Vildledende vejledninger
»True to oneself! Which Self?« lyder det henrykt i en af de fire epigrafer til Ali Smiths novellesamling, Den første person og andre historier. Spørgsmålet er tilpas fandenivoldsk og trodsigt til at det kunne have været en af Smiths egne karakterers. Ligeså febrilsk søgende er de som truende skråsikre og egensindige. Deres opfattelse af køn og identitet er flydende og deres omskiftelige sind løber dem ofte over ende.
Som når en karakter, i en af de bedste noveller i bogen får besøg af sit fjortenårige selv og forbløffet får sagt, »Det er chokerende at se sig selv som man ikke har været i næsten tredive år.«
Selv ville Ali Smith nok, med samme vittige vågenhed som hendes karakterer udviser, med glæde tilstå, at der har været mange forskellige af hende, siden hun blev født i 1962. Der er den Ali Smith, som voksede op i det prægtige og grønne Inverness, Skotland. Den yngste ud af en søskendeflok på fem, og en betydelig efternøler, med en mor der i alle år var buschauffør, og en far som var elektriker, og trak ledninger i husene omkring The Highlands. Og der er den Ali Smith, som voksede op som homoseksuel kvinde uden for hovedstaden, og som læste engel