Skatteunddragelsens arbejdsbier

Ina gider ikke mere pis. Den unge antropolog i Sofie Malmborgs nye roman har fået nok af en international finansverden med lidt for kreative forretningsmodeller. Da lækket af Paradispapirerne i 2017 afslører, hvordan globale virksomheder, kendisser, sportsstjerner, statsoverhoveder og almindelige velhavere gemmer store pengesummer af vejen i skattely, bliver hun grebet af »en galskab«, som hun udtrykker det.

Hvordan kan vi som samfund acceptere, at de selvsamme banker, som efter finanskrisen blev reddet af statslige bankpakker, kun få år senere – igen – hjælper denne verdens rigeste med at skjule deres formuer på øde øer? Måske, tænker Ina, fordi »intet er i menneskestørrelse« i det globale finanssystem? Fordi det er for svært at forstå?

Gaven vil gøre netop dette: forstå. Hvilket romanen lykkes ret godt med. Ina beslutter sig for at undersøge, hvem menneskene bag de finansielle fiksfakserier egentlig er. Eller, som hun skriver i de noter, der udgør romanens ene spor: »Hvem tandhjulene i disse gigantiske maskiner er.« Hun rejser til øen Eutopia for at lave antropologisk feltarbejde i en bank, der har specialiseret sig i at forvalte formuer på fordel