Disen om en flyvinge 

For nylig faldt jeg over et brugt eksemplar af den japanske nobelpristager Kenzaburo Oës hovedværk, En privat sag. Da jeg kom hjem og åbnede bogen, blev jeg skuffet: Den var oversat via amerikansk. Det burde ellers ikke overraske mig – fandtes der overhovedet japanskoversættere i Danmark i 1969? – men jeg er vant til at blive forkælet af sprogmennesker, der bruger deres ekspertise i litteraturens tjeneste. 

Vi lever nemlig i en guldalder for litterære oversættelser. Forlagene, store som små, sprøjter hovedværker og genopdagelser ud i et sådant tempo, at der ovenikøbet igen og igen udkommer bøger, som er næsten helt ens. Tidligere på året fik vi to oversættelser af Osamu Dazais Uegnet som menneske, vi har fået tre Sapfo-oversættelser, tre Södergran-oversættelser, to gange Beowulf, to gange Catul, to gange Dubliners, to gange Faust og tre forskellige mikroforlag har uafhængigt af hinanden introduceret Algernon Blackwood på dansk.