Et minimum af menneskelighed

Jeg havde ikke noget ydre blik på samværet med andre mennesker, før jeg fandt det i litteraturen. Jeg var lige gået ud af gymnasiet og lige begyndt at læse, da jeg en dag faldt over Pablo Llambías’ Rådhus (1997) på biblioteket. I et af bogens første afsnit er fortælleren og hans kæreste til middag hos et andet par. Han vrænger af samtaler om arbejde og computere, og foregriber det, der bliver sagt på en karikeret måde. På et tidspunkt vælter han et vinglas, og både gæster og værter farer op for at tage sig af situationen. »Det var ikke med vilje, og derfor så det ret autentisk ud«, konstaterer fortælleren veltilfreds, og beslutter sig for, at han vil huske tricket til en anden gang.

Rådhus fremstiller social interaktion som noget mekanisk, hvor de forskellige udtryksformer er knyttet til bestemte kulturelle konventioner. Forudsigeligheden gør det muligt for fortælleren at handle strategisk, og selvom det ikke altid lykkes for ham, viste hans refleksioner mig dengang, at konventionerne kunne afvæbnes gennem analyse. Fra stort set kun at bestå af intetsigende gamle noveller – som skulle læses med det ene formål at nå frem til den fortolkning, min lærer havd