Menneskebørnenes tåbeligheder
Lad det være sagt med det samme: Min far døde netop henover de dage, hvor jeg læste Jens Carl Sanderhoffs meget gode tekster, hvilket helt sikkert var med til at intensivere læseoplevelsen. Bogen blæste mig ganske enkelt bagover. Nu hvor jeg er faldet til ro og har fået en vis distance til døden igen, bliver jeg stadig dybt berørt af disse delvise remedieringer af og manifeste referencer til sprogmelodien og energien hos Søren Ulrik Thomsen, Inger Christensen og Yahya Hassan.
Hvorfor synes jeg bogen er så god? Først og fremmest fordi billedsproget er så stærkt og overbevisende, fordi rytmen er stilsikkert gennemført, og fordi man kan mærke en vrede, en ægte udistanceret indignation bag teksten, et mere end tydeligt begærssubjekt, der brydes med det umulige liv og er i sorg over menneskebørnenes tåbeligheder. Ikke bare sorgen over alt det, et menneske mister i løbet af et liv: en far, en mor, en bror, en søster, en ven, en digter, men en dyb sorg over al den uretfærdighed, der findes i verden, ja, den dybeste sorg over menneskebarnets navn- og talløse forbrydelser, dumheder og fejl: fra krigene i Ukraine og Mellemøsten, til vores griske udplyndring af den planet, d
