bruno Latour fremmaner Pedersen et væld af nonhumane aktører, ikke mindst fugle og krybdyr, som personerne indgår i både åndelige og kødelige relationer med. 

Som hovedpersonen i fortællingen Urhaneelsker, der vel bedst kan beskrives som en historie om at springe ud som chickenseksuel. Han arbejder på et kyllingeslagteri og prøver at opnå en relation med den rumænske kvinde, der står ved siden af ham ved samlebåndet. Det kan han ikke. En dag er kvinden væk. I stedet bliver han stærkt knyttet til en urhane, der kommer rullende på transportbåndet, komplet med fjerdragt og i levende live og det hele. Drømmer han, eller er han vågen? Det er lige meget, det er ikke det, det handler om. Urhanen er virkelig nok for ham, han tager den med hjem:  

»Og inden ugen var omme gik vi i seng med hinanden, eller, rettere, jeg lagde mig i mors stadig uredte seng, og hanen spadserede rundt på mig. Gardinerne var trukket for, og dens glødeøjne kastede skygger op på bagvæggen, hvor de foretog en ikke videre yndefuld dans.« 

Mors stadig uredte seng? Ja, jeg fik ikke lige nævnt, at det hjem, hovedpersonen bor i, er hans mors dødsbo, som han vist ikke helt har fået ryddet op endnu. Hengiven dyresex med overtoner af incest, sådan er det i Simon Holm Pedersens univers. 

Der er også hovedpersonen i En del af kragefamilien, som har en yderst mærkværdigt forhold til sin bror. Hun respekterer ham ikke rigtig, hun kan faktisk ikke se det fede ved nogen mennesker, alligevel følges hun med broren ud i byens parker for at opstøve krager. Fascinationen og den fysiske tiltrækning af de sorte fugle har de trods alt tilfælles: 

»Måske var hun i stand til at forelske sig i en gråkrage; var intelligens, selv hos en anden art, sexet, eller var det noget andet, der ligeså stille gjorde hendes følelser heftige, en fremmedartet personlighed, en anden verden side om side med hendes, og den her krage, mente hun at vide, hadede dem begge, men elskede nødder, og denne splittelse red den som et snyltevæsen, der sendte en følelsesgift ind i blodbanen og holdt den vågen om natten midt i flokken i egekronen.« 

Hengiven dyresex med overtoner af incest, sådan er det i Simon Holm Pedersens univers. 

Den mekaniske himmel kunne ligeså godt have heddet Pedersens raritetskabinet over aparte personager. Personager, der ikke trives, som man ville sige med et håbløst moderne velfærdsstatssprog. Personager, der er blevet lidt forskruede i hovedet. 

Det er en dejlig forskruelse, der er noget befriende ved Holm Pedersens given pokker i småborgerlig pænhed. Endnu mere befriende er det så, at han viser, at man sagtens kan skrive en øm og indfølende bog om morbide og perverse emner som disse, bare man har styr på sit sprog. Den mekaniske himmel er først og fremmest velskrevet, virtuost skrevet faktisk, sætningerne slynger sig af sted og lyser som elegante kæder midt i alle gråtonerne og leden ved verden, som karaktererne lider af. Man kunne nemt tænke, at en bog med så misantropiske karakterer ville være ufølsom, men den er det modsatte. Tonen er øm og ikke rå. 

Den mekaniske himmel er en ret smuk læseoplevelse, ikke fordi det er smukt at læse om en kvinde som hende i fortællingen Grottebegravelse, der ønsker at blive sænket ned i en grotte og efterladt i glemsel, men fordi den smerte, hun føler, som udgør baggrunden for det sære ønske, er skrevet så empatisk frem i stilfuld prosa. Formen kontrasterer indholdet, kunne man sige, trækker i en anden retning, mod det skønne midt i det grimme: 

»Der er en vidunderlig drøm, hun kun har fortalt hunden og barndomsvennen om: at ligge i en glaskiste på bunden af havet, langt ude hvor alt er øde, de her undersøiske ørkener, men da det ikke er en mulighed, er dét her, halvandet år nedsænket i en grotte, det næstbedste.« 

Sammenlignet med Simon Holm Pedersens foregående bøger, romanerne Arkadas og Dødsønske, er der i Den mekaniske himmel skruet ned for fjollerierne og den platte humor, bogen er mere melankolsk. Selvom man ikke skal kimse ad litterære fjollerier og platheder, klæder den nye alvor forfatterskabet. Læs Den mekaniske himmel, hvis du nogle gange hader dig selv og måske også andre mennesker og verden generelt, og har lyst til at se, at skønhed alligevel findes.