Vreden åbner aldrig vinduet
Et sted i første del af sin digtsamling Den sorte bog (b-sider) skriver Lone Aburas: »Du troede du var en tikkende bombe / under demokratiet. / At du skulle holdes i kort snor. / At opskriften på opstand / og ild stod i din sorte bog / men alt hvad du fandt / var en afdanket kunstners identitet / siddende halvt liggende / svælgende om ikke i din / så i andres død.« Digtsamlingens jeg henvender sig her selvbevidst til sit raseri og sine samfundsomstyrtende ambitioner, men ser dem samtidig i en slags helikopterperspektiv, og deroppefra kan det godt se, at indignationen ligner en noget affekteret »revolutionsliderlighed«.
Generelt er det i denne forvirrende position – halvt flyvende, halvt jordbunden – mellem topindigneret, fanesvingende fuck-systemet-mentalitet, besindende selvbevidsthed, ren og skær opgivelse og skam over sine holdningers outrerede former, bogen balancerer. Selv bogens opbygning er opmærksom på den balancegang. I bogens første del Sådan taler det europæiske menneske, hvor vreden er mest udtalt, raser jeget ud over den graverende verdenssituation, og låner sin vrede og indignation til det undertrykte os. I bogens anden del Baba
