I en græshytte over Kyoto
Der er en scene i Wim Wenders’ dokumentar Tokyo-ga, hvor Wenders sidder i toget på vej tilbage mod Tokyo. Han har netop besøgt den japanske filmmester Yasujiro Ozus grav syd for Tokyo, der ikke bærer anden inskription end ét ensomt tegn, mu (japansk: 無), »intethed«, en negation af tilstedeværelse. I toget reflekterer Wenders over virkelighedsbegrebet, livets hotpot af kærlighed, død, ensomhed, glæde, sorg, tidens og tingenes forgængelighed, og når frem til den samme konklusion som Ozu: »Mu. Nothingness«.
Det er tematisk den samme milde undre-apati, og den samme høje metafysiske klinge, den buddhistiske munk Kamo no Chomei er oppe på i sin lille essaysamling Hojoki, hvor han skriver om sin eneboertilværelse i en lille græshytte på et bjerg over Kyoto. I alderdommen har han besluttet at tømme sit liv for alt andet end det, der umiddelbart foregår omkring ham: ildfluerne i græsset, bjergfasanernes kvidren og lyden af regn på bregnerne.
Hans vekslinger mellem græshyttens omgivelser og refleksioner over »livets foranderlighed og altings forgængelighed« er absolut liflig læsning, og den lille bog driver af buddhistisk filosofi,
