Slutningen på komedien

New York City inden uskylden gik tabt. Foto : creative commons

Anmeldelse

11.06.10

"A Gate at the Stairs" er en forrygende 9/11-roman. Nogle bøger kunne ikke være skrevet anderledes. Det er tilfældet med A Gate at the Stairs, der er propfyldt med hints og tilsyneladende uundgåelige sammenhænge, hvis tydelighed gror og gror – også efter endt læsning. Eneste anke bliver således, at bogen hænger for godt sammen.

Niels Borchert Holm

At Lorrie Moore er blandt USA’s mest seriøse og humoristiske forfattere, er svært at bestride. Moore, der hovedsageligt er kendt for sine noveller, har da også brugt elleve år på at skrive A Gate at the Stairs, der bedst kan kategoriseres som et panoramablik over USA post-9/11. Den forfriskende forskel fra andre bøger med samme ambition er perspektivet: Hvor analysen typisk leveres gennem en new yorker, måske en mand i midtvejskrise, måske en journalist, måske fraskilt, fortæller Moore gennem noget så ukosmopolitisk som den tyveårig collegepige Tassie Keltjin fra Midtvesten, der aldrig har været ombord på et fly. Ikke engang indenrigs.

Romanens ramme er Tassie tilbageblik på hendes 20. leveår tilbragt på college i Troy, også kaldet ’Midtvestens Athen.’ Historien begynder i december 2001, hvor hun bliver hyret som babysitter for det østkyst-sofistikerede ægtepar, Sarah Brink og Edward Thornwood. De er i gang med at adoptere, og tidligt i bogen kommer en håndfuld grand themes på den måde i spil, som hudfarve, kønsroller, ægteskab, opdragelse, krig, økonomisk fordeling og regionale forskelle i USA.

Allerede ved første møde med en bortadopterende mor