»Jeg skal give dig den litterære behandling, du fortjener«

Der er noget charmerende friskt og uskyldigt over Kenneth Moes kærlighedssorger i den lille debutroman Rastløs. Der er ikke noget sjovt ved kærlighedssorg, men der er noget ungdommeligt fascinerende, lokkende og absolut over den type af uigengældt kærlighed, som Moe besynger og begræder. Den er altoverdøvende, denne ulykkelige og uforløste kærlighed, sådan som den måske særligt er det i teenageårene og tyverne, og det på en måde, der inviterer til en ganske genkendelig svælgen i selvmedlidenhed og ulykke, som kan plage én i den alder.

Rastløs er en række kortere optegnelser – ingen over en side – som henvender sig til det  »du«, jeget er og har været så håbløst forelsket i. Bogens første linjer lyder:

»Du spør om jeg skriver om deg og det korte svaret er »ja«og resten av dette famlende brevet får være det lange. For du vil vel høre hele remsa kan jeg tenke meg, forfengelig som du er: Hvordan jeg forelsket meg, hvordan jeg ennå lengter, og så vil du sikkert at jeg skal finne poesi i all elendigheten, og dra noe visdom ut av ræva, og det skulle jeg sagtens fått til.«

Denne indledende vrede mod duet bliver nogle sider senere suppleret af