I konflikt med mig selv

Normalt afkræves skribenten at fremhæve ”konflikten” øverst i en artikel, at ”åbne den op for offentligheden” ved at præsentere læseren for indholdet, det ”styrker” teksten med henvisninger til en aktuel sag og/eller konkret person. Men dette er et essay, og jeg er en forfatter i konflikt med sig selv.

Teksten vil væve en del, og den bliver afgjort for lang.

Egentlig er jeg ikke intrigant, men kan umuligt fortie sandheden, som jeg erkender den. Imens jeg erkender den! Nej, jeg nærer ingen beundring for kritikeren, der vægter behovet for imagepleje og at høre til blandt indgruppen tungere end vedkommendes eget sanseapparat og intellektuelle redelighed:

Er oplevelsen af stor kunst og litteratur måske ikke intim? Førsproglig? Hinsides lærebøgerne? Andet end en kommentar på samtiden og for flertydig til at kategorisere partipolitisk? Situeret i en kontekst, nuvel - og farvet af øjnene, der ser. Og måske jeg modsiger mig selv allerede. Jeg ved det ikke …

Som medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for litteratur bør jeg konstant skille afsender og værk ad. Hvis jeg udelukkende skulle støtte ansøgere, hvis politiske overbevisninger, jeg delte, ja … så kunne je