’Det er et privilegium at kunne dyrke det ufornuftige’

Da Flemming Skouboe i 2001 solgte sit vindmøllevingeproducerende firma for det astronomiske beløb af 2,5 milliarder kroner gik han en vinter, mens han ventede på, at de sidste detaljer skulle falde på plads og pengene trille ind på kontoen, og funderede over, hvad der nu skulle ske.
På 15 år var han gået fra at være en lystbådsfetichistisk direktør for et firma, der konstant var på kanten af at sende sine 150 medarbejdere hjem og lukke den blandede biks med alt godt i glasfiber, til at være ejer af en markedsførende milliardforretning i vindmøllebranchen med op mod 4.000 ansatte og uimodståelig appel til internationale koncerner og kapitalfonde.
»Hele den vinter gik jeg og tænkte, og hvad så? Det ville da være så åndssvagt at få alle de penge, hvis man ikke fik noget ud af dem, vi kunne købe en kæmpe båd og sejle rundt en sommer, men hvad så?« spørger han.
Resultatet blev som Berlingskes nyhedsmagasin for nylig konstaterede lidt undrende i sin status over landets 50 rigeste mænd, at »Skouboe har selv erklæret, at han i fremtiden ’vil beskæftige sig med det ufornuftige’. Og man må sige, det er lykkedes«. Den se