Hvad kan gå galt?

Der skete for kort tid siden det ret utrolige, at regeringen valgte at sætte omkring 300 millioner af på finansloven til at afskaffe momsen på bøger for at gøre læsning mere tilgængeligt for danskerne. Vi havde også verdens højeste bogmoms, så kynikeren i mig siger: »Det manglede da bare«, idealisten råber: »Bravo!«, mens skeptikeren tænker over, om den knap så læsende del af befolkningen nu også kommer til at storme boghandlerne for at anskaffe sig romaner og digtsamlinger til 80 procent af, hvad de kostede før.
 
Med til tiltaget følger der også godt 60 millioner over de næste fire år til en såkaldt litteraturhandlingsplan, der skal styrke læselysten og formidlingen af bøger rundt omkring i landet, især blandt unge, hvor det står slettest til med gejsten.
 
Det ser altså umiddelbart ud, som om det går godt med litteraturen i Danmark. Der er flere forlag og flere udgivelser end nogensinde før, og nu bliver bøgerne tilmed også billigere, og måske – hvis pengene bliver brugt med omtanke – kommer de ud til steder, hvor folk ikke vidste, at de manglede dem.
 
Så hvad kan der gå galt? Hvis man kigger lidt nærmere ned i forlagsbranchen, kunne man for nylig konstatere, at forlaget Turbine har valgt at nedlægge deres skønlitterære program, der primært omfatter nordisk litteratur og nyoversatte klassikere, og fyre deres mangeårige skønlitterære redaktør, og vi skal ikke mere end et halvt års tid tilbage, før Gutkind skar i sin skønlitterære redaktion.
 
I det hele taget er der sjældent langt mellem fyringerne på de største forlag, men det bemærkelsesværdige i år er, at de ser ud til at være gået hårdest ud over skønlitteraturen. Selvom Turbines redaktør Martin Graae Jørgensen for blot to år siden modtog Danske Forlags jubilæumslegat for sit arbejde med Turbines velansete klassikerserie, var det åbenbart ikke nok til at holde liv i projektet.
 
For at skære det helt ud i pap: Forlag er ikke velgørenhedsorganisationer eller public service, men private virksomheder, der skal tjene penge for at overleve og lønne deres medarbejdere. Og selvom der er meget gratis og ulønnet arbejde i forlagsbranchen, rækker anerkendelse som aflønning ikke ret langt for voksne mennesker. Penge ud og penge ind skal helst gå nogenlunde op.
 
Hvad der ligger bag af overvejelser blandt fyringerne og nedlæggelserne, aner jeg intet om, og det blander jeg mig heller ikke i. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det glæder nogen. Men som læsende menneske er jeg lige dele ærgerlig og bekymret for den litterære skønlitteratur i Danmark, når så prominente forlag skærer ned på den eller skærer den helt eller delvis fra. Måske er virkeligheden bare den, at skønlitteraturen er for dårlig en forretning for de store forlag at opretholde i det omfang, redaktørerne stræber efter?
 
Men måske finder skønlitteraturen andre veje. Det gør den allerede. Der er masser af forlag, mellemstore, små og mikro (ingen nævnt, ingen glemt), der hvert år udgiver bøger af afsindig høj kvalitet. Men det skal også tages med, at langt størstedelen af de mennesker, der arbejder i den del af forlagsbranchen, ikke kan leve af det og har andre jobs som deres hovedbeskæftigelse.
 
De arbejder ud fra en anden logik, netop fordi de ikke skal lave et overskud. Der er absolut ingen tvivl herfra om deres engagement. Tværtimod er det jo et arbejde, de laver, fordi de netop synes, det er fedt og givende, men det kræver immervæk noget andet tidsmæssigt og logistisk, end hvis de fik en stabil månedsløn for deres arbejde – som man gør på de større forlag.
 
Fjernelsen af bogmomsen og litteraturhandlingsplanen kommer ikke ud af det blå, men er blot to ud af de tredive anbefalinger, som den af Kulturministeriet nedsatte gruppe afleverede til ministeriet i maj. Hvis man skal koge dem ned, består de primært af en offentlig opgave, som handler om formidling (der skal blandt andet stilles krav til, at DR dækker litteraturen i et større omfang, hvilket vil sige mere end blot et par agurketidsindslag i Deadline i sommerferien), og en statslig opgave, som handler om økonomi. Her er logikken et klassisk forsøg på at stimulere markedet: sænket pris, mere opmærksomhed, øget salg – øget udbredelse af litteraturen.
 
Igen: Man kan prøve at påvirke markedet alt det, man vil, men det kommer der ikke flere læsere af. Også i arbejdsgruppens anbefalinger går oprustningsmetaforen igen, men selvom intentionerne er gode, begynder arbejdet ikke fra nul. Anbefalingerne skal integreres i en virkelighed, hvor udbuddet af litteraturformidling, der ikke finder sted på biblioteker og festivaler, konstant bliver nedprioriteret eller må slås om småpenge.
 
Hvis man vil – og det ser det jo ud til, at man vil – have, at danskerne læser flere bøger i den åndelige oprustnings mission, kræver det simpelthen lidt færre militaristiske metaforer, og at der afsættes langt flere penge til formidlingen af litteratur. Hvor meget litteraturformidling kunne de, der rent faktisk kender branchen indefra og har et seriøst litterært engagement, lave for 300 millioner? En hel del.
 
Dette er ikke en anklage mod bestemte forlag. Ej heller gider jeg piske en dommedagsstemning op, for der er vi trods alt ikke endnu. Vi har været møgforkælede i den forstand, at der de seneste år er udkommet flere gode bøger, end der har været læsere til. Det har simpelthen været slaraffenland for de allerede læsende.
 
Man skal blot huske, at arbejdet ikke må stoppe her. Billigere bøger og gode intentioner skaber ikke automatisk mere interesse for litteraturen. Det gør færre valgmuligheder på hylderne heller ikke.
 
Hvis du vil være en del af vores læsende fællesskab, kan du oprette et abonnement hos os til nærmest ingen penge.