Print artikel

»Hvem siger, der ikke er sikkerhed?«

Koptisk kirke i Minya. Foto: CC
Reportage
26.05.14
Egyptens koptiske mindretal har længe været klemt mellem magthavernes systematiske svigt på den ene side og den voksende kriminalitet efter revolutionen på den anden. Når egypterne i dag skal til stemmeurnerne, forventes størstedelen af landets koptere at stemme på tidligere feltmarskal Sisi. Det handler om sikkerhed.

I Minya 250 km syd for hovedstaden Kairo læner palmerne sig elegant over flodens bred. Her findes nogle af de mest velbevarede moskeer fra den fatimidiske æra samt nogle af Egyptens mest fascinerende bygninger fra den britiske kolonitid. Tilrejsende egyptere siger, at intet er smukkere end at sidde ved byens flodbred omkring solnedgang, når solens stråler rammer klipperne, der tårner sig op bag palmerne på den østlige side af provinsbyen.

Men indbyggerne i Minya har et ordsprog som siger, at de fremmede er blinde. For bag den idylliske facade gemmer sig grumme historier om plyndringer, landevejsrøverier, våbensmugling og kidnapninger. Siden revolten mod Hosni Mubarak har provinsen været præget af voksende kriminalitet, og derfor er spørgmålet om sikkerhed afgørende for mange i Minya ved det præsidentvalg, der finder sted mandag og tirsdag.

Det gælder særligt for provinsens mange koptiske kristne, som udgør mindst 25 procent af indbyggerne. Både af frygt for islamisterne og af frygt for kriminaliteten vil de stemme på militærets kandidat, den nu aftrådte feltmarskal, Abdel Fattah el-Sisi, som er storfavorit ved valget.

»Vi stemmer uden tvivl på Sisi«, siger Adel Malak, overhoved i en koptisk familie. Han håber, at Sisi ikke bare afliver den voksende anarki, kaos og lovløshed i provinsen, men også sørger for, at kopterne ikke længere bliver svigtet af myndighederne.

Og svigt er der tydelige tegn på i landsbyen Tawwa lidt uden for Minya by, hvor familien bor. Landsbyen ligger tæt ved en kanal, der stammer helt tilbage fra kolonitiden, og som de lokale kalder ”oceanet”. Kanalen bruges ikke længere til vanding af markerne, men som losseplads. Alt fra almindelig hjemmeaffald til døde køer havner i det stillestående vand og sender en fæl stank i vejret.

Den lokale kirke er et andet eksempel på myndighedernes svigt. Den ligger på den anden side af “oceanet” og beskyttes af de lokale i landsbyen. Indbyggerne har som Adel Malak forklarer det, »taget sagen i egen hånd«, fordi sikkerhedsapparatet ikke gør det, til trods for at mange af kirkerne i området blev sat i brand efter sidste års militærkup.

Men det er ikke beskyttelsen af kirken, som gnaver mest i Adel Malaks hjerte, når han hver morgen kører på arbejde i sin transporter, men derimod en langt mere personlig tragedie: hans 21 årige søn Kirollos Malak har været kidnappet siden d. 7 februar 2014. »Politiet påstår, at vores søn er blevet bidt af en slange og derefter smidt i floden af kidnapperne. Men vi tror ikke på dem,« siger Adel Malak.

Malak familiens hjem ligger kun en stenkast fra den lokale kirke. I det simple hjem har familien forvandlet stuen til et lille bederum, hvor samtlige vægge er pyntet med kristne symboler. Adel Malaks bror, Atef sidder med biblen i skødet og gynger rastløst frem og tilbage. »Kidnapperne ville have en million pund (770.000 DKK). Men vi formåede kun at skaffe 120.000 pund (92.000 DKK). Vi samlede nogle penge ind fra de nærmeste i familien, og resten af beløbet kom fra min opsparing, som jeg har arbejdet på siden 1989,« fortæller Atef Malak fortvivlende, mens han roder i reolen bag fjernsynet for at finde listen med alle donorerne, som han håber at tilbagebetale senere.

»Vi afleverede pengene til kidnapperne og regnede med, at de ville frigive ham. Men det skete aldrig«, siger Atef Malak med en desperat tone og fortsætter: »Det er totalt ødelæggende. Det er tortur. Vi vil bare finde ham, også selvom han er død. Bare så vi i det mindste kan give ham en ærefuld begravelse«.

politiet er så optaget af at tage sig af de mange demonstrationer, at de ikke også vil tage slåskampene med de kriminelle

 

Flere end 100 mennesker er blevet kidnappet i Minya siden revolutionen i 2011. De fleste koptere. Kidnapningerne tog til sidste år efter rydningen af Det Muslimske Broderskabs teltlejre i Kairo, som førte til store uroligheder i Minya. I tre dage efter rydningen i august blev politistationer stormet, koptiske butikker smadret, og kirker sat i brand.

Men kidnapningerne skyldes ifølge Malak-familien ikke sekteriske årsager: »Vi koptere er udsatte, fordi vi ikke ligesom muslimerne tilhører en af de store klaner eller har en stor familie, som kan hævne sig. Vi holder lav profil, selv når vi udsættes for uretfærdighed«, pointerer Adel Malak og fortsætter: »men måske skyldes det også, at kidnapperne ved, at vi som minoritet holder sammen og derfor er i stand til at indsamle større summer end muslimerne kan«. Ifølge Adel Malak ligger problemet hos sikkerhedsstyrkerne, som ikke tør eller vil tage kampen op mod kriminelle bander. »Politiet tør ikke konfrontere banderne, som er tungt bevæbnede. De siger bare til os, at vi skal have tålmodighed«, siger han. Familien Malak mener, at politiet er så optaget af at tage sig af de mange demonstrationer, at de ikke også vil tage slåskampene med de kriminelle.

Minyas politihovedkvarter, der ligger langs Nil-promenaden, vidner om et sikkerhedsapparat, der er stærkt optaget af at sikre sig selv. Bygningen er barikeret med 50 store betonblokke flankeret af en panseret mandskabsvogn på den ene side og mindst 20 tungtbevæbnede sikkerhedsfolk på den anden. Oppe på tredje etage med udsigt over Nilen sidder Minyas politichef Osama Metwally, en intimiderende og velklædt skikkelse, som nægter at anerkende sikkerhedsproblemerne i Minya:

»Hvem siger, der ikke er sikkerhed?«, spørger han, inden han tænder en Marlboro og fortsætter med et løftet øjenbryn: »Det må være én, som ikke er fra Minya, der siger, at der ikke er sikkerhed«. Metwally anerkender dog, at det kan blive svært for politiet at udrydde alt kriminalitet: »Vi kan begrænse kriminalitet og terror, men vi kan ikke udrydde det. Og desuden er der heller ikke 100 procent sikkerhed nogen steder i verden«.

Tilbage i Malaks stue fortæller familien om, hvordan de på egen hånd startede en efterforskning af sagen: »Da politiet fortalte, at vores søn var blevet smidt i floden, skaffede vi selv en båd«, siger Atef Malak og fortæller videre om den håbløse eftersøgning: »Vi sejlede i en hel uge opad floden, og søgte overalt efter hans lig. Vi håbede på, at hvis han virkelig, var blevet smidt i floden, så kunne vi fiske hans lig op. Til sidst nåede vi helt op til dæmningen i Fayoum (100 km nordpå, red.). Men der var intet lig. Kun skrald.«

Malak familiens oplevelser af statens svigt, gør at deres håb om, at Sisi kan skabe markante forandringer er forsigtige. »Jeg stemmer på Sisi. Men lige nu har jeg svært ved at se, hvordan det skulle blive bedre. Jeg vil se håndgribelige tiltag fra myndighederne, før jeg tror på noget,« siger Adel Malak, inden broderen Atef afbryder: »Vi stemmer på Sisi, men vi kan ikke gøre andet end at sætte vores lid til Gud. Vi tror, at Kirollos er i live. Vi kan alle sammen mærke, at han er i live.«