En bøn for de ubenådede
Der løber en sitrende trøstesløshed gennem hver eneste novelle i Ingeborg Bachmanns Det tredivte år. En østrigsk landsby hvis fredelighed bliver indtaget af nazisterne; en far, der projicerer sin foragt for verden over på sin søn, og som derfor ikke kan elske ham; en jurist med nedarvede, etiske principper, virkeligheden ikke accepterer; eks-soldater, der drikker sig fulde i wienske knejper og stadig synger tyske krigssange. »Efter krigen«, lyder det i sidstnævnte fortælling, »det er vores tidsregning«.
Krigen er alle og ingen steder i disse syv nyoversatte fortællinger. Godt ti år senere skulle Bachmann skrive i Malina, sin eneste fuldendte roman i det stort anlagte Todesarten-projekt, som hun efterlod ufærdigt ved sin død efter en muligvis ufrivilligt, selvantændt brand i hendes hjem i Rom i 1973, at historien er en læremester uden elever. Bachmann er ikke interesseret i de geopolitiske eller militaristiske slagsmål, men i hvordan krigens efterskælv udspiller sig i de ideologiske, identitets- og moral-psykolo
