Lena Dunham skriver – sin egen – historie
Lena Dunham, den 28-årige skaber af tragikomedie-serien og yndlingsaversionen Girls, udkom for nylig med sin næsten aggressivt ventede selvbiografi, Not That Kind of Girl – A Young Woman Tells You What She's 'Learned'. Rettighederne til bogen blev i sin tid solgt til den næsten hysteriske sum af 3,7 millioner dollars til powerhouse-forlaget Random House, og inden udgivelsen blev uredigerede dele af bogen lækket.
Håber man i bogen at få svar på, hvordan Dunham forholder sig til furoren omkring sin person, må man imidlertid tilpasse sin forventning. Et afsnit af bogen er meget sigende: Dunham fortæller om en episode, hvor hun er tilbage på sit gamle universitet. Hun skal holde en inspirations-tale til de nuværende studerende, næsten usandsynligt succesfuld som hun er med egen HBO-serie, en Golden Globe-statuette for sit portræt af Girls' neurotiske antiheltinde Hannah og en Vogue-forside, hvor hun ligner en blanding af en fortabt uskyld og en djævelsk klovn.
En tilhører spørger under talen til den kontrovers, serien har skabt, om »privilege and oppression«. Serien, der følger fire veninders famlende entré ind i start-20'er