Dette såkaldte liv

I Sigríður Larsens debutroman Crash Kalinka er det først og fremmest sproget, der tonser løs: Det kører derudad i en kækt snakkende, til tider grænsende til anstrengende, friskfyragtig stil, der pærevællingende blander engelske udtryk, talesprog og poetiske indslag, så en beskrivelse af uregerligt hår kan lyde sådan her:

»Ninna har arvet sin fars hestemanke og nogle pretty problematiske krøllegener fra sin mor, en eksplosiv cocktail, skitzo nordic afro-style, helt hen i vejret.«

Men selvom sproget fra første side bærer præg af et stærkt kaos, lader det menneskelige kaos vente på sig i Crash Kalinka. Der sker virkelig meget på det sproglige plan, men knap så meget på handlingsplanet:

I første del møder vi dansk-islandske Kalinka, som der ikke er så meget andet at sige om, end at hun gerne vil være stewardesse. Derfor søger hun ind på stewardesseuddannelsen, kommer ind og uddanner sig til stewardesse, bliver stewardesse og venter så ellers på at komme op at flyve som stewardesse. I et sprog, der tonser løs et sted på den anden side af lydmuren, fortælles der om, at Kalinka sidder i sin etværelseslejlighed og ikke rigtigt har noget at ta