Print artikel

Drop plottet

Udsnit fra bogens forside
Essay
28.04.20
Tonny Vorm romandebuterer med en personlig fortælling om fædre, sønner og maskulinitet. ’Postkort til Californien’ er lige dele magisk realisme fra Hvidovre, dagbogsnotater fra en børnekræftafdeling og rejsereportager fra lande og byer, som han har besøgt med sin far.

Det starter i Paris, mange år inden Oscar får kræft. Jeg er i byen for at interviewe Jeff Bridges i forbindelse med True Grit, og det samme er Niels. Da vi mødes i en lille biograf i en sidegade bag operaen, spørger han som noget af det første, om jeg vil med ud at spise bagefter. Han har et bord på Chez George. Min plan er at tage direkte hjem på hotellet efter filmen og gå tidligt i seng. Børnene er små, og jeg er konstant træt. En enkelt overnatning, en halv time med Jeff Bridges og så hjem med en middagsflyver næste dag.

Det udtryk har jeg bare aldrig kunnet stå for. At have et bord.

Ude på gaden fortoner lærredets verden sig, og Niels er ikke helt sikker på, hvilken vej vi skal for at finde restauranten. Trafikken trommer over de våde veje. På hjørnet lidt derfra står to mænd og en stor kvinde i en lang rød frakke og diskuterer. Ved siden af venter en taxa med tændte forlygter, der ligner katteøjne i den lette regn. Vi trækker ind i en port, hvorfra jeg følger optrinnet, mens Niels med brillerne skubbet op i panden, forsøger at finde noget på sin mobil.

»Er du ikke tit i Paris?« spørger jeg.

Niels stikker mobilen i inderlommen og kører sine briller på plads.

»Jo,« svarer han tøvende. »Jo, jo. Det ligger på en af pladserne på Avenue de L’Opera.«

»Det er denne her,« siger jeg og peger ud på gaden. »Det er her, vi er. Opera.«

Niels tripper sine i bløde sko og dyre frakke, kigger sig omkring med et forvildet udtryk i øjnene.

»Ligger det på højre eller venstre side af avenuen?« spørger jeg.

»Øh, højre, hvis du går nordpå.«

»Vi skal sydpå. Avenuen ender her. Vi kan ikke gå nordpå.«

»Men jeg har adressen, vi kan tage en taxa.«

»Vi bliver bare på denne her side af gaden, så dukker pladsen vel op.«

»Kender du Paris godt?«

Han kigger på mig. Skæret fra en butiksfacade overfor spejler sig i hans brilleglas. Jeg forklarer, at jeg har boet i Paris, da jeg var lille, med min mor og far, men at jeg kun har været her et par gange siden.

Jeg finder Chez George uden problemer, og samtalen fortsætter over middagen. En travl lille bistro med hvide duge og afslappet stemning ligesom på fransk film, effektive tjenere, duggede ruder. Vi sidder tæt, så det er intet problem at tale sammen.

Efterhånden som vi får mere at drikke, bliver historierne bedre. Jeg fortæller om min far, der var med til at bygge Formel 1-racere i Frankrig. Det var derfor, vi boede her. Og om alt det andet min far oplevede. Holland, hvor han arbejde for ESTEC, det europæiske rumforskningscenter, og Californien, hvor han var med til at opsende de første ESRO-satellitter i 1972.

»Jeg ved sgu ikke, hvor meget af det, der er sandt,« siger jeg.

»Har du talt med ham om det?«

»Næ, han er syg og rejst. Igen Men jeg prøver at skrive en roman om hans ungdom. Fra Hvidovre og Californien.«

»Hvor er han nu rejst hen?«

»Han flyttede til Thailand for nogle år siden,« siger jeg. »Han fik Parkinsons. Så er det godt med sol og varme, ikke? Men jeg ved ikke rigtig, hvor i Thailand. Han er vist flyttet op nordpå. Jeg har ikke hørt fra ham længe.«

Jeg trækker på skuldrene, og vi sidder lidt i tavshed. Niels tager en stor tår af sit glas fyldt til randen med tyk tempereret rødvin, der har farvet hans tænder violette. Sikkert også mine. Da han har sat glasset og nydt smagen, som man skal, læner han sig ind over bordet, fanger mine øjne og siger:

»Den bog skal du skrive, Tonny.«

Niels er journalist på en stor avis og har engang skrevet nogle gode krimier og flere fagbøger. Ligesom jeg anmelder han amerikansk litteratur. Vi har altid noget at tale om, når vi en sjælden gang mødtes.

Selv arbejder han på en bog om franske vine, som han beretter lidt om, inden det igen er min tur.

»Jeg kan sgu ikke finde ud af det der med plot,« siger jeg. »Det giver jo ingen mening. At få tingene til at hænge sammen. Når de nu ikke hænger sammen,« mumler jeg og kører en finger over kanten på mit glas.

»Så drop plottet,« siger Niels. »Bare skriv en bog om din far.«

Næste dag beslutter jeg mig for at følge Niels’ råd. Interviewet med Jeff Bridges går, som det skal på trods af mine tømmermænd, og bagefter ringer jeg hjem og siger, at jeg tager en dag mere i Paris.

Det er helt i orden med Rikke. Jeg smiler ved mig selv. En gang om måneden er jeg afsted på ture som den her. Interview med aktuelle filmskuespillere, sportsfolk eller forfattere til det tidskrift, hvor jeg arbejder. Der er sjældent problemer med at få tingene til at hænge sammen derhjemme. Rikke kan godt lide sine egne rutiner med børnene, og jeg nyder stilheden på hotelværelserne, hvor jeg kan passe mig selv. Sidde på en bar om aftenen og følge en sportskamp på skærmen med en øl og en notesbog foran mig.

Min far har altid haft et stort behov for at være sig selv. Det samme har jeg.

I en boghandel på Rue de Rivoli investerer jeg i en ny notesbog til min fars historie. En blå og meget dyr sag. Moleskin, som ellers ikke lige er mig. Første stop er Place de la Contrascarpe og det hotel, min far engang har fortalt mig om. Her vil jeg overnatte. Ifølge min far et lille billigt, nærmest anonymt hotel, der er så smalt, at man skal gå sidelæns op ad trappen, hvis man har rygsæk på. Som han sikkert havde.

Jeg aner ikke, hvorfra han kendte til hotellet, hvornår han havde overnattet der eller noget. Men da han fortalte mig om det, mente han i hvert fald, at jeg skulle bo der, nu jeg skulle omkring til Paris. Det var i Montpellier midt i 80’erne, da han arbejdede for IBM, og jeg besøgte ham om sommeren. Hemingways Edens have var lige udkommet, og en del af romanen udspiller sig i en lille fiskerby nær Montpellier. I Le Grau-du-Roi, hvor min far og jeg spiste fisk en aften og talte om Hemingway. Han spurgte, om jeg havde besøgt gaderne omkring Place de la Contrascarpe, hvor Hemingway boede som ung. Han fortalte også om hotellet i Paris. Der kunne jeg overnatte på vej hjem, sagde han.

Men jeg har sikkert været træt eller ville bare hurtigt til København, så jeg strøg direkte fra Gare de Lyon til Gare du Nord, og fik dengang aldrig overnattet på min fars hotel.

Sådan husker jeg det i Paris dagen efter interviewet med Jeff Bridges. Men minder er lumske rejsekammerater, og på Place de la Contrascarpe må jeg konstatere, at de har svigtet enten min far eller mig. Hotellet er forsvundet. Hvis det nogensinde har eksisteret.

Jeg vader lidt rundt på pladsen, der er overraskende lille. Det var her, på en af caféerne, at Hemingway skrev nogle af sine første noveller, og jeg havde ærligt talt forestillet mig noget andet, noget større. Det er hundekoldt, og jeg har stadig tømmermænd, er hele tiden sulten. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på humøret. Jeg dropper det og tager istedet et værelse på et hotel lige overfor Sorbonne. Hotel Select.

Efter et hurtigt brusebad går jeg tilbage til Place de la Contrascarpe, sætter mig på en café og bestiller en fadøl til elleve euro, som tjeneren insisterer på, at jeg betaler med det samme. Jeg rækker ham hundrede euro.

Efter halvdelen af glasset mærker jeg en ro i kroppen, tankerne begynder at falde i hak. Ligesom hos Tennessee Williams’ alkoholikere. Jeg fisker min nye blå notesbog frem, sidder som sædvanligt og stirrer ud af ruden. Solen er gået ned, gadelygterne tændt.

Jeg starter med kronologien. Skal jeg have historien til at hænge sammen, er det vigtigt med årstal, datoer og steder. To sider med tal og bynavne.

Så går jeg i stå.

Fra caféens højtalere lyder Suedes So Young, og ved nabobordet taler en køn, moden kvinde i mobiltelefon. Hendes parfume kildrer og minder mig om dengang, jeg boede i Barcelona. Der hørte vi også Suede.

I notesbogen skriver jeg: »Far på besøg, Barcelona forår 1996.«

Mit blik glider atter over på kvinden ved nabobordet. Hun smiler, fjerner en hårlok fra ansigtet med en elegant bevægelse. Stearinlyset glimter i de mørke øjne. Jeg gengælder hendes smil, som et signal om, at det er okay, hun taler i mobil.

Det er ikke hendes skyld, at jeg ikke får skrevet mere den dag, men mange år senere – da Postkort fra Californien er ved at finde sin form – mærker jeg en sær varme brede sig i kroppen, da jeg i en flyttekasse finder notesbogen fra Paris.

Jeg sidder og skriver i min nye lejlighed. Rikke og jeg er blevet skilt. Hun flyttede over i nabogården, og jeg har købt en lille andelslejlighed i vores gamle fællesgård. Men det er en anden historie.

På spisebordet foran mig ligger de postkort, min far sendte hjem fra Californien samt flere gamle fotoalbum og de notesbøger, jeg skrev i, da vi boede på Børnekræftafdelingen. Sådan husker jeg det. At vi boede der et år.

Flere af notesbøgerne er blot halvt fyldte. Jeg har sprunget fra den ene til den anden, kan jeg se, og når jeg forsøger at danne mig et overblik, fremstår det i en skæv kronologi. Dage er væk, minder er forsvundet, eller også har jeg skrevet om dem andre steder. På papirslapper, i bøger, i mails til mig selv. Jeg ved det ikke.

Hvordan får jeg samlet alle disse fragmenter, indtryk, løsrevne ord og episoder til én sammenhængende historie? Spørgsmålet har længe plaget mig. Jeg bladrer i notesbogen fra Paris som for at lede efter et svar, men jeg finder det ikke. Det nærmeste jeg kommer, er Niels’ ord om at droppe plottet.

Jeg smiler ved mig selv, da jeg læser sætningen, hvis bogstaver truer med at vælte. Nedenunder har jeg tilføjet:

»Tingene hænger ikke sammen.«

Jeg henter en kop kaffe ude køkkenet, sætter mig ved bordet igen. Lidt efter begynder jeg at skrive dette essay.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.