Ned med Guds patriarkalske forretningsmodel

Jeanne (d’Arc) er både soldat og universitetsstuderende. Hun er altid iført rustning og kan godt lide at gå i træningscenter. Eva (fra Adam og Eva) går meget op i naturen, og så kan hun godt lide at spille badminton. Jeanne er »mørk og markeret,« hun binder sine bryster ind under rustningen og »tænder ikke på forudsigeligheden i kvinder der underkaster sig, og mænd der dominerer.« Eva vil hellere penetreres af Adams pik end hans fingre, det sidste er ligesom for intimt. 

Romanens grundpræmis er enkel; vi følger de to kendte historiske/religiøse figurer, hvis mytologi i udgangspunktet fastholder dem i nogle meget skarptskårne roller. Jeanne skal befri Frankrig fra de engelske tropper, brændes på bålet og senere blive helgenkåret af Paven. Jeanne kan ikke have sex, for så er hun ikke længere ”Jomfruen fra Orléans,” præmissen for hele hendes historiske funktion og senere helgenkåring går simpelthen af fløjten, hvis hun ikke er jomfru. 

Eva bliver skabt af Gud, som ovenikøbet skaber hende ud af Adams ribben, og hvorfor? Så Adam ikke skal være alene! Resten af hendes funktion er kort sagt at tage skraldet; hun skal spise fra Kundskabens træ, lokke Adam med i fedtefadet, og så er det ud af Paradis på røv og albuer. Det interessante ved Ditte Holm Bros legesyge roman er, at de to karakterers forelskelse i hinanden fører til deres absolutte forsagelse af den historiske og religiøse kontekst, vi ellers plejer at se dem i. Jeanne behøver ikke være jomfru, og Eva er ikke reduceret til at eksistere for Adams (og syndefaldets) skyld.   

Gud er en herligt karikeret konsulenttype (han tager sig vitterligt til »konsulentskægget«), han er iført nålestribet jakkesæt og hvid skjorte, han sidder bøjet over sine Excel-ark og er hele tiden lidt ved at gå ned med stress. Han skaber software, der skal fylde Eva med skam, men hun har for længst mistet troen på hans patriarkalske forretningsmodel. Adam er en helt anden type, det er tydeligt, at han har været nødt til at forny sig, måske er det på grund af Eva, måske er det noget, der kommer inde fra ham selv. 

Hun skal spise fra Kundskabens træ, lokke Adam med i fedtefadet, og så er det ud af Paradis på røv og albuer.

Nu sanker han i hvert fald ramsløg i Paradisets Have, fordi han gerne vil lave ramsløgspesto, han sætter et lilla hårspænde i sit lange hår og forsøger mod slutningen at sætte Eva fri med en serenade, der får alle tæer i verden til at krølle sig sammen: »Fuck nu parken, Fuck nu Gud / jeg vil gerne flytte ud / dyrke jorden eller noget / få et større ordforråd.« Godt for dig, Adam. 

Jeanne bemærker bittert, hvordan kvinder altid har »skullet slå en handel af med djævlen, kirken, biologien, medicinalindustrien.« Og hvad er Eva skabt til? Er hendes hænder kun skabt til at kærtegne Adam? Den gensidige forelskelse mellem Eva og Jeanne er revolutionær i sig selv, »det kræver en utrolig mængde kræfter at være forelsket og revolutionær,« som Jeanne bemærker. 

Og ja, gennem deres forelskelse fucker de virkelig med den historiske og religiøse verdensorden. For hvad sker der, hvis Eva ikke gider Adam? Hvad sker der, hvis Jeanne vender ryggen til sit kald og ikke drager i krig for Gud og fædreland? Romanens præmis er ganske simpel, rigtig underholdende og meget, meget legesyg. 

Safterne driver ned ad siderne, og det er let at heppe på Eva og Jeanne, på deres relation og deres frigørelse. Kort sagt brillierer Ditte Holm Bro med sin lille, vellykkede queer-fantasi.