Print artikel

Historien om europæisk ulighed

Interview
29.09.15
Det europæiske kontinent har de seneste århundreder været præget af en markant ulighed mellem Vest- og Østeuropa. ATLAS undersøger ét kontinent med to udgangspunkter.

I Vesteuropa er befolkningen velhavende. Bruttonationalproduktet er højt. I den østlige del af kontinentet er det derimod anderledes. Befolkningen er ikke fattig ­i ordets egentlige forstand, men de fremstår i sammenligningen med sit vestlige spejlbillede noget mindre velstående. Og det er jo ikke så overraskende, for på trods af et kortvarigt økonomisk opsving i den sovjetiske blok efter afslutningen af verdenskrigen, er det almen viden, at kommunistisk planøkonomi ikke ledte til materiel velstand.

Men. Det er selvfølgelig ikke hele historien. I bogen Contours of the World Economy kortlagde den nu afdøde historiske økonom Angus Maddisons udviklingen i Europas økonomi. Heri fremgår det tydeligt, at Østeuropa er halset efter de vesteuropæiske lande i århundreder – allerede i 1820 var BNP per indbygger 75 procent højere i Vesteuropa.

Her kommer Paul Richard Sharp ind i billedet. Han er professor på Økonomisk Institut ved Syddansk Universitet, en yngre dansktalende brite med kort sort hår og afslappet påklædning. Han er medforfatter til An Economic History of Europe ­– lærebogen i Europas økonomiske udvikling, der bruges lige fra Cambrigde til Canberra. Jeg møder ham på Frederiksberg dagen efter, at han er landet fra en stor konference i Amerika. Og måske er det træthed, der får ham til at bestille noget så ubritisk som en kop sort kaffe.

– Hvad skyldes den langvarige ulighed mellem den østlige og vestlige del af Europa?

»Lidt groft sagt skyldes det, at landene i Østeuropa lå langt væk fra de rige lande og store økonomier. Her tænker jeg på England og Belgien, der var de første industrialiserede lande, men også Holland, som udviklede sig til Europas finanscentrum i 1800-tallet. Og jo længere væk man kommer fra de store økonomier, desto mindre har man med dem at gøre«.

Her drager Paul Sharp en parallel til naturvidenskaben. Nærmere bestemt Isaac Newtons tyngdelov fra 1666. Den beskriver, hvordan styrken af to partiklers tiltrækning på hinanden defineres af deres størrelse og afstanden imellem dem. Overført til økonomi betyder det, at lande med store økonomier vil handle med hinanden, og lande, der ligger tæt på hinanden eller ligner hinanden, vil handle med hinanden. Det kom til at spille en negativ rolle for Østeuropa.

»Industrialiseringen i England betød, at de vesteuropæiske lande mere ensidigt rettede fokus mod vest og derfor handlede mere med hinanden, og så lå Østeuropa pludselig meget langt væk. Samhandlen i Vesteuropa gav mere kulturel udveksling, landene blev mere lig hinanden, og det betød så igen, at man handlede endnu mere med hinanden og knyttedes endnu tættere sammen. I hele den her udvikling har Østeuropa ligget langt væk og ikke haft så meget at gøre med Vesteuropa.«

Industrialiseringen som den tog sig ud i Storbritannien. Foto: British Library

- Europa er jo én stor landmasse. Har der ikke været en naturlig kulturel kontakt og vidensdeling, modsat eksempelvis med Nordafrika, hvor vi har været fysisk adskilt af et hav? Man kan vel ikke bare ignorere sin nabo?

»Nu tænker du på verden, som den ser ud i dag. Historisk set har det været meget lettere og billigere at handle over vand end over landjorden, og derfor har kontakten mellem Nordafrika og Vesteuropa faktisk været mere naturlig. Se eksempelvis på Romerriget. De kom aldrig i nærheden af Rusland og kun halvvejs op i Tyskland, men erobrede hele Nordafrika i løbet af få hundrede år. Så historisk set har der altid været den adskillelse, og det spiller også ind længere oppe i historien.«

Kommunistisk isolering og en forspildt chance

Ifølge Angus Madisons opgørelse var det gennemsnitlige bruttonationalprodukt per indbygger i Østeuropa knapt halvt så stort som det vesteuropæiske i 1820. Det samme gjorde sig gældende halvtreds år senere, og i årene op til Første Verdenskrig, yderligere femogtredive år senere, var der stadig intet nyt under solen.

– Når nu vi ved, at der historisk set altid har været en stor forskel mellem velstanden i Østeuropa og Vesteuropa, hvor stor en del af den økonomiske ulighed i dag kan vi så tilskrive kommunismen?

»Den spiller selvfølgelig en rolle, men mange af de østeuropæiske lande var isolerede lang tid før kommunismen. De havde en anden kultur, de havde et andet økonomisk system, havde stavnsbåndet meget længere og var ikke en del af flere af de standardiserede vægt-, måle- og kalendersystemer, der gør det lettere at handle med hinanden. Men sidst i 1800-tallet begynder russerne at modernisere landet og bliver faktisk rigere. Og i perioden op til Første Verdenskrig går det også bedre for flere af de andre østeuropæiske lande.«

Foto: British Library

Denne udvikling skyldes ifølge Paul Sharp, at Østeuropa og Vesteuropa nærmer sig hinanden, og økonomierne bindes tættere sammen. Blandt andet låner både Frankrig og England i perioden rigtig mange penge ud til den østlige del af Europa. At det alligevel ender i ingenting, er der en god forklaring på.

»Første Verdenskrig i 1914, kommunistisk revolution i Rusland i 1917, finanssystemet sammenbrud i 1929, fascisme, nationalisme og protektionisme kulminerende med anden verdenskrig i 1939,« remser Paul Sharp op.

– Men muligheden for, at de Østeuropæiske lande kunne tage et stort skridt fremad rent økonomisk, eksisterede faktisk før Første Verdenskrig?

»Der var nogle af landene, eksempelvis Rusland og Rumænien, der begyndte at udvikle sig rigtig stærkt før Første Verdenskrig. Og det kan primært tilskrives den første globaliseringsperiode med stigende international samhandel – mængderne blev større, flere forskellige varer blev handlet, og USA træder for alvor ind på verdensmarkedet. I den periode bliver økonomierne knyttet tættere sammen igennem handlen, og de enkelte lande begynder at specialiserer sig i bestemte produkter og importerer det, som de ikke kan finde ud af at fremstille.  Men så kommer krigen, handlen stopper, finanssystemet bryder sammen, og reaktionen er national isolering og stigende skatter på udenrigshandel. Det kvæler både globaliseringen og den begyndende økonomiske vækst i Østeuropa.«

– Og det økonomiske opsving før Første Verdenskrig skyldes ikke, at industrialiseringen endelig havde spredt sig over kontinentet og var kommet frem til Østeuropa? På det tidspunkt var den østlige del af kontinentet jo samlet i flere store kongeriger: Bulgarien, Serbien og Rumænien, som du nævnte. Altså store riger og store landmasser, som det vel kræver en veludviklet organisation at kunne kontrollere?

»Til dels er det industrialiseringen, der skal sprede sig ud over kontinentet, og til dels skal de østeuropæiske lande selv være klar til den. Industrialiseringen starter i England i 1770’erne, og i slutningen af 1800-tallet var de fleste vesteuropæiske lande begyndt at industrialisere, så der har været en naturlig spredning over tid. Men i de østeuropæiske lande var der også nogle politiske ting, der skulle ændres, før de kunne træde ind i verdenssystemet. Stavnsbåndet gjorde det meget svært at udvikle de østeuropæiske samfund, fordi de blev fastholdt i en gammeldags landbrugskultur. Derudover var Østeuropa i lang tid delt op mellem det russiske, osmanniske og østrig-ungarske rige, så mange af de kongeriger, du nævner, var reelt kolonier indtil slutningen af 1800-tallet. Desuden var der mange krige i området, og det er heller ikke godt for den økonomiske vækst. Men lige så stille begynder landene at opnå selvstændighed, stifter centralbanker, opretter et uddannelsessystem – nogle af de tinge som betyder, at de rent faktisk kan udvikle sig.«

Kulturelle forskelle og forhåbninger for fremtiden

I de østeuropæiske lande, der klarede sig bedst efter kommunismens indtog var etniske tyskere i høj grad til stede. Helt naturligt i DDR, men også i Tjekkoslovakiets mest industrialiserede region Bøhmen var en tredjedel af indbyggerne tyskere, indtil de blev fordrevet i kølvandet på Anden Verdenskrig. Det er ikke tilfældigt, men betyder ifølge Paul Sharp ikke at kulturelle forskelle kan forklare uligheden mellem Øst- og Vesteuropa.

»Jeg syntes, at man skal passe på med at sige, at alting kan forklares med kultur. Det kan selvfølgelig være en del af forklaringen, men jeg tror også, at man skal huske på, at fordi de var tyskere, så havde de tættere kontakt til Tyskland, der var et stort industriland. De kunne læse videnskabelige artikler på tysk, og det gør videns overførslen meget lettere.«

Jeg syntes, at man skal passe på med at sige, at alting kan forklares med kultur

Paul Sharp understreger pointen med et eksempel. Hvis ét land er fattigt og et andet er rigt, må forskellen skulle forklares med en forskel i teknologisk niveau. Årsagen til uligheden kan altså forholdsvis let identificeres. Det gør den dog ikke lettere at ændre på.

»Hvorfor kan man ikke bare gøre præcis det samme i eksempelvis Bulgarien som i Tyskland – bygge en masse velfungerende fabrikker og få bulgarerne op på samme levestandard? Det kan selvfølgelig skyldes dårlige politiske institutioner, en korrupt regering, der udnytter befolkningen, eller konflikter i samfundet. Men det kan også skyldes, at man simpelthen ikke har mulighed for vidensoverførsel, enten fordi der ikke er kontakt, som mellem Sovjetblokken og Vesten, eller fordi uddannelsesniveauet ikke er tilstrækkeligt højt til at forstå og udnytte teknologien. Det gjorde sig gældende i store dele af Østeuropa, men altså ikke for tyskerne i Tjekkoslovakiet.«

– Nu er der gået 150 år, hvor Østeuropa er halset bagefter. Og det er der selvfølgelig en masse gode forklaringer på. Eller det vil sige en række små faktorer, hvis man ellers kan kalde Første Verdenskrig det. Men i sidste ende... Hvis det kunne ændres, var det vel sket? Hvorfor skulle der ikke opstå en ny faktor, der umuliggør ligestillingen?

»Jeg tror, at det er begyndt at ændre sig. Dengang Polen skulle med i EU, husker jeg, at der var en masse klip i fjernsynet, hvor man så polske landmand bruge heste til at arbejde i marken. Men da de kom med i den europæiske union, investerede særligt danske landmænd en masse penge i Polen, og det har moderniseret deres landbrugssektor. Så der er gang i en udvikling, og der er kommet nye store investeringer i de østeuropæiske lande.«

Vender tilbage til gamle dyder

Vi skal dog ikke forvente, at ligheden i levestandard opnås hurtigt, understreger Paul Sharp. Den store kommunistiske satsning på sværindustri gør heller ikke udviklingen lettere. For almindelige borgere går ikke fra at være hærdebredde fabriksarbejder på et stålværk til at udfylde rollen som sosu-assistent i en serviceøkonomi inspireret af Vesteuropa. Og på trods af en positiv udvikling siden 1989 – set med østeuropæiske øjne – er der også tegn på det modsatte.

»Det gik eksempelvis rigtig godt i Rusland, da man talte om BRIK-landende som økonomiske motorer efter årtusindeskiftet, men nu er de begyndt at isolere sig på en måde, der vækker mindelser om landets nationalistiske politik mellem Første og Anden Verdenskrig. Og det er aldrig godt for den økonomiske udvikling. For de andre østeuropæiske lande, der her meget kontakt med Vesteuropa, er det begyndt at gå bedre, og hvis de kan fortsætte på den måde og undgå konflikt med Rusland, så kan de begynde at hale ind på Vesteuropa. Men igen, der er også nogle bekymrende tendenser. Flere af landene er begyndt at isolere sig igen og har valgt nationalistiske regeringer, og det plejer at forhindre, at velfærden spreder sig fra et land til et andet.«

– Og så er man måske tilbage til perioden før Første Verdenskrig? Der er egentlig tegn på, at det går bedre i Østeuropa, men der er også en reel risiko for, at det stopper igen?

»Det var der mange, som var bekymrede for lige efter finanskrisen. For når det går galt med økonomien, er det letteste at hæve skatter på import og støtte sin egen industri, som de fleste lande gjorde efter den store depression i 1930’erne. Men heldigvis er det ikke sket den her gang. I hvert fald ikke endnu.«

– I løbet af de seneste 150 år har der altså været to perioder, hvor de østeuropæiske og vesteuropæiske lande nærmede sig hinanden i levestandard. Op til Første Verdenskrig og nu. Den første periode sluttede brat med krigen, som du nævnte tidligere, og allerede nu er der udfordringer, der kan sætte den igangværende udvikling over styr. Tror du nogensinde, at der kommer til at eksistere økonomisk lighed mellem Østeuropa og Vesteuropa – historien taget i betragtning?.

»Måske«. Svaret falder prompte, men efterfølges af et par sekunders stilhed inden helgarderingen kommer: »Det kan man aldrig vide«.

For at udpensle spørgsmålets kompleksitet giver Paul Sharp et illustrativt eksempel:

»Cæsar sidder i skyggen af Colosseum og skeler til den seneste opfindelse, akvædukten, der bringer rent vand fra bjergkilder ind i centrum af Rom – en storby med en blomstrende kultur og en politisk administration så stærk, at de styrer det meste af Europa og Nordafrika. En mand går forbi på gaden og råber: ’Skandinavien er fremtiden. De bliver blandt de rigeste lande i verden’«.

»Han ville jo have rystet på hovedet, men den udvikling skete meget langsomt, og hvorfor skulle det ikke også kunne rykke øst på med tiden? Der bliver publiceret rigtig mange videnskabelige artikler for tiden, der forsøger at forklare forskelle i levestandard med begivenheder, der ligger meget langt tilbage i tiden. I nogle tilfælde tusindvis af år. Så man skal ikke regne med, at Østeuropa i løbet af et par årtier kommer op på samme niveau, og det ville heller ikke overraske mig, hvis USA og Vesteuropa stadig er de rigeste områder om femhundrede år.«

I Verdensbankens seneste opgørelse fra 2013 var det gennemsnitlige BNP per indbygger 43.192 Int§ i de vesteuropæiske lande og 19.461 Int§ i Østeuropa. Men de første traditionelt vesteuropæiske økonomier er allerede indhentet af Østeuropa. Således ligger Tjekkiet og Slovenien over både Portugal og Grækenland.