Kurderne er ligeglade med korruption. De vil bare have fred

I Diyarbakir og andre steder længes man mod fred, men våbnene er trods alt ikke langt væk efter mange års oprør mod regeringen.

Reportage

02.05.14

Efter 30 års borgerkrig mellem den kurdiske oprørsbevægelse PKK og den tyrkiske regering og op mod 40.000 dræbte, er PKK’s fængslede leder Öcalan og Tyrkiets autoritære premierminister Erdogan ved at rykke på en fredsaftale. Selvom forskellige hændelser i mellemtiden har sat fredsforhandlingerne på prøve, synes der hos mange kurdere at herske en positiv tiltro til forhandlingernes endelige succes.

Af Mathias Findalen Bickersteth

DIYARBAKIR – For mange kurdere i Tyrkiet markerer den 21. marts ikke længere kun den årlige fejring af det kurdiske nytår, Newroz, men også årsdagen for de fredsforhandlinger, der blev påbegyndt i marts sidste år mellem den tyrkiske regering og oprørsbevægelsen PKK. Årsdagen hænger sammen med et brev, der indeholdt PKK-leder Abdullah Öcalans godkendelse af fredsprocessen, og som blev læst op foran over en million kurdere i den sydøsttyrkiske by Diyarbakir.

»Vi ønsker hurtigt at løse konflikten uden at miste tid eller et liv mere«, stod der i erklæringen, som umiddelbart markerede enden på en borgerkrig, der har kostet op mod 40.000 mennesker livet.

Konflikten mellem den tyrkiske stat og PKK (Kurdistans Arbejderparti, Partîya Karkerên Kurdistan) startede helt tilbage i 1984, da PKK med generalsekretær Abdullah Öcalan i spidsen begyndte deres væbnede kamp for et frit Kurdistan. Over de næste 30 år angreb de tyrkiske militær-og politiposter, især i den sydøstlige del af Tyrkiet. Sidenhen har PKK ændret deres politiske strategi og i dag er de politiske mål i nærmere grad relateret til stigende kulturelle rettigheder. Den tyrkiske stat har siden 1984 i overvejende grad g