Print artikel

God pacifisommerferie: nyt ATLAS 12. juni

Illustration: Peter Larsen
10.06.26
Sommeren er en tid for forbrug. I det fysiske blad, som udkommer i morgen, kan du læse om Euroman, Theis Ørntoft, italiensk litteratur og ’Røvhulsarenaen’. Det hele hænger sammen.

Lige, hvide tænder, solbriller og en hakket overkrop, der tilsyneladende er smurt ind i babyolie. Forleden bragte Euroman et billede af en mand, der poserer bekymringsløst på en balkon foran et azurblåt hav. Det er selvfølgelig tv-vært Kåre Quist, der er manden, og det er Amalfikysten, vi ser i baggrunden.

Det er sommerferietid, og i Danmark er vi alle Kåre Quist. Vi kan ikke lide at betragte os selv som turister, vi har lært at rejse på en ”autentisk” måde, vi bor i de af lokale forhadte AirBnB-lejligheder eller på boutiquehoteller, der ikke er tilgængelige på Trivago.

Men turister, det er vi, og sommeren er vores forbrugsfest. Vi smiler alle fra sydens balkoner, smiler over al den bekvemmelighed, vi stadig kan købe for penge. Vi er veloplyste om kapitalismens onder, men ikke mere end at vi lader os distrahere af dens goder. Flybilletter, flotte instagramopslag og gelato. Jeg rejser i øvrigt selv til Italien i august.

ATLAS #51, der udkommer i morgen, har også en italiensk bismag. Den storsælgende italienske forfatter Vincenzo Latronico optræder nemlig i to af bladets artikler: Først i undertegnedes essay Yuppien har aldrig forladt os, der handler om, hvordan vi inderst inde alle er produktmennesker, selvom vi bilder os selv ind, at vi er blevet mere opmærksomme forbrugere – og hvordan det forurener alt fra mit kærlighedsliv til min evne til at indgå i fællesskaber med andre mennesker. Derudover bringer vi et langt interview med forfatteren selv, der virkelig er værd at læse.

Når en lille bog på 150 sider og dennes forfatter får lov til at fylde så meget, er det ikke kun fordi, den er syleskarp i sin kritik af det moderne forbrugsmenneskes hykleri. Det liv, der skildres i Perfektioner, og som, vil jeg vurdere, bogens kernelæsere i en eller anden grad alle vil kunne relatere til, er et liv, hvor vi køber aflad gennem symboler (kunst og økologiske grøntsager), så vi kan leve bekvemt på en måde, der føles samvittighedsfuld.

Men det er et bevis på, hvor optagede vi i virkeligheden er af vores forbrug. Produkter, som vi i sidste ende prakkes på og som bevirker, at vi snyder os selv fra muligheden for en meningsfuld tilværelse, fordi vi lader os pacificere af pis af lort. Det her er en bog, der bør vække kampgejst. Og her på bladet er vi trætte af pis nu. Det afspejler indholdet i dette nummer.

Udover de omtalte artikler, har den romanaktuelle forfatter Caroline Albertine Minor skrevet et hjerteskærende essay om alt det, big tech er i gang med at stjæle fra os. Det her essay er alt andet end den sædvanlige nostalgiske svada om, at alt var bedre i gamle dage. Det er en sorgfuld beretning om, hvordan AI med al sin effektivitet lover, at vi sparer tid ved at benytte dets redskaber, men i virkeligheden bliver vi narret og stjålet vores mulighed for at gøre os umage, det »sløver tankens stål«.

Eller læs interviewet med professor Anne Binderkrantz om djøfiseringen af dansk politik, der drejer sig om, hvordan man i dag skal være professionel for at have en chance for at påvirke det politiske system. Dansk politik er ikke for almindelige mennesker, det er fuld af bullshitsprog og kommunikationsstrategier, der ikke udtrykker det, politikerne faktisk mener, men det, de tror, vi gerne vil høre.

Læs også hvordan DR negligerer deres public service-kontrakt, fordi de insisterer på at markere reality og livsstilsindhold som kulturformidling, eller læs hvorfor den legendariske rockmusiker Uffe Lorenzen har døbt Royal Arena ”Røvhulsarena”. Man kan også læse hvorfor Theis Ørntoft mener, at den såkaldt grønne omstilling er et blændværk skabt af vores behov for at fortrænge det ubekvemme. Det hele hænger sammen. 

Men vi giver det sgu en chance til med indholdet i dette nummer. God sommer, derude, og husk: der er forskel på afslapning og pacificering.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.