Befriende helteløshed
Det er ikke første gang, vi støder på romaner om livet i ”Underdanmark”. Bøger om mennesker, der lever af kogt spaghetti og må spare på ketchuppen, så der også er til dagen efter. Om børn, for hvem kærlighed og omsorg er noget, de kun møder, når de besøger en kammerat eller får hjælp af en særligt opmærksom vikar i skolen.
Anders Rishøjs roman Til vi finder noget andet handler om netop dét og er derfor ikke original i tematisk forstand. Alligevel er Rishøjs roman noget helt andet end andre socialrealistiske bøger. Mere autentisk kunne man sige, med fare for at anvende en kliché. Men når jeg bruger ordet autentisk, handler det om, at fortællingen ikke, som klassiske narrativer, underordner sig kendte dramaturgiske principper, det være sig hjem-ude-hjem-formatet eller det klimaksjagende plot, hvor historiens bærende krise udløser nye og større erkendelser.
Anders Rishøjs roman undslår sig den slags, her fortælles uden at lefle for læserens forventninger.
I musikteori findes der et begreb, kontrapunkt, hvor de forskellige stemmer i et stykke musik er melodisk jævnbyrdige, og den samlede harmoni dermed bliver et slags biprodukt. Hvor harmonierne normal
