Print artikel

Tvivlernes café

Reportage
04.06.19
I Odense har TV2 Fyn arrangeret tvivlercafé i et gammelt pakhus for at hjælpe vælgere, der endnu ikke har besluttet, hvor de skal sætte deres kryds. Atlas' udsendte har en mere grundlæggende tvivl: det politiske system.

Jeg er egentlig ikke tvivler, det har jeg aldrig været. De nu fire gange jeg har kunnet stemme til et folketingsvalg, har jeg ikke været i tvivl en eneste gang, ikke rigtigt. Alligevel er jeg taget til tvivlercafé i Storms Pakhus i Odense i dag, søndag d. 2. juni. Der er 3 dage til valget, og jeg har faktisk allerede stemt. Jeg er en dårlig tvivler. Eller min tvivl handler i hvert fald om noget andet end, hvor jeg skal sætte mit syndsforladelseskryds midt i en valgkamp.

Forleden, i tirsdags, d. 28. Maj, var der vælgermøde på Nordfyns Gymnasium i Søndersø. Det ved jeg, ikke fordi jeg var der, men fordi jeg har set et klip af det på TV2 Fyns hjemmeside. Og jeg har set det for at prøve at forberede mig på, hvordan sådan et valgmøde foregår. Sådan et har jeg nemlig aldrig været til før. Jeg kan ikke engang huske, om jeg har set et på fjernsyn. Men jeg kan begynde med konklusionen: jeg tror ikke, jeg kommer til at tage til et valgmøde igen.

På TV2 Fyns hjemmeside i videoen fra Nordfyns Gymnasium i Søndersø taler de politiske partiers repræsentanter i munden på hinanden. Jeg elsker, når folk taler i munden på hinanden. Når den ene replik dårligt er blevet sagt, før den er opfanget, og svaret på den er i gang. Men jeg elsker det mest, når det er for sjov. Jeg kan ikke lide at skændes, jeg kan slet ikke finde ud af det. Det er en af de mange grunde til, at jeg ville være en rigtig dårlig politiker. Politikere skal være gode til at skændes, bølgerne skal gå højt, man skal gå i vælgerflæsket på hinanden, man skal vise, at man er handlekraftig, og at man skal kunne tage ordet. Og det gør de! Tager ordet. Hele tiden. Oven i hinanden. Det er åbenlyst, når jeg ser klippet, at viljen til at afbryde og tage ordet hænger direkte sammen med, hvor store navne politikerne er. Særligt fylder skænderiet mellem Lars Christian Lilleholt fra Venstre og Dan Jørgensen fra Socialdemokraterne meget.

Der er ikke det, de ikke skændes om. Skændes, skændes, skændes. Om det, der hedder udligningsreform. Om hvor stor en fejl, der har været i udligningsloven. Om hvem der har gjort mest ved det. Om hvem der har tænkt sig at gøre mest ved det fremadrettet. Det er svært at holde fast i, hvad der er fakta, fordi fakta er politiseret, og det gør en stor forskel, hvordan man formulerer såkaldt fakta. Vælgermødet virker som et dårligt sted at gå hen for at søge information. Det er der også en ældre mand, der synes, og derfor rejser han sig op fra sin plads blandt publikum, og mens hans højre hånd hugger løs i luften foran ham, skoser han særligt Dan Jørgensen for hele tiden at afbryde de andre. Han er faktisk kommet for at høre, siger han, hvad de har at sige.

Jeg kan godt have det ligesom den mand. Dan Jørgensen er en dygtig politiker, og han bliver sikkert minister i den kommende regering og sikkert også statsminister på et eller andet tidspunkt. Hvad ved jeg. Jeg håber politikerne kan finde ud af at passe deres arbejde mellem valgperioderne, det har jeg trods alt en vis tillid til, at de gør. Den del af deres arbejde, der ligger i selve valget, den er jeg ikke så interesseret i. Det minder mig om et motto, vi plejer at sige til hinanden omkring juletid i min familie, som alle sammen godt kan lide at spise: Det er ikke, hvad du spiser mellem jul og nytår, det er, hvad du spiser mellem nytår og jul. På samme måde kunne man sige: Det er ikke, hvad politikerne siger mellem valgkampen er udskrevet og valghandlingen afsluttet, det er, hvad de gør mellem valghandlingen er afsluttet og valgkampen er udskrevet.

Partipolitisk kræmmermarked og partipolitisk lykkehjul

Ved indgangen til Storms Pakhus står alle de politiske partier, der stiller op til folketingsvalget, undtagen Stram Kurs, klar ved boder. Det ligner mere et kræmmermarked end et debatarrangement. Hvert parti har tilsyneladende fået tildelt et bord, som er lavet af gamle olietønder fra BP eller Q8 med en stor rund plade ovenpå. Upcycling, hedder det vist. Men det føles også symbolsk for et eller andet.

Det er så nemt at hive fat i nogle underlige detaljer for at illustrere det absurde eller åndssvage ved sådan en valgkamp. Når jeg sådan går rundt og får øje på de dummeste ting, kan det føles som om, jeg blot søger at opretholde min postironiske distance til tingene og se gennem alt det folkelige ståhej. Det kan være det papbanner, De Konservative har sat op, med et tegneseriebillede af Søren Pape, der striker et superman-pose, og ovenover står der Pape Power. Min yndlingsdetalje var, at hans grønne slips blev blæst skævt af den høje fart, superheltesøren havde på. Eller det kan være det politiske lykkehjul, hvor en journalist fra TV2 Fyn giver den som kræmmermarkedsimpressario og »hiver en klo i,« som han siger, forbipasserende folk, der måske bare gerne vil ind og spise noget streetfood i streetfoodmarkedet, for at få dem til at dreje lykkehjulet rundt. Det felt pilen peger på repræsenterer så et emne, som en eller to politikere skal mene noget om. Gratis tandlæge, kvoteflygtninge, aktiv dødshjælp, den slags.. Ofte er de sagesløse personer, der har snurret hjulet rundt, gået, længe før politikeren er færdig med at svare på spørgsmålet.

Karsten Hønge er den bedste til det. I sin røde skjorte og cowboybukser ligner han en bedstesvigermors fantasi om en rigtig mand, der kan tage ved.

Det kunne også være selve rammerne, rummet jeg gjorde opmærksom på. Det store gamle pakhus. Gad vide, hvad der er blevet pakket her, hvad for mennesker, der har tilbragt deres timer her, hvilke produkter, varer, genstande, der har det, hvor de er kommet fra, hvordan de er blevet produceret, hvor de er blevet sendt hen, efter de er pakket. Stedet ligner meget det streetfoodmarked, der indtil for nylig var ude på Papirøen i København, eller det, der er i Aarhus lige nede ved siden af rutebilstationen. En stor hal med en masse forskellige madboder med thaimad, mexicansk, burgere, indisk, falafler, Aperol Spritz, fadøl, lemonade, alt muligt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det ikke er så længe siden, bare da jeg gik i gymnasiet, at man besatte den her slags gamle tomme industribygninger og holdt store piratfester i dem. I dag er det oplevelsesøkonomierne, der er det progressive. Byerne er snart en tabt kamp, kan jeg ikke lade være med at tænke. Kom ud på landet, får jeg lyst til at sige.

Jeg tror også gamle industrilokaler er så nice, fordi rummene er så store, at de minder om kirker, eller kæmpe store skibe vendt på hovedet, eller det indvendige af en hvals mave, hvis hvalen var lavet af træ og jern.

På ydersiden af den gamle industrihal er der sat trærammer op med en form for udvendig isolering bestående af muslinger med hønsenet for. Det ser virkelig flot ud, og muslinger er vist også et ret genialt isoleringsmateriale, der både kan holde på varmen og kulden. Men lige i dag er muslingerne bedst til at holde på varmen, og der er virkelig varmt og lummert inde i salen. Der er ingen steder, hvor man kan flygte fra solen, der falder rigeligt ind igennem et enormt loftsvindue øverst i hallens hvælving. Alle sveder og det makeupbord, der står, så politikerne kan blive TV-parate, er i konstant brug, de pudres og pudres.

Politikerne er på TV

Hele ideen med at holde tvivlercafé er, som TV2 Fyn skriver på sin hjemmeside, at: »vælgerne er trætte af vælgermøder, hvor kandidaterne river hovederne af hinanden, og partisoldaterne hepper fra tilhørerrækkerne.« Selvom jeg ikke har nogle vælgermøder at sammenligne med, slår det mig alligevel, at alting foregår rimeligt efter bogen. Godt nok er der quizzer og bingo mellem de politiske debatter. Men altså, jeg kan også huske, at der engang var en, hvor blå blok og rød blok var sat op imod hinanden som to hold i en håndboldkamp på TV2. Og selvom Alex Ahrendtsen står i baren, er det nu mest irriterende, at han er langsom til at betjene dankortsystemet. Det var til gengæld nice, at han kunne svare mig på, hvad der skete, da viceborgmesteren fra Nyborg kommune, hvor jeg bor, Carsten Kudsk, fik sagt noget om, at han da ikke kunne hænge plakater op i Vollsmose, fordi så kom der jo bare nogle drenge med baseballbats. I stedet kom der nogle drenge fra Vollsmose og sagde til Carsten, at de da gerne ville hjælpe ham med at hænge nogle valgplakater op for ham derude. Så havde jeg ikke hørt mere, men Alex Ahrendtsen kunne fortælle mig, at det havde Carsten faktisk været ude at gøre. Det var jo en dejlig ting at få at vide, mens jeg ventede på at få min danskvand.

De politiske debatter har også et tvist: man kan som publikum og ”derhjemme bag skærmen” gå ind på en hjemmeside og stemme ja eller nej til nogle spørgsmål, som politikerne så bagefter skal diskutere. Den første debat handler om klima, og spørgsmålene er bl.a. ”Skal plasticposer være ulovlige?” (80 % svarer ja) ”skal der afgifter på fly? (90 % svarer ja) ”Skal vi have kødfrie dage i offentlige institutioner?” (62 % svarer ja). Det er nogenlunde forventeligt, hvordan politikerne forholder sig til det, og da en af de publikummere, som har stemt ja, bliver spurgt, hvorfor hun har gjort det, bliver hun straks genkendt af journalisten som lokalpolitisk spidskandidat for Alternativet. Så meget for at komme ud af de gængse rammer.

Politikerne afbryder også hinanden en gang imellem her, men måske er der alligevel en lidt venskabelig tone at finde. Eller faktisk tror jeg, det er det her, der sker: Det er i højere grad blevet et powermove at sige noget i retning af: »Kan vi nu ikke holde en ordentlig tone,« eller »nu synes jeg jo ikke mudderkastning er så interessant,« eller »lad os nu ikke hænge fast i, hvem der har gjort hvad hvornår, men bare komme fremad.« Det taler i lige dele til folks politikerlede og kærlighed til snusfornuft. Karsten Hønge er den bedste til det. I sin røde skjorte og cowboybukser ligner han en bedstesvigermors fantasi om en rigtig mand, der kan tage ved, og som siger hvad han mener. Han er virkelig også god til det. Han høster et bifald fra i hvert fald 6 personer (ret mange i forhold til antallet af publikum), da han siger, at det jo er helt hen i vejret, at det koster mindre at flyve til London, end det gør at tage toget til fra Odense til København. 291 kr. kan jeg rapportere, at det kostede, da jeg et par timer senere købte billet til et propfyldt tog, hvor jeg det meste af tiden måtte sidde i mellemgangen.

Jeg kan ikke slippe tanken om, at det på en måde er værre, at de grundlæggende uenigheder om, hvordan man gerne vil strukturere et samfund, altid kommer til at drukne i bisværmen af nuancer.

Det, der bliver tydeligt for mig undervejs, er, at hele showet er designet til TV. Lyden er rigtig dårlig i rummet, folk drysser rundt omkring og er mere interesserede i madboderne end de politiske debatter, den måde det talfattige publikum bliver inddraget på, bliver i høj grad brugt til en omstilling i programmet. Mest tydeligt kynisk er det, da en kvinde med et handicap fortæller om, at der ikke er nogen politikere, der lytter til hende eller taler om handicappolitik, det er umuligt at få dem til at lytte. Alt imens er politikerne, der står oppe ved bordet, i gang med at forlade det for at give plads til nogle nye, der skal snakke om noget nyt. Det er sikkert en helt almindelig effekt af at skulle have et livetransmitteret tv-show til at spille, at man må klippe væk nogle gange, mens der skal ske noget et andet sted. Men da man sad der, føltes det, at denne kvinde skulle beklage sig ud i den tomme luft, som en ydmygelse.

Tvivler

Ligesom det kan føles som en almindelig kynisk effekt af, at valgkamp foregår på tv, at denne kvinde skulle gennemgå en lille ydmygelse, føles det, at politikerne sidder fast i at skændes om detaljer i afgifter og incentivering, som en direkte forlængelse af det politiske system, som vi så sjældent tager op til grundig genovervejelse. Når der i oplægget til tvivlercaféen står, at folk er trætte af politisk mundhuggeri, tror jeg, det er helt rigtigt. Men jeg tror ikke, løsningen er, som der står, at »høre om hvad man er enige om, og hvordan det politiske arbejde foregår, også når det er sjovt.« De politiske partier er nogle gange enige om en retning, men de er også ofte helt uenige om, hvordan man skal nå derhen, og så er det det, de taler og skændes om. Måske går de bagefter ud og siger tak til hinanden og spiser en burger eller noget thaimad sammen, men jeg kan ikke slippe tanken om, at det på en måde er værre, at de grundlæggende uenigheder om, hvordan man gerne vil strukturere et samfund, altid kommer til at drukne i bisværmen af nuancer.

Jeg kan ikke give slip på den tanke, som Simone Weil udtrykker i Note om almen afskaffelse af de politiske partier: »Tænkningens drivkraft er ikke længere det ubetingede, udefinerede begær efter sandhed, men begæret efter at tilpasse sig en på forhånd etableret lære.«

Selvom jeg er oprigtigt glad for, at det, der bliver kaldt den grønne dagsorden, har fået så stor en platform til det her valg, så kan jeg heller ikke lade være med at tænke på alt det, der ikke bliver sagt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi står i Odense, men at de racistiske og gentrificeringskapitaliske planer for Vollsmose, for ikke at nævne Finlandsparken, Gellerup og Mjølnerparken ikke bliver nævnt med et ord. Jeg kan ikke lade være med at tænke på børnene på Sjælsmark, når politikerne taler om minimumskvoteringer i børnehaver og vuggestuer. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at ingen med et ord nævner, at den såkaldte flygtningetilstrømning til Europa er fuldstændig stagneret, men at de såkaldte ”ydre grænser” for Europa stadig er under militær optrapning fra Europas side, og at mennesker stadig dør, når de prøver at få et bedre liv. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den globale skatteunddragelse udgør op i mod 8 % af verdens samlede GDP, eller det der svarer til hele EU’s budget hvert år.

Der er så mange stemmer, der runger i mit hoved, når der er valgkamp. Ikke politikernes, dem plejer jeg at mase sammen til en frekvens og filtrere væk. Hvis jeg er tvivler, så tvivler jeg på det politiske system. Jeg har stemt, jeg har gjort min pligt, for det synes jeg, det er. Det er de aktivister, som arbejder året rundt i alle årene på at bringe vigtige problematikker frem i lyset, det er deres stemmer, der runger i mit hoved, når der er valgkamp. Jeg vil gerne blive ved med at gøre min pligt og støtte op om det aktivistiske arbejde, som bliver foretaget rundt omkring i hele landet.

Jeg behøver ikke at gå til valgmøder igen, men jeg vil gerne gå til aktivistiske møder. Lad os mødes derude på tvivlernes caféer og rette tvivlen det rigtige sted hen.