Livet går over sine bredder

Forvirring og desorientering er vanligvis tilstande, vi gerne vil undgå. Men i skønlitteraturen kan de være velkomne. Ikke hvis de er udtryk for forfatterens manglende evne til at styre sit stof, men hvis der derimod er tale om en bevidst strategi, som åbner værket for læseren.

Det sidste er tilfældet i kortromanen Most, der udkom i Norge i 1972. Da var Cecilie Løveid bare 21, og hvis det nogensinde giver mening at bruge klicheen “løfterig” om en debut, er det her. Selvom det selvfølgelig også er let at mene nu, hvor forfatteren er 73 og med sit forfatterskab – prosa, poesi, dramatik – for længst har etableret sig som en af Nordens betydelige forfattere.

Men med Most er Løveid endnu ny, er først lige gået i gang, og udfordrer allerede læseren på første side: »Det er sommer på Most./Jeg er lille. Jeg ligger skjult i en blå barnevogn, lytter til det der sker. Stemmerne. En hund der hedder Tass, en kat der hedder Grøn. Jeg ligger trygt puttet ind i en fåreskindspose. Med hue på fordi det blæser. Har sovet med sutten i munden. Tone min mor kommer stor, kommer og kysser mig og hvisker om guld og perler.«

Det er et interessant og umuligt perspektiv: En baby, der beretter med ord, den endnu ikke besidder. Men længere nede på samme side, endnu inden denne forbløffelse har lagt sig, står der: »Tone sidder på trappen og barnet ved brystet.«

Lidenskabelige, sultne efter begge køn, fulde af latter. Kvinder, der løftes af livet, men også rammes af det. 

Nu er perspektivet skiftet, det er ikke længere babyen som fortæller, men en kvinde, der præsenterer sig selv sådan: »Jeg er lærer, desuden er jeg elev. Hedder Veslemøy. Arbejder i byen, på folkeskolen. Var lige blevet færdig med skoleåret. Føler mig hjemløs i byen.«

Ud af den svimle indledning vokser fortællingen om Veslemøy, som er vendt tilbage til øen Most efter flere år i byen, og hvor hun går og længes efter John Wesley. Han er – udover at dele navn med Dylans 1967-album John Wesley Harding – omstrejfende musiker og en elsker, hun ikke kan få nok af. Og efter hendes besøg hos barnet og moren kommer han endelig – endelig! – hjem til hende: »Han stod på knæ og snuste langs indersiden af hendes lår, hun spredte benene. Kussen var opsvulmet og våd. Mmmm. Skal jeg trænge op i dig? – Sut mer. Det er så dejligt. Han bed mer. Skal jeg komme op i dig nu? Kan du mærke hvordan pikken trænger ind, spurgte han liderligt. Åh ja. Kom helt ind, knep mig. Træng dybt ind i fissen.«

Fortællerperspektivet i scenen – der både fremstår troværdig og synes at lege med stilen i pornobladenes noveller – er atter skiftet. Fra “jeg” til “han” og “hun”. Sådan fortsætter det, med skift og glidninger, igennem hele Most, hvor læseren både er ude på øen, inde i byen og oppe i Hardanger-landskabet og undervejs møder kvinder, der på forskellig vis er forbundet til Veslemøy. Lidenskabelige, sultne efter begge køn, fulde af latter. Kvinder, der løftes af livet, men også rammes af det. Som af blæsten over fjeldene og fjordene: Nogle gange blidt, andre gange så hårdt og pludseligt, at de vælter. 

Og den forvirring og livsappetit, Veslemøy og veninderne føler, afspejles i romanens stil, hvor alt gynger, skifter, spejles, og hvor prosaens sanselighed og sensibilitet hele tiden er ved at flyde over i regulær poesi. 

Så er man træt af den konventionelle roman på 250 sider, så er det en lise at læse Most – bimlende vidunderligt oversat af Helga Marie Jansson – som på 106 små sider etablerer sine egne litterære regler med så mange associative forskydninger i tone, setting og vinkel, at Joyce og Beckett ville smile. 

Helt på deres niveau er den kække, kåde, vibrerende Mostikke. Men mindre kan sandelig gøre det, og Løveid demonstrerede altså allerede som ung, hvad forvirring kan i en litterær tekst. Hvis den vel at mærke er udtryk for overskud og evner og ikke for det modsatte.