Print artikel

Kurderne er ligeglade med korruption. De vil bare have fred

I Diyarbakir og andre steder længes man mod fred, men våbnene er trods alt ikke langt væk efter mange års oprør mod regeringen.
Abdullah Öcalan: I mange år en lagt for had som en terrorist af regeringen, i dag forhandler man fred. Foto: CC
Det ligner en bombe, men det er bare kurdiks nytår – Newroz – i Diyarbakir. Foto: CC
Reportage
02.05.14
Efter 30 års borgerkrig mellem den kurdiske oprørsbevægelse PKK og den tyrkiske regering og op mod 40.000 dræbte, er PKK’s fængslede leder Öcalan og Tyrkiets autoritære premierminister Erdogan ved at rykke på en fredsaftale. Selvom forskellige hændelser i mellemtiden har sat fredsforhandlingerne på prøve, synes der hos mange kurdere at herske en positiv tiltro til forhandlingernes endelige succes.

DIYARBAKIR – For mange kurdere i Tyrkiet markerer den 21. marts ikke længere kun den årlige fejring af det kurdiske nytår, Newroz, men også årsdagen for de fredsforhandlinger, der blev påbegyndt i marts sidste år mellem den tyrkiske regering og oprørsbevægelsen PKK. Årsdagen hænger sammen med et brev, der indeholdt PKK-leder Abdullah Öcalans godkendelse af fredsprocessen, og som blev læst op foran over en million kurdere i den sydøsttyrkiske by Diyarbakir.

»Vi ønsker hurtigt at løse konflikten uden at miste tid eller et liv mere«, stod der i erklæringen, som umiddelbart markerede enden på en borgerkrig, der har kostet op mod 40.000 mennesker livet.

Konflikten mellem den tyrkiske stat og PKK (Kurdistans Arbejderparti, Partîya Karkerên Kurdistan) startede helt tilbage i 1984, da PKK med generalsekretær Abdullah Öcalan i spidsen begyndte deres væbnede kamp for et frit Kurdistan. Over de næste 30 år angreb de tyrkiske militær-og politiposter, især i den sydøstlige del af Tyrkiet. Sidenhen har PKK ændret deres politiske strategi og i dag er de politiske mål i nærmere grad relateret til stigende kulturelle rettigheder. Den tyrkiske stat har siden 1984 i overvejende grad gengældt PKK’s angreb med massiv undertrykkelse af kurdiske rettigheder samt angreb på PKK baser i Kandil-bjergene tæt ved Iraks grænse.

Öcalan – en omfattende skikkelse

Öcalan tog af gode grunde ikke selv del i den historiske fejring sidste år, da han siden 1999 har siddet fængslet på Imrali-øen uden for Istanbul. Hans symbolske og politiske indflydelse er dog ikke mindsket af den grund. Da lokalvalget i marts trak sit spor gennem provinshovedstaden Diyabakirs gader, var Öcalan på trods af sit fravær umulig at komme udenom. Igennem billeder, plakater og sange er den fængslede oprørsleder allestedsnærværende, og de grøn-gule og røde kurdiske nationalfarver pryder gadebilledet i Diyarbakirs centrum. Den kurdiske nationalisme, symboliseret igennem Öcalan, har i den grad fået virtuel liv, som en kurder ved navn Mahir pointerede over for mig, da jeg stod og betragtede farverne på husene.

Men sådan har det ikke altid været. I årene efter Öcalans fangenskab i 1999 var det ulovligt for kurdere overhovedet at nævne hans navn og i tyrkiske medier blev han ofte omtalt som alt fra ’barnemorder’ til ’terrorist’.

»Hans indflydelse på løsningen af den kurdiske problemstilling var slet ikke et tema den gang,« mindes Mahir.

I 2013 afslørede lækkede oplysninger dog, hvor enorm Öcalans politiske indflydelse reelt er. Han har flere gange siden fængslingen taget del i fredsforhandlinger med den tyrkiske stat. Öcalan beskrives sågar ironisk som den, der bedst kender den tyrkiske stats inderste hemmeligheder. I 2012 formåede han at stoppe en række kurdiske fangers 68 dage sultestrejke rundt omkring i tyrkiske fængsler, og senest var han sidste år med til at oprette det Gezi-inspireret venstrefløjsparti HDP (Halk demokrasi partisi). Et initiativ han efter sigende havde været i gang med i flere år, og som er en del af det kurdiske parti BDP (Freds og Demokrati Partiet), som Öcalan også har stor indflydelse på. Han har på den måde bevist, at han selv bag tremmer er i stand til at skabe politiske ændringer, og det er efterhånden ingen hemmelighed, at Erdogans AKP-regering ser ham som en værdig forhandlingspartner.

Dette blev i høje grad tydeligt, da omfattende korruptionsanklager mod AKP’s regeringstop sidste vinter kom frem i offentlighedens søgelys. Begivenheder som regeringsleder Erdogan stædigt kaldte en sammensværgelse med den USA-eksilerede tyrkiske imam Fethullah Gülen i spidsen. PKK og Öcalan valgte imidlertid hurtigt at advokere sin støtte til Erdogan. Ifølge flere iagttagere opfatter PKK nemlig Gülen-bevægelsen som en omfattende trussel, der gennem Gülens netværk af skoler, kollegier og velgørende organisationer i Sydøsttyrkiet fremmaner den tyrkiske nationalisme, PKK ikke bryder sig om. Fethullah Gülen bevægelsen fik derfor hurtigt to fjender.

Hvor bliver reformerne af?

Men på trods af denne udvikling vil Mahir og mange andre almindelige kurdere have politiske løsninger på bordet snart. Udover gode hensigter og erklæringer er der nemlig lovgivningsmæssigt ikke sket meget konkret endnu. Her står tilbagetrækning af PKKs militser fra tyrkisk territorium, løsladelse af hundredvis af kurdiske fanger, samt en række konstitutionelle reformer som de mest fremtrædende tiltag.  Til trods for AKP i september 2013 indførte deres ’demokratipakke’, var det tætteste, man kom på en fredssøgende reform, et påbud om at undervise i kurdisk på privatskoler.

Abdullah Öcalan: I mange år en lagt for had som en terrorist af regeringen, i dag forhandler man fred. Foto: CC

Efter så mange år med blodige sammenstød hersker der stadig stor uvished. Den kurdiske befolkning frygter ikke bare et forhandlingskollaps

»Man kan ikke undgå at være bange for, at en væbnet kamp opstår igen,« som Mahir konstaterer.

Kurdere holdt derfor vejret, da en vejsidebombe sprang nær Iraks grænse for et par måneder siden. Man formodede, PKK stod bag og igen var begyndt at gøre brug af væbnede aktioner. Efterfølgende rygtedes det også, at der havde været flere angreb, som både PKK og AKP hemmeligholdte af frygt for, at fredprocesserne endnu en gang ville bryde sammen. En frygt der i den forløbne uge fik mere næring, da to tyrkiske soldater blev kidnappet af PKK.

Angsten for en genopblusning skal man dog ifølge flere iagttagere i Diyarbakir tage med et gran salt og snarere se angrebene som den yderste højrefløjs forsøg på at spolere forhandlingerne. Der er nemlig stadig vise dele i det tyrkiske samfund, som ønsker PKK straffet i stedet for anerkendt som forhandlingspartner.

’Fred tager tid’

Efter samtalen med Mahir hoppede jeg sammen med en række tyrkiske journalister på en bus hen til en mark et afsides sted uden for Diyarbakir, spækket med farverige boder og gadekøkkener. Her var hundredtusindvis af kurdere dukket op for at fejre Newroz og for at høre på politiske taler fra den gigantiske scene, som fejringen centrerede sig omkring.

Lige netop på grund af fredsprocessens skrøbelighed, forventede mange, at et ultimatum fra Öcalan om omgående reformer til den tyrkiske regering ville blive læst op under fejringen. Det blev ikke tilfældet. Bortset fra en løftet pegefinger over for regeringen, blev offentligheden endnu engang mødt af et positivt brev fra Öcalan: »Det der har stået på indtil nu har været en proces med dialog, og det har været vigtigt«, lød det.

Det er en udmelding, som ikke kun viser Öcalans overordnede tiltro til fred, men også skildrer, hvordan der netop nu eksisterer en stærk opbakning til fredsforsøg i den kurdiske befolkning. Størstedelen modtog også erklæringen positivt. I Sydøsttyrkiet er stort set ingen villig til at vende tilbage til væbnet konfrontation mellem den tyrkiske stat og PKK. I hvert fald ikke når de spurgt om det. Flere, jeg talte med, mener, at forhandlingerne lige præcis har brug for opbakning til at kompensere for den uvished, som en så lang borgerkrig har medført.

Ønsket om fred findes derfor heller ikke kun på gaden. Flere kurdiske politikere kæmper også for den. Herunder den populære 72-årige Ahmet Türk, som adskillige gange har besøgt Öcalan i fængslet.

Fra den store scene pointerer Türk, at vejen mod fred er et langvarigt og kompliceret forløb. Derfor må den tyrkiske og kurdiske befolkning væbne sig med tålmodighed. Han påpegede, at han havde stor tiltro til en bæredygtig fredelig løsning, og bemærkede, at fredsprocessen ville havde været brudt sammen tidligere i år, hvis der ikke var substans bag. På trods af, at der blandt kurdiske bevægelser, eksisterer frustrationer over forløbet, så er der ifølge Türk stort set ingen på disse kanter, der foreløbigt er interesseret i at tage drastiske skridt ved at gribe til våben igen. Intet vil derfor ændre sig over det næste års tid:

»Vi må respektere, at en holdbar fredsløsning vil tage tid,« lyder det fra Ahmet Türk

En udtalelse som blev mødt af nikkende hoveder, anerkendende blikke og massive jubelbrøl fra de hundredtusindvis af fremmødte. Türk mærkede tydeligvis denne positive stemning, og  pointerede efterfølgende, at befolkningen da heller ikke skal glemme, at der på trods af et turbulent politisk landskab og manglende reformer, er sket markante ændringer for den kurdiske identitet i Tyrkiet.

Dette kunne den kurdiske lokaljournalist og iagttager af fredsprocessen Cemik, som jeg efterfølgende mødte i presselogen, godt genkende. Trods turbulensen i det politiske landskab kan Cemik nu både skrive på kurdisk og dække PKKs politik uden at blive chikaneret af staten. Noget som journalister for bare få år siden ville været blevet smidt i fængsel for. Dette har samtidig også medført, at den kurdiske identitet er blevet endnu mere mangfoldig i sit udtryk. Den kurdiske kamp afgrænses ikke længere kun til PKK’s politiske kamp, men er også blevet en del af en bredere bevægelser. Under Newroz-fejringen så jeg bl.a. både LGBT-aktivister og tyrkiske feminister, som var rejst til Diyarbakir for at støtte op omkring og fejre den kurdiske kamp for identitetspolitiske rettigheder.

Dette ser Cemik som en positiv udvikling, så længe det ikke medfører, at alle de forskellige opråb, meninger og politiske opråb ikke mudrer den politiske proces til.

»Jeg har flere venner og kollegaer, som tidligere har siddet fængslet for at skrive om kurdisk politik og lave reportager om PKK. Den tyrkiske stat har i lang tid ikke skelnede mellem faktiske terrorangreb og så det at skrive om kampzonen imellem den tyrkiske stat og PKK. Derfor er vi også ofte blevet beskyldt for at være terrorister,« forklarer han. »Det har ændret sig. Nu kan jeg og andre journalister både citere PKK-medlemmer og skrive om den kurdiske identitet«.

Hellere korruption end flere begravelser!

Det er med opblomstringen af den kurdiske identitet heller ikke overraskende, at det er det kurdiske parti BDP med AKP lige i hælene, der ved lokalvalget i marts 2014 stod til at løbe med sejren i størstedelen af byerne i Sydøsttyrkiet. Partiet har kurdiske rødder, blev stiftet i 2008 og har siden 2011 haft politiske repræsentanter i det tyrkiske parlament. For bare et år tilbage stod de langt fra forhandlingernes magtbase og anklagede AKP-regeringen for bevidst at udlade dem fra forhandlingerne. Sidenhen har de dog indtaget en mere dominerende rolle i fredsprocessen, og flere af deres medlemmer har mødtes med Öcalan på Imrali-øen.

BDP har derfor på det seneste også valgt at balancere deres kritik af AKP-regeringens korruptionssager, så man ikke rokkede ved fredsprocessen. Dette også selvom, at flere kurdiske BDP-politikere i perioden op til fredsprocessen sad fængslet for at samarbejde med PKK. Nogle af dem er dog sidenhen blevet løsladt. Cemik fortalte, at han havde hørt fra flere kilder, at BDP’s strategi meget vel er blevet påbudt fra oven af Öcalan. Spekulationer på gaden lyder sågar, at PKK har truet BDP med repressalier, hvis de modsatte sig fredsforhandlinger under lokalvalget. Noget tyder derfor på, at bl.a. den massive vold mod befolkningen under Gezi-protesterne sidste sommer i store dele af de tyrkiske byer samt de seneste korruptionsanklager glemmes eller accepteres til fordel for fredsforhandlingerne. Selvom korruption i andre politiske samfund ville skabe ustabilitet og oprør, så er korruptionsanklager langt hen af vejen ikke noget, der bekymrer folk her

Det ligner en bombe, men det er bare kurdiks nytår – Newroz – i Diyarbakir. Foto: CC

»Befolkningen har været vant til politiske korruptionssager – især siden 1990erne, hvor Tyrkiet på et årti nåede at have en endeløs række af kollationsregeringer, var korruptionen omfattende,« forklarer Cemki.

»Det er blevet en del af den politiske hverdag, og det bekymrer ikke folk. Det, der bekymrer folk, er udsigten til flere begravelser hvis den væbnet kamp igen igangsættes«.

En anden væsentlig faktor, der spiller ind, er den massive økonomiske vækst, der har vundet frem under AKP, og som på trods af det seneste års nedafgående kurver stadig har skabt øget velstand, også i den sydøstlige region. Dermed har AKP skabt et udmærket politisk klima for sociale og politiske forandringer modsat 1990’ernes kaos.

»Flere folk har fået arbejde, og ventetiden på sygehusene er blevet mindre. Dette skaber en tiltro til regeringen, hvilket smitter af på fredsprocessen,« forklarer Cemik, inden vi sammen forsøger at masse sig igennem menneskemængden af journalister, som står klemt op af hinanden i presselogen.

AKP har derfor også siden fredsprocessen begyndelse markeret sig som et populært parti i Sydøsttyrkiet. Dette på trods af, at partiet for kun få år tilbage stod væsentlig svagere i denne del af landet. En klar indikation af, at de kan sikre sig kurdiske vælgeres tilslutning, hvis de leverer på det kurdiske spørgsmål.

En Newrozfejrende kvinde klædt i den kurdiske nationaldragt kunne ikke sige det tydeligere:

»Vi er ligeglade med korruptionssager i Istanbul og Ankara. Dét, vi vil have, er fred!«.

Fredsprocessen og det kurdiske spørgsmål er derfor blevet den ultimative mærkesag. Selvom AKP det seneste år har været i vælten, har de samtidig formået at manifestere sig i den kurdiske region. Som den tyrkiske journalist Murat, jeg rejste med, slog fast over for mig.

»Fredsforhandlingerne er blevet symbolet på, at AKP-regeringen er i stand til at vise politiske stabilitet, og derfor har det for AKP været en glimrende mærkesag til at balancere deres politiske vælgerbase. Hvad de mistede af stemmer under Gezi-protesterne sidste år, har de bl.a. kapret i Diyarbakir«

Hvad vil Erdogan?

Størstedelen af de kurdiske vælgere synes også både at anerkende begge parters position i forhandlingerne, modsat det kemalistiske og nationalistiske CHP (Det Republikanske Parti), som i flere af de sydøsttyrkiske byer stod til et meget lavt stemmeantal. Heller ikke det nyudklækkede huda-par parti med sunni-islamiske rødder virker i stand til at skubbe fredsprocessen ud af kurs. Huda-par er den lovlige efterfølger til den tidligere væbnede kurdiske gruppering Hizbullah (ikke at forveksle med Hizbollah i Lebanon), som i 1990erne stod bag en række blodige angreb i Tyrkiet. Gruppen har nu lagt våbnene på hylden og forsøger med en religiøs fremtoning at tage vælgere både fra BDP og AKP. Dette ser dog umiddelbart ud til at mislykkedes. Ifølge Ilhan Kaya, professor på det tekniske Universitet i Istanbul, som jeg mødte på mit hotel, da jeg vendte tilbage til fra festlighederne, skyldes det især, at Huda-par tilbage i 90erne kæmpede imod PKK’s kamp for kurdiske rettigheder. Derfor fremstår de ikke troværdig i deres støtte omkring en endelig fred. Dertil kommer, at Huda-par i høj grad fokuserer på den religiøse identitet frem for den kurdiske identitet.

»For folk handler fredsprocessen ikke om religion, men om en genetablering af troen på den kurdiske identitet,« påpegede Ilhan.

Denne politiske udvikling skyldes, at den kurdiske nationalisme, som krydser Tyrkiet, Syrien, Iran og Irak, både med Kurdistans regionale regerings økonomiske succes i Nordirak, samt det kurdiske parti PYD’s  fremmarch i den nordlige Rojava provins i Syrien, har fået flere ben at gå på. Det store spørgsmål er, hvor meget kurdisk nationalisme, Erdogan tillader. Her bliver præsidentvalget til august, hvor Erdogan sandsynligvis selv stiller op, et godt pejlemærke. Der er allerede formodninger om, at han ønsker at ændre præsidentembedet, så præsidentens magtbeføjelser kan udvides. Et valg af Erdogan som præsident kan ifølge Ilhan kæntre fredsprocessen. Lige siden Gezi-protesterne har Erdogan indtaget en position som en autoritær og kompromisløs leder, der både fyrer kritiske mediefolk og burer oppositionelle aktivister inde for et godt ord:

»Det paradoksale er, at fredsprocessen kræver det modsatte af, hvad Erdogan i stigende grad synes at stå for: Ytringsfrihed, respekt for retsstaten, decentralisering og udvidelse af demokratiske rettigheder,« afslutter Ilhan vores samtale.

I den sammenhæng er det uklart, om hvor lang tid både Erdogan og Öcalan er villig til at forlænge processen. Dette også selvom, at troen på fred i denne del af Tyrkiet netop nu lever i bedste velgående.