Print artikel

»Politikerne tænker ikke på at hjælpe det irakiske folk«

Bloggeren Bahar Jasim. Foto fra video (kan ses længere nede i artiklen))
Reportage
12.06.14
I et Irak, hvor både sikkerheden og frihedsrettighederne er under hastig nedbrydning, er bloggere nogle af de eneste, der er tilbage til at fortælle om, hvad der virkelig foregår. Men det er ikke ufarligt.

»Du må ikke skrive sådan noget der! De vil fængsle dig for det. Hvis du vil være på den sikre side, skal du slette opslaget nu.«

Sådan lød beskeden fra en bekendt i de irakiske politistyrker dagen efter, at Mohammed Abdullah i december kritiserede politiets manglende indsats under et terrorangreb i Kirkuk på sin Facebookprofil.

I Irak har flere og flere unge sluttet sig til det stadig større selskab af bloggere. Inden for de sidste år har de irakiske lovgivere presset internetudbyderne til at sænke priserne. Det har gjort det muligt for tusindvis af unge at blogge om politiske emner. Mohammed Abdullah er en af dem.

»Nogle gange skriver jeg, hvis der er et problem. For politikerne er ligeglade med det. De tænker ikke på at hjælpe det irakiske folk. Det vil jeg gerne ændre på,« fortæller Mohammed Abdullah.

Mohammed Abdullah er 27 år gammel og fra Kirkuk, det nordlige Irak. Han har blogget de seneste seks år om alt fra forsamlingsfrihed til digital sikkerhed. Facebook og andre sociale medier bruger han også som talerør.

Protesterne er flyttet fra gaden til nettet

Det arabiske forår spirer stadig i de irakiske unges bevidsthed. Hvor danske unge blogger om mode, musik og andre kulturelle goder, er det de politiske og sociale spørgsmål, der florerer i det irakiske bloggermiljø.

Drabet på den berømte radiovært Hadi al-Mahdi under en demonstration på Tahrir-pladsen i Bagdad i august 2013 har fået aktivismen på gaden til at visne. Friheden står ikke lige for døren. Sommeren venter de stadig på, og ind til da forsøger de unge at skrive sig ud af frygten på deres blogs.

Mohammed Abdullah sidder sammen med tre andre bloggere i en lille villa i Sulaymaniah i det nordlige Irak. Her omkring det vakkelvorne, hvide plastikbord i gangen på første sal sidder Dina Najem, Shireen Mohammed, Bahar Jasim og Mohammed Abdullah. Airconditioningen forsøger forgæves at blæse den store, rodede gang lidt køligere. Omkring bordet ligger madrasser og åbne kufferter, hvor der er plads. De er omkring tolv bloggere samlet i alt i den pastelfarvede villa for at lave medieproduktioner med unge danskere, der er en del af et dansk støttet samarbejdsprojekt.

Flertallet af bloggerne er fra Bagdad. Her i det nordlige Irak føler de sig i sikkerhed. Flere af dem har mistet både venner og familie, og i øjeblikket synes Irak at bevæge sig hastigt tilbage imod de blodige dage under borgerkrigen i 2006-2007 med hyppige bombeangreb og et ekspanderende oprør fra sunnimuslimske ekstremister i Iraks centrale og nordvestlige dele med gruppen ISIL, der har taget kontrol med byer som Mosul og Tikrit.

En af de andre bloggere, Noor Ahmed, fortæller, at på gode dage laver de sjov med, at de endnu ikke har hørt en bombe i Bagdad. Andre dage ruller en serie af ti til tyve bomber henover byen. På sådanne dage bliver man indenfor. Det er altid et bevidst valg, når man færdes på offentlige steder længere tid ad gangen.

Mohammed Abdullah blev ikke fængslet. Truslen blev ved truslen, selvom det samme gjorde sig gældende ved hans kritik. Han slettede nemlig ikke sit Facebook opslag.

 »Jeg sletter ikke noget af det, jeg offentliggør, for jeg offentliggør ikke noget, jeg ikke tror på,« fortæller Mohammed Abdullah.

»Ja, det vigtigste ved alt det her er, at vi er ligeglade med konsekvenserne,« supplerer Bahar Jasim, der til daglig arbejder som freelancefotograf. Han griner kækt.

»Men det er, fordi du ikke har nogen kæreste,« siger Dina Najem. Hun er en af grundlæggerne af Det Irakiske Netværk for Sociale Medier, I.N.S.M.

Ikke alle tør skrive om regeringen

De griner lidt alle sammen af Dinas kommentar. Bahar Jasim bliver forlegen, for under latteren ligger en erkendelse af, at man ikke kan tage hensyn til mange andre end sig selv, hvis man vil blogge helt frit i Irak. Et faktum, som Mohammed Abdullah skulle mindes om af det irakiske politi. Hensyn er der ellers nok at tage som blogger, og dem er man selv ansvarlig for at prioritere.

Selvom den vestlige invasion i 2003 officielt skulle lancere demokrati i Irak, er det så som så med de mest principielle frihedsrettigheder i Irak. Den irakiske regering under Nouri al-Maliki har modtaget meget kritik fra menneskerettighedsorgansiationer for ikke at leve op til mest basale krav til demokrati såsom uafhængige institutioner og domstole og ytringsfrihed, og bl.a. demokrati-organisationen Freedom House har placeret Irak på listen over lande, som ikke er demokratier – ikke mindst på grund af manglende pressefrihed, hvor mange journalister er blevet fængslet, forfulgt, tortureret og myrdet, og de fleste medier i øvrigt har en klar bias på grund af deres ejerskab, tilknytning til politiske organisationer og personer – eller ganske enkelt af frygt for at lægge sig ud med de forkerte. Der er kort sagt meget få uafhængige og kritiske journalister og medier.

Vi ved alle sammen godt, at medierne ikke er uafhængige, så folk søger sandheden på blogs

 

»For mig er der en grænse. Jeg er måske ikke ligesom Mohammed. Jeg vil ikke skrive om regeringen,« siger Shireen Mohammed og tilføjer forstår du, jeg er helt ny i det her«. Shireen Mohammed er 23 år, ingeniør og har blogget i lidt over fire måneder.

Når det kommer til spørgsmålet om, hvilke udfordringer, der er størst som irakisk blogger, griner de alle sammen og udbryder samstemmigt »internettet!«

Selvom ministeriet for kommunikation har presset internetudbyderne ned i pris, så er internettet stadig dyrt i Irak, og det arbejder langsomt.

»Det tager mindst syv dage for Mac-brugere at opdatere deres computere,« forklarer Dina Najem. De regelmæssige strømafbrydelser hjælper heller ikke.

»Ja, sidste gang jeg skulle opdatere min software, startede jeg den i bilen og kørte en time til Sulaymaniyah, ventede der i en time, og kørte tilbage igen,« fortæller Mohammed Abdullah.

Internettet i Sulaymaniyah er nemlig langt hurtigere end i Kirkuk.

»Så tog det kun tre timer,« tilføjer han og griner.

 Det er trods alt ikke de tekniske genvordigheder, der er det største problem for de unge bloggere.

»Det helt store problem er jo, at vi ikke kan tale, lige så frit som vi vil,« siger Dina. Minen er denne gang mere alvorlig.

Bloggerne skaber tillid

For de unge bloggere handler det om at undersøge virkeligheden ved at være tæt på læserne. »Vi ved alle sammen godt, at medierne ikke er uafhængige, så folk søger sandheden på blogsene,« forklarer Bahar Jasim.

Bahar Jasim beskriver blogsene som et tillidsbånd mellem forfatteren og læseren, og de andre omkring bordet nikker genkendende til det billede.

»Måske skriver jeg noget forkert, og så vil jeg gerne diskutere og rette det,« forklarer Bahar Jasim.

På den måde ved bloggerne, hvad der virker i forhold til læseren. Det interaktive element i blogsene er essentielt. Bloggerne når ud til folket, som ingen andre medier i landet gør det.

»Vores nyheder er tæt på gaden, fordi vi er på gaden,« siger Dina Najem. Bahar Jasim supplerer at ’gadesproget’ på blogsene også hjælper til med at nå ud til læseren. Folk kan bedre identificere sig med nyhederne fra gaden end de officielle fra tv-stationerne og aviserne.

Da Mohammed Abdullah arbejdede som journalist på den irakiske ugeavis Al-iraq Ghadan oplevede han, at han ikke kunne skrive om alt det, han ville. Hans chefredaktør var for bange til at lade ham skrive om politikerne. Friheden finder han nu på bloggen. Det samme gør de andre omkring bordet. Også den nye pige i klassen, Shireen Mohammed, selvom hun er mere påpasselig.

»Nogle gange har man følelsen af, at der er noget galt, og så har man altså brug for at skrive om det,« siger Shireen Mohammed.