Bag masken en maske
Vi har mange forfattere, der er større end sig selv - mere end sig selv. Og her tænker jeg ikke på deres værk eller oeuvre, for det gælder vel for alle forfattere. Jeg tænker på, at deres person eller måske mere korrekt, deres forfatterpersonlighed, er større, end den er for os andre, der forbliver helt almindelige mennesker, selvom vi skriver bøger. Det er folk som Charles Bukowski, Madame Nielsen, Eduard Louis, Michel Houllebecq, Franz Kafka, Karen Blixen, Sylvia Plath, Tove Ditlevsen, Clarice Lispector. Der mange flere. Fx Ernest Hemingway, Rainer Maria Rilke, Jean Fernand Celine, Louis Aragon, Virginia Woolf, Jørgen Leth, Georg Trakl.
Den særlige personlighed er ofte blevet bygget som et eftermæle og derfor ikke nødvendigvis forfatternes fortjeneste, ønske eller vilje, men en del af dem har selv orkestreret det. Nu er det er til min overraskelse gået op for mig, hvordan en af disse forfattere har benyttet den metode til helt at fiktionalisere sig selv – og det med en allerede eksisterende fiktiv figur – for at gøre sin forfatterpersonlighed mere … ja, hvad?
Tanken meldte sig, da jeg kunne mærke hvordan jeg blev usikker på Edouard Louis’ person, fordi han så åbenl
