Print artikel

De statsløses hjem

Foto af Brian Traantoft Rasmussen
Reportage
15.05.18
Siden 1948 har mennesker på flugt fra forfølgelse, krig og ødelæggelse søgt tilflugt i Libanon, og i dag huser landet mindst halvanden million flygtninge. En stor del af disse er palæstinensere, der på 70. år er uden hjemland. De er en overset og glemt befolkningsgruppe, der ofte lever i flygtningelejre under umenneskelige vilkår.

»Lige her var der sidste år to palæstinensiske mænd, der fik så kraftige stød at de døde af det«, siger Majdi Adam, mens han peger på et falmet sammenfiltret ledningsbundt, der hænger lige over vores hoveder. Vi står i forvejen tæt i den smalle gyde, men træder ubevidst et lille skridt tilbage, tættere på muren bag os, som for at komme på afstand af både strømførende dødsfælder og Majdis forfærdelige historie. Den ene forsøgte at stjæle strøm ved at tilkoble sig naboens ledningsnet, men ledningerne var livsfarligt gennemtæret efter års misvedligeholdelse, ulykken var uundgåelig, og manden døde på stedet.  

Den anden, en tilfældig forbipasserende, blev ristet til døde under en blæsende og silende regnvejrsaften, da nedfaldne ledninger havde omdannet passagens ankelhøje vandspejl til et sitrende spændingsfelt. Situationer som disse er ikke ukendte i Shatila, de tæller årligt mange sårede foruden enkelte dødsfald, og Majdi frygter, at det blot vil blive endnu værre i fremtiden.

Vi er på feltarbejde i flygtningelejren Shatila, Libanon, i en af Beiruts fattigste forstæder. Majdi, vores karismatiske 45-årige kontaktperson, er født og opvokset på stedet, og han fortæller med sin dybe, rolige røst om de elendige forhold i lejren. Han fortæller, hvordan sygdomme stortrives fordi den utilstrækkelige kloakering ofte medfører, at spildevandet står højt i gaderne når regnen vælter ned. Han fortæller om lejrens mærkbare overbefolkning, og om en fortsat tilstrømning af nye flygtninge fra blandt andet Syrien. Og han fortæller om de sammenflikkede betonhuse, der efterhånden tæller 6-7 etager, og som grundet sjusk er så skæve, at der næsten ikke slipper noget sollys ned i gydernes gadeplan. Han fortæller også om risikoen for, at disse interimistiske tonstunge bygninger en dag styrter sammen. Vælter ned over basarens højtråbende handlende, de gamle på gaden fordybet i vandpibens boblende samtaler eller børnene, der spiller mur op af slidte Yasser Arafat-plakater. En sammenstyrtning er ikke utænkelig, men det vil være en katastrofe for beboerne i Shatila. For med 6-8 personer i en gennemsnitlig lejlighed er befolkningstætheden enorm, antallet af kvæstede vil være forfærdeligt stort, og de overlevende vil aldrig få råd til at genopføre et nyt hjem.

Det overfyldte nærområde
I dag er der ingen, der ved, hvor mange der reelt bor i Shatila, men det er mange. Rigtig mange. Ifølge Assistant Professor i statskundskab og internationale relationer, Jennifer Skulte-Ouaiss ved Lebanese American University i Beirut, bor der muligvis helt op til 40.000 mennesker i den tætpakkede lejr. Majdi har et mere moderat bud, lige omkring 30.000. Langt størstedelen af disse er, ligesom Majdi, palæstinensere, men i lejren bor der også økonomiske migranter fra blandt andet Etiopien, Irak og Bangladesh, samt fattige libanesere, der ikke har råd til at bo andre steder end i flygtningelejren. Shatila er reelt en så indgroet del af det omkringliggende slumkvarter Sabra, at folk ofte ikke skelner mellem disse to, men nævner dem i ét, Sabra-Shatila. Det er derfor ikke utænkeligt, at Skulte-Ouaiss' estimat har medregnet de fattige libanesere, mens Majdi udelukkende taler om sit eget folk, palæstinenserne.
Under alle omstændigheder er det voldsomme tal for et boligområde, der måler 300 gange 300 meter. Det gør det faktisk til et af verdens tættest befolkede områder. Og der er ingen udsigter til, at forholdene bliver bedre. Tværtimod.

Siden krigen i Syrien i 2011 er situationen blot blevet forværret, og på nuværende tidspunkt er der ifølge FN omkring én million syriske flygtninge i landet. Dertil kommer omkring 350.000 palæstinensiske flygtninge foruden et ukendt antal økonomiske migranter. Det er dog umuligt at fastslå, hvor mange flygtninge der reelt er i Libanon, da regeringen allerede i 2015 forbød, at FN’s flygtningeorganisationer talte nyankomne flygtninge. Ifølge DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, er det dog ikke usandsynligt, at tallene faktisk er endnu højere end FN’s eget forsigtige estimat. DIIS vurderer, at der på nuværende tidspunkt muligvis befinder sig op imod 2 millioner flygtninge i Libanon, når antallet af palæstinensere sammenlægges med antallet af syriske flygtninge. Og det vel at mærke i en ustabil miniputstat med en befolkning på lidt over fire millioner libanesere, og med et areal på lige over 10.000 kvadratkilometer. Et område der er på størrelse med Sjælland og Fyn tilsammen.

Palæstinenserne er, grundet UNRWA, og som den eneste flygtningegruppe i verden, ikke anerkendte som flygtninge under den internationale flygtningekonvention

Den palæstinensiske identitet i opbrud
Siden 1970´erne har det inden for samfundsvidenskaberne været almen anerkendt, at identitet er en flydende konstruktion, et dynamisk narrativ, tilpasset tid, sted og behov. I forlængelse heraf har blandt andre historikeren Rashid Khalidi og antropologen Juliet Peteet fremhævet, at drømmen om Palæstina er fundamentet og omdrejningspunktet for palæstinenseres selvforståelse og identitetskonstruktion. Dette har muligvis hidtil været tilfældet, men meget tyder på, at der i disse år og med den nye generation sker et begyndende opbrud. Mange af de unge der bor i lejren husker stadig bedsteforældrenes forgyldte fortællinger om fantastiske landsbyer, om eventyrligt velsmagende citrusfrugter og om forårsduften af akacietræets nyudsprungne blomster. Men for mange af de privilegerede unge med en god uddannelse er fremtidens håb ikke længere centreret omkring det forjættede Palæstina, det mimrende minde, men om at sikre sig et indbringende job, en tryg fremtid og et hjemland de kan kaldes deres eget. Derfor ønsker Ruya på 23 og Amir på 22, studerende ved hvert sit universitet i Beirut, at rejse langt væk, væk fra Shatila, væk fra Libanon. De udtrykker begge et ønske om en dag at sætte deres ben i et frit Palæstina, men de er samtidigt enige om, at de ville give køb på deres palæstinensiske identitet, hvis dette gav dem adgang til deres drømmetilværelse. Disse tanker vil sandsynligvis skurre i ørerne på den ældre generation, men hvis det er en generel indstilling blandt de unge i Shatila, og ikke kun tanker næret af veluddannede der har råd til at tænke frit, kan drømmen om Palæstina, grundet den stormagtpolitiske udsigtsløse konflikt, blive sekundær og erstattet af fremtidshåbet om en ny begyndelse, en ny identitet. Dette vil udfordre og bryde med forældrenes og bedsteforældrenes engagement og fælles bevidsthed om Palæstina som den palæstinensiske identitets hovedhjørnesten.

Frygten for fremtiden

Samtidigt har de libanesiske og syriske palæstinensere, der bor i Shatila i udgangspunktet dårligere kort på hånden end de nyankomne syriske flygtninge og det alene af den grund, at de er palæstinensere. Det skyldes, at palæstinenserne for 67 år siden ikke blev inkluderet i FN’s flygtningekonvention af 1951. Året efter den arabisk-israelske krig i 1948 valgte FN at oprette hjælpeorganisation UNRWA (United Nations Relief and Work Agency for Palestine Refugees in the Near East) til at varetage beskyttelsen af, og forbedre forholdene for, de palæstinensiske flygtninge, der grundet krigen var fordrevet fra deres hjemland Palæstina, og som derfor levede som flygtninge i Mellemøsten. Det betød paradoksalt nok, at palæstinenserne ikke blev inkluderet i flygtningekonventionen. En af de første paragraffer i konventionen fastslår nemlig, at individer, der allerede i forvejen modtager beskyttelse fra en anden FN-organisationen, ikke anerkendes som flygtning under konventionen. Det vil sige, at palæstinenserne, grundet UNRWA, og som den eneste flygtningegruppe i verden, ikke er anerkendte som flygtninge under den internationale flygtningekonvention. Det er et stort problem da UNRWA ikke modtager nær så mange midler eller får nær så stor international opmærksomhed som UNHCR (United National High Commissioner for Refugees), FN-organisationen der skal sikre alle andre flygtninges beskyttelse. Samtidigt er palæstinensere under UNRWA ikke beskyttet og sikret af international lovgivning i den samme grad som andre flygtninge er det under UNHCR.

Den problematiske situation i Libanon kan blive yderligere forværret for palæstinenserne, hvis USAs præsident Donald Trump fortsætter med at fastfryse halvdelen af den amerikanske støtte til UNRWA, som regeringen har gjort det siden januar 2018. Det vil være katastrofalt for UNRWA, da USA sammenlagt bidrager til cirka halvdelen af organisationens samlede budget.

Tilbage i Shatila frygter Majdi, at UNRWA for altid har mistet dette vigtige bidrag og derfor kan være tvunget til at lukke lejrens skole, hospitalsklinik og nødhjælpsordning. Han frygter for sine børns fortsatte uddannelse, for den kritisable infrastruktur og for det generelle stabilitetsniveau i lejren. Majdi fortæller desuden, da vi kort efter Trumps udmelding ringer til ham, at folk i Shatila er tydeligt bange for den ubehagelige retorik og risikoen for, at Trump vil gå til yderlighederne og trække hele støtten til UNRWA. Belgien meldte sig hurtigt med en solid økonomisk håndsrækning, men er der ikke andre donorer, der træder til, og lukker USA for hanerne, er det presserende spørgsmål, om organisationen overhovedet kan fortsætte sit virke. De bliver under alle omstændigheder nødt til at finde eksterne bidragsydere meget hurtigt, for ellers må UNRWA helt fjerne støtten til mindst halvdelen af deres lejre i Libanon. 

Flere af de syriske-palæstinensiske flygtninge i Shatila beskriver Syrien som et paradis sammenlignet med livet i Libanon

Samtidig er palæstinenserne i Libanon underlagt statens forgodtbefindende og tildeles kun såkaldte privilegier, og ikke rettigheder. Det betyder blandt andet, at palæstinenserne i Libanon officielt ikke må eje noget, og at de har svært ved at finde et sted at bo udenfor lejrene. De må dog godt tage en selvbetalt uddannelse på et af landets universiteter, men sandsynligheden for, at de efterfølgende kan finde et lovligt arbejde, er forsvindende lille, da der er en lang række af jobs som palæstinensere slet ikke må varetage. Det er samtidigt enormt besværligt for palæstinenserne at opnå en arbejdstilladelse til en del af de job de gerne må besidde, og mens den libanesiske regering årligt udsteder i titusindvis af arbejdstilladelser til folk fra Afrika, Asien og andre arabiske lande, udstedes der kun få tilladelser til palæstinensiske flygtninge. Palæstinenserne må heller ikke stemme, og det er næsten umuligt at opnå statsborgerskab, med mindre du er palæstinensisk kvinde og gifter dig med en libanesisk mand. Palæstinenserne i Syrien havde generelt langt bedre forhold og flere rettigheder end palæstinensere i Libanon, og det er ofte et chok for syriske palæstinensere at ankomme til Shatila. Flere af de syriske-palæstinensiske flygtninge i Shatila beskriver Syrien som et paradis sammenlignet med livet i Libanon og de ønsker, at de kunne vende tilbage til de flygtningelejre de boede i i Syrien så hurtigt som muligt.

Libanon kan ikke officielt tvinge palæstinenserne ud, men gør alt, hvad der står i deres magt for at gøre livet så uudholdeligt for dem som muligt i håbet om, at de selv vil rejse ud af landet. Ikke mange gør noget for at udbedre situationen. For en løsning på den palæstinensiske flygtningeproblematik ville kræve genforhandlinger af Israel/Palæstina-konflikten, eller til en begyndelse indrømmelser fra israelsk side vedrørende israelske ulovlige bosættelser, og det er der reelt meget få, hvis nogen, magtfulde politikere der tør give sig i kast med.

Hvor er den statsløses hjem?
Derfor er tusinder af palæstinensere på flugt fra krig, fattigdom og forfølgelse stuvet tæt sammen og deponeret på ubestemt tid i Shatila. For der er ingen der ønsker deres eksistens, de er ikke velkomne nogen steder, og slet ikke i Libanon. Landets officielle politik er ligefrem, at de slet ikke har nogen flygtningelejre. Det har de dog, tolv i alt fordelt ud over hele landet. Men regeringen ønsker ikke, at flygtninge skal slå sig ned permanent, og derfor så de helst, at alle flygtninge rejste væk.

Men hvor er hjem, når man på tredje generation opholder sig i en såkaldt midlertidig flygtningelejr? Hvilke lande ønsker på nuværende tidspunkt at tage imod flygtninge? Og hvor er hjem, når ens landsby er sønderbombet af syriske, russiske eller amerikanske styrker, når sulten tvinger en på flugt eller når internationale aftaler dikterer, at man officielt er statsløs og derfor slet ikke har noget hjem?
Det sidste er netop gældende for palæstinenserne. I år har de den tvivlsomme ære, at kunne mindes 70-året for deres oprindelige uddrivelse fra Palæstina i 1948. Dét år, hvor Israel blev oprettet efter det britiske mandats ophør. Dét år, som man i den arabiske verden betegner al Nakba, katastrofen. De, der endte omkring Beirut grundlagde i 1949 Shatila som et midlertidigt opholdssted. Dengang lå lejren på en ødemark lidt udenfor handelsbyen Beirut. Men i de følgende årtier indhentede udviklingen hovedstaden og snart var flygtningelejren en del af byens fattigste slumområder. Det er den stadig i dag, og meget lidt tyder på ændringer til det bedre i fremtiden.

»Alle er ligeglade med os«, siger Adam, Majdis tolvårige søn, mens vi vises rundt i Shatilas smalle gyde, »alle er ligeglade med os«.