Print artikel

I hulrummet af Europols grå beton

Reportage fra Europol
Reportage
24.11.15
Hvorfor spiller Europol så stor en rolle, når vi skal stemme om retsforbeholdet d.3. december? ATLAS’ udsendte er taget til Haag for at komme ind under betonen på vores alle sammens politi, som ingen af os kender. Europol er ikke et europæisk FBI, slåes det fast. Men hvad er det så?

Da jeg ankommer til Haag, er det tydeligt, allerede da jeg træder ud af togstationen, at byen har dette hollandske særpræg; små, røde, ornamenterede huse med hvide vinduesrammer og spir på toppen, et twist af art nouveau og kanaler, der løber gennem gaderne hist og her. Ved siden af alt dette blander der sig en arkitektur, som straks kalder på magt og kapital. Bygninger i alskens former og farver, der tårner op over tulipanidyllen, mens de samtidig, på trods af deres fallosagtige faconer, er svære ikke at lade sig fascinere af. Haag har været centrum for en hel del store beslutninger gennem tiderne med alt fra FNs Afghanistan-konference i 2009 til Atomsikkerheds-topmødet i 2014. At Haag derudover er indehaver af Fredspaladset, der huser Den Internationale Domstol, er blot endnu en af grundene til, at byen har fået tildelt det mildt forpligtende slogan ’International by for fred og retfærdighed’. Det medfører ikke så lidt ædruelig forholden sig til verdens problemer.

Disse, verdens problemer, danner samtidig ramme for arbejdet hos en anden huserede instans; Europol - Europas transnationale, kooperative politienhed. I Danmark skal vi d. 3. december stemme om, hvorvidt vi skal erstatte vores retsforbehold med en tilvalgsordning, hvor vi på 22 retsakter afgiver suverænitet, men til gengæld kan fortsætte med at være en del af Europol-samarbejdet, der overgår fra mellemstatsligt til overstatsligt samarbejde. Danmarks retsforbehold gør, at vi kun deltager i forhandlinger, der foregår mellem de medlemslandene. At Europol bliver overstatsligt, betyder, at beslutninger vil blive truffet via flertalsafgørelser, hvor der ikke kræves godkendelse af de nationale parlamenter.

1,7 procents indflydelse på Europa

Det meste åbenlyse spørgsmål, der melder sig, er logisk nok, hvad det vil få af konsekvenser, hvis Danmark ender med at stå uden for Europol-samarbejdet. Den risiko foreligger nemlig, hvis danskerne stemmer nej d. 3. december. Nej-partierne argumenterer for, at der kan indgås en såkaldt parallelaftale, hvor medlemslandet ansøger EU om at deltage i overstatsligt samarbejde. Men der er nogle ulemper ved den slags aftaler. For det første er det aldrig på forhånd sikkert om EU er interesseret i at indgå parallelaftaler. EU har i to ud af seks tilfælde afvist danske ansøgninger. For det andet kan det være en langsommelig bureaukratisk proces at få dem gennemført, måske især set i forhold til, hvad EU ellers har at bakse med for tiden med lande, der sætter hegn op og flygtninge, der kravler over dem. EU fungerer lidt som pædagoger for børnehavebørn, der har bygget en legofæstning rundt om hende den nye, fordi hun er træls, og hun fylder. For det tredje vil Danmark skulle gennem en større proces, hver gang de vil have informationer eller feedback om kriminelle fra kommunikationssystem SIENA, eller hvis rigspolitiet ønsker at søge efter lignende sager i Europols database, EIS. For det fjerde udelukker det Danmark fra at få indflydelse på, hvordan arbejdsprocesser i Europol skal fungere, og hvordan midlerne skal bruges. Men som en lytter i programmet Det røde felt på Radio24syv måske meget rigtigt sagde, så udgør vores lille land alligevel kun knap 1,7 procent af den indflydelse.

Uklart juridisk grundlag

Det er så her, det næste spørgsmål melder sig; er det ikke en smule problematisk og udemokratisk, at det danske vælgerkorps går til stemmeurnerne uden at kunne vide sig sikre på, hvad de får, hvis de stemmer nej? Hverken ja- eller nej-partierne kan give et helt klart svar på, hvad samarbejdet via parallelaftaler kommer til at have af konsekvenser, om parallelaftalen overhovedet med sikkerhed kan komme i hus, og hvis den kan – på hvilken og hvis bekostning det i så fald er. Det er dog ikke nogen ny situation, forklarer Nina Møller Porst fra EU-oplysningen: »Situationen kan sammenlignes med diskussioner af Danmarks tilslutning til tidligere traktater f.eks. Maastricht- og Lissabon-traktaten. Først da Højesteret efter folkeafstemningen dømte i sagen, blev det endeligt afgjort, at Danmarks tilslutning til traktaterne var i overensstemmelse med grundloven.«

Seniorrådgiver Per Lachmann fra tænketanken Europa, har i et notat om Danmarks retsforbehold udlagt, at nej-partiernes plan om at bruge tilvalgsordningen alene til at tilvælge Europol-samarbejdet, er i strid med den såkaldte protokol 22 fra Lissabon-traktaten. Skiftet fra retsforbeholdet til tilvalgsordningen er et alt-eller-intet-valg, og en begrænset form er i strid med vores grundlovsforfatning, hævder han. Det giver Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth ikke meget for: »Per Lachmanns udlægning af tingene er partisk. Det er protokollens artikel 8, der skal anvendes for at kunne meddele, at vi tiltræder europol-samarbejdet, men at vi fremadrettet i det omfang vi vil tilvælge yderligere, vil forbeholde os ret til at anvende Grundlovens paragraf 20, altså afholde en folkeafstemning herom forinden tiltrædelse.« Da jeg spørger ham, om ikke det demotiverer vælgerne, at der er så meget uenighed, er svaret også kontant: »Hvis det er et demokratisk problem, så er det et demokratisk problem, som ja-partierne har skabt, idet de beder vælgerne om at forholde sig til europol inden vi kender europols endelige udformning efter overgangen til overstatslighed.« Han mener desuden, at det er fuldstændig åbenlyst, at EU selvfølgelig ikke vil have interesse i at afvise en parallelaftale. »Det er et rent skræmmebillede, som ja-partierne forsøger at fremmane.«

- Og hvis de så afviser den?

»Danmark ender naturligvis ikke som et slags Nord-Cypern.« Det samme forhold til EU synes at være gældende for det meste (eller det tydeligste) af mit newsfeed på Facebook, blot repræsenteret ved den modsatte fløj. Her er generel konsensus om, at Danmark intet vinder ved at stemme ja. Primært ledt an af en hetz mod ja-partiernes plakater, der, ganske rigtigt, er rimelig usmagelige og reducerer afstemningen til et spørgsmål om pædofili.

Det er enten-eller med Europol

På ja-siden orker man heller ikke at forholde sig til de problematikker, der måtte komme. Holger K. Nielsen, EU-ordfører for SF, mener ikke, at der er noget mystisk eller demokratisk betænkeligt ved folkeafstemningen: »Den finder sted i medfør af grundlovens paragraf 20 og omhandler lovforslaget om at omdanne undtagelsen til en tilvalgsordning. Hvis danskerne stemmer nej, eksisterer undtagelsen fortsat. Hvad det måtte give af problemer må tages op i en efterfølgende diskussion.« Kommunikationschef for De Konservative, Benny Damsgaard, er lidt mere kontant i sit svar til mig, og mener, at det er enten-eller: »Hvis vi stemmer nej, er vi ude af Europol-samarbejdet. Nej-siden hævder så, at man efterfølgende vil forsøge at få en parallelaftale for på den måde at komme ind i Europol igen. Det er der dog ingen med forstand på området, der mener, man kan.« Bolden kastes altså tilbage til Berth. Hårdt.                            

Men hvad er så egentlig kernen af dette Europol-samarbejde, som de fleste uanset afstemningens resultat gerne vil være en del af – nogle på større bekostning af noget end andre? Ifølge Thomas Kristensen, kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiet, er dansk politi storbrugere af Europol: »Det gælder både, når vi bruger Europol til at udveksle oplysninger med andre lande, og når vi søger oplysninger i Europols registre over mistænkte til brug for danske efterforskninger.« Men Europol er mest af alt en vigtig samarbejdspartner, forklarer han, de overtager aldrig sagerne fra et medlemsland. Forhåbentlig vil besøget på hovedkvarteret gøre mig endnu klogere. På vej fra stationen holder jeg pitstop på en vinbar for at overveje dagens potentiale med henblik på Europol-besøget, men ender med at sætte mig under terrassevarmeren og kigge ud i luften med min californiske Chardonnay og en cigaret. Så meget for journalistisk udholdenhed.

Ind med pakkeposten

Efter en af de stærkeste omgang thai-food jeg til dato har fået, sætter jeg mig i sengen på mit AirBnB-værelse med computeren på skødet og stalker mig ind på et kommentarfelt på Facebook, hvor en person bruger udtrykket »en stor, stinkende bæ i socialismens endetarm« og jeg tænker, at symbolikken i det mindste ikke fejler noget. Klokken 9.15 tropper jeg op på Europols dørtrin sammen med et kamerahold fra DR, en journalist fra Jyllands-Posten og en reporter fra P4. Sammen udgør vi det danske pressekorps, der efter en lufthavnstasketjeksprocedure bliver inviteret ind med al pakkeposten i hulrummet af Europols grå beton via den mindre overdådige presseindgang. Vi bliver taget imod af Claire Georges, der har arrangeret vores rundtur. Hun følger os ind i et presselokale, hvor vi hilser på den danske delegationschef, Mogens Overmark, der følger os det meste af dagen. Han står for relevant pausesludder og afrunding af dagen med visit på det danske kontor på ottende etage. Herefter ankommer Head of Corporative Communications Group og en Østrigsk politiofficer, Gerald Hesztera, der skal introducere os kort til Europol som organisation. Heller ikke han kan helt give slip og ender også med i frokostpausen at presse sig ind mellem to af de andre journalister for at snakke med. Måske for at få en pause fra de andre jakkesæt. Han kigger på mit analoge kamera og fortæller mig, at sådan et havde han også, da han var politifotograf. Jeg smiler, vi kigger på hinanden og derefter følges vores øjne mod væggen med indrammede billeder fra en fotokonkurrence om det bedste billede af en law enforcer in action.

Europols grå betonmure

En af Heszteras grundlæggende pointer er, at Europol ikke til nogen tid kan sammenlignes med FBI: »Jeg kan ikke tage til Østrig og begynde at arrestere folk. Vi koordinerer undersøgelser og fungerer som en central for udveksling af data, men vi bestemmer ikke over medlemslandene.« Til et spørgsmål om Europols rolle i medlemslandenes efterforskning, svarer han, at »man kontakter Europol, når man har en formodning om, at det er et større netværk, der skal optrævles. Ellers foreligger muligheden også for blot at involvere enkelte medlemslande. Det kommer an på, hvor stor en sag, man synes, at man sidder med.« Hesztera slår dog fast, at tingene har ændret sig, og at rigtig mange kriminelle organisationer nu er grænseoverskridende. Hvilket er logisk, tænker jeg for mig selv, taget i betragtning af, hvor centralt internettet er i forhold til kommunikation, men også som platform for konkrete sager om børneporno og hacktivisme. I et brøkdel af et sekund siger hverken de andre journalister eller Hesztera noget, og jeg ser mit snit til at smugle et spørgsmål ind i showet. Jeg vil have ham til at uddybe, hvorfor det er vigtigt for de små lande at være med i samarbejdet. »Det er det fordi mindre lande«, svarer han, »af forskellige årsager ikke har de fornødne ressourcer og redskaber til at udføre deres efterforskning. Det kan være på grund af noget finansielt, men også blot fordi, det ikke altid kan betale sig for det medlemslandet at have noget specifikt udstyr, når det sjældent bruges. Her kan de bruge Europol.« Jeg tænker på lytteren fra Radio24Syv, som måske bør overveje sit argument om indflydelse en ekstra gang.

Cybercrime kender ingen grænser

Efter diverse håndaflæsningsfeatures på aluminiumspæle med blinkende lys er vi nu lukket ind i den inderste kerne af Europol. Ti personer i en elevator, fire forskellige sprog kommunikeret og otte etager senere er vi på bygningens øverste etage og træder ind i the Information Hub of the Operations Department. Her giver Zoltan Nagy, leder af det operationelle center og Christian Jechoutek, leder af informationscentret en detaljeret præsentation af arbejdet. Midt i introduktionen, der lines op af et powerpoint, som vises på et bord, vi alle står rundt om, ringer en telefon med et popagtigt-nummer som ringetone. Det står i skarp kontrast til situationens alvor og det aktuelle slide om den såkaldte Op Saki-efterforskningen, der viser udviklingen af samarbejdet mellem medlemslandene og Europol. Et land starter med at indlejre data om et netværk, pludselig er der fire hits og det skaber et større billede. Landene ser kun deres egen sag, Europol ser dem alle. Her, forklarer Jechoutek, står Europol eksempelvis for at facilitere et møde mellem de involverede lande og skaber på den måde den første kontakt. Til mit spørgsmål om, hvorvidt den nuværende massive migrationsstrøm skaber færre ressourcer til andre sager, svarer Jechoutek, at »der er blevet sat specifik flere ressourcer af til at optrævle netværk af menneskesmuglere, så i den forstand har det ingen indflydelse.«

Touren går videre til EC3 – Europols Cybercrime Center, hvor Jaap van Oss, teamleder af afdelingen, står klar til at introducere os til deres analytiske arbejde. Han starter med at slå fast, Europa er et optimalt ynglested for kriminelle organisationer, især på grund af det veletablerede internet. Og det er udgangspunktet for denne form for kriminalitet - den kender ikke til grænser, siger Oss. Og nej, EC3 lignede ikke noget fra NCIS, men jo, de havde et seks kvadratmeter stort rum kun med blåligt lys, hvor en tung dør lukkede automatisk efter os og gav følelsen af at være på et af de der stormagasinstoiletter, hvor de har installeret neonvioletlys for at forhindre narkomaner i at kunne finde deres blodårer. Et rum, der er absolut stråleblokeret og bliver brugt til at analysere mobile devices. Videre går rundvisningen til EC3s Multi-Disciplinary Centre for Cyber Innovation (MDCCI), hvor alle medarbejdere inden vores entre får at vide, at det er ok, hvis de ikke gider interviewes eller filmes. Efter det kald, sidder der én person tilbage. Den Columbianske én-mands-hær og forbindelsesofficer, 31-årige Felix Daniel Miranda, der fortæller, at han netop har beskæftiget sig med en sag om narkosmugling fra Columbia til Spanien og Italien. Afslutningsvis et besøg i EC3s IT Lab, der mest af alt ligner noget fra en Stanley Kubrick-film, men trods alt bruges til at spore alvorlige forbrydelser som kreditkort-svig, hacktivisme og brud på datasikkerhed.

Det er ikke flygtningene, det handler om

Som om der ikke allerede var en indtryks- og informationsblokade undervejs, skulle vi også lige nå et oplæg fra Lotje van Made, koordinator for the Joint Operational Team (JOT) Mare, Europols operationsenhed, der er sat i værks i år for at optrævle smuglerbagmænd, som opererer i og omkring middelhavet. Hun fremhæver, at fokus ikke ligger på de enkelte flygtninge, men på bagmændene. Det er umuligt at flygte alene, så der vil altid være nogle, der står bag. »Vi må ikke engang gemme data om enkelte flygtninge,« forklarer hun. Made lægger vægt på JOT Mares fokus på at undersøge, hvordan sociale medier bruges til kommunikation, samt hvordan finansieringen foranstaltes. Ligesom Cybercrime, er illegal indvandring også per definition grænseoverskridende. Derfor, svarer Made til et spørgsmål om medlemslandenes loyalitet, er alle lande fuldt engagerede. De ved godt, at det er et umuligt felt at arbejde med som enkelt nation. Desuden skaber det loyalitet, at Europol behandler data ud fra meget tydelige strukturer, understreger hun. Europol ved, hvad de må og hvad de ikke må med det data, de indsamler. »Men nu, hvor nordafrikanske lande er involverede, hvorfor så ikke bare Interpol?« spørger én af de andre journalister. »Vi har forskelligt fokus og felter for ekspertise«, svarer Made. Her er der altså spørgsmål om lokalt samarbejde, som Interpol kan gøre brug af, hvis nødvendigt, ligesom Europol kan gøre brug af det arbejde, Interpol laver, der er mere globalt. Kontakten til lokale politistyrker i eksempelvis Nordafrika, lader man dog de enkelte medlemslande om, pointerer hun.

Maskot i ja-partiernes kampagner

Jeg går en tur ned til vandet for at rense hovedet for tanker i og om Europol. Denne massive mastodont af en enhed og bygning, som indeni viser sig at være både imødekommende, venlig og atmosfærisk – til trods for et overload af testosteron. En enhed, der i Danmark er reduceret til at være en maskot i ja-partiernes kampagner og en ligegyldighed i nej-partiernes modstand mod at afgive suverænitet. Besøget på hovedkvarteret gjorde mig klogere i den forstand, at det skabte en forestilling om en uundværlig instans i tider, hvor nationale grænser og identiteter opløses og flere og flere ting foregår globalt. Også kriminalitet. Det er ikke et samarbejde vi kan dvæle ved på et usikkert juridisk grundlag. Risikoen er - og selv om ingen måtte eller ville svare på det direkte, formodede jeg alligevel, at medarbejderne på Europol tænkte det – at en nation vil blive degraderet til et B-politi ved at stå uden for. Og desuden er der ingen, der kan svare på, hvad det juridiske grundlag for en mulig parallelaftale er. For der er ikke andre lande, der har én. Jeg er tilbøjelig til at sige, koste hvad det vil. Men jeg er nok også blevet farvet af mit møde med Gerald & co. Måske har jeg ikke været kritisk nok, men i stedet ladet mig fascinere. Som når man får en vin på en vingård i Italien, som slet ikke smager lige så fantastisk på terrassen derhjemme. Uden derudover på nogen måde at sammenligne. Måske har mit Facebook newsfeed ret, måske er det ikke de andre retsakter værd. Og vi ender nok ikke som Nord-Cypern.

Stranden i Haag
Stranden i Haag

På jagt efter giftige planter

Jeg har brug for at blive blæst igennem. Ved byens kystlinje, der er skærmet af klitter og  med en strandbredde og en vindstyrke, som får Vesterhavet til at minde om små børn, der puster i en sandkasse, er der bølger, sand og kitesurfere, så langt øjet rækker. Jeg møder en mand med langt hår, bare tæer og en øl i hånden. Han stopper op, også for at kommentere på mit analoge kamera. Sådan et har han også engang haft; han fremkaldte selv fotografierne. Det er der ikke mange, der gør mere, påpeger han og jeg nikker og siger nej. Han taler flydende engelsk, det gør de fleste her, ikke overraskende. Han er på jagt efter giftige planter og har endda fundet nogle, som han ikke engang vidste voksede her i klitterne. Mens jeg går der langs vandet, ser jeg for mig, de store mængder af bådflygtninge i den anden ende af Europa, hvis smuglerbagmænd Europol så tilsyneladende ihærdigt prøver at hjælpe til med at stoppe. Jeg tænker på, hvordan man fra politisk hold skal administrere alle de mennesker, som har lagt deres liv i smuglerenes hænder. Og jeg tænker, at i sidste ende er det største og vigtigste spørgsmål af dem alle nok, hvorfor vi ikke skal være en del af den fælles asylpolitik.