Genkendelsens ar
Lad os begynde med en kort gengivelse af en typisk Ole Robert Sunde-tekst fra hans seneste og betagende kortprosasamling Tenk fort (Tænk hurtigt), der udkom i slutningen af 2016. Teksten Tyttebær starter med en beskrivelse af det røde bærs udseende og natur, for at bevæge sig over i barndomserindringer, hvor tyttebærret var et våben for de unge gutter, før den går videre til en af unge Sundes venner, der skød sin bror med tyttebær, derfra via krig over til Sundes mor i Kairo og kameler og landevejsrøvere i ørkenen, for til slut at ende hos Lenin i Vinterpaladset i Skt. Petersborg, der forsøger at styre revolutionen via paladsets eneste telefon, og alle de bekymringer de vakkelvorne telefonsystemer giver kommunisterne midt i vinterens sne og kulde og kaos. Alt sammen i løbet af 11 sider.
Tyttebær er et perfekt eksempel på Sundes litterære teknik, hvor det, der virker til at være næsten frie associationer alligevel, på næsten magisk vis og med hjælp af et hav af kommaer og semikoloner, føjer ting, begivenheder og personer sammen, som man ellers altid har betragtet som værende strengt adskilte. Den giver også et godt indtryk af Sundes glæde
