Verdens ende

Jeg satte mig op i sengen, min kæreste og vores børn sov. Lygterne blændede mig, koret fyldte nattens stilhed med gråd. Det havde stået på i noget tid, og da jeg troppede op til den halvårlige rutinekontrol af min medicinering for OCD, valgte min psykiater at indlægge mig. 

Jeg havde forklaret ham, at det uden tvivl ville være bedst for min familie, hvis jeg ikke fandtes, at min arbejdsplads, mine venner, selv min udlejer, ville ånde lettet op, hvis jeg forsvandt fra Jordens overflade. Jeg kunne ikke falde i søvn om aftenen og havde en tilbagevendende fantasi: En palleløfter nærmer sig sengen, jeg ligger hvileløs i, lader gaflerne glide ind under mig, løfter den slappe krop op og kører mig væk. Derefter ville nogen sørge for, at jeg straks bliver makuleret i en kæmpe kværn og derefter dumpet ned i en afgrund. Jeg ville få som fortjent, kun afgrunden ville kendes ved mig, kun afgrunden så mig, som jeg var: uværdigt benmel der snart skulle ophøre med at eksistere.

»Har du tanker om at begå selvmord?« spurgte psykiateren. 

»Ja, selvfølgelig.« 

Med taxa blev jeg sendt til helvedes forgård, den psykiatriske akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital, og d