Print artikel

Peter Hummelgaard har hjemmebanefordel

Peter Hummelgaard og Poul Nyrup hilser om kap på Amager. Foto: Peter Stanners
Reportage
31.05.19
Socialdemokraten Peter Hummelgaard er blevet kaldt partiets sidste rigtige arbejderklassesøn. Victor Boy Lindholm har fulgt i hælene på folketingskandidaten under valgkampen, og spist varme pølser med Poul Nyrup til et sangarrangement hos 3F.

Peter Hummelgaard er træt, og hans assistent Sofie har tømmermænd. Det er de to første ting, som de fortæller mig i bilen på vej ud mod Vestamager Centret, hvor han skal dele foldere og roser ud. Det er dagen efter Europaparlamentsvalget, der først så ud til at blive Socialdemokraternes store sejrsfest. De fik et godt valg - jovist. Men alligevel slog Venstre dem, og fik det sidste fjerde mandat. Det gør Peter Hummelgaard nervøs, og får ham til at gentage at sejren slet, slet ikke er hjemme.

Hans lille Kia er pakket til bristepunktet med valgplakater og roser. Der er kaffekopper overalt, og der er journalister, der konstant bliver ved med at ringe til hans mobil. Peter Hummelgaard har solbriller på, men han er ikke træt, fordi han er opgivende. Han er træt, fordi en valgkamp er et udmatningsræs, hvor sejrherren er den, som er længst tid på gaden for at samle stemmer. »Det er tidligt op og sent i seng«, som det hedder i en sang af rapperen Gilli. Peter Hummelgaard har også en datter på ni måneder, der hedder Gro og som er opkaldt efter den norske Socialdemokrat og tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland. Peter er født og opvokset i partiet, og kender sin historie.

En loyal partisoldat

Peter Hummelgaard er fra Kastrup. Han er vokset op i det almene boligbyggeri Flyverbo, og man skal ikke være sammen med ham særlig lang tid for at vide, at han er rundet af Kastrup lufthavn. Begge hans forældre har arbejdet derude, og store dele af hans vælgerbagland er forankret i de mange socialdemokratiske stemmer, som lufthavnen rummer. Det er en del af hans biografi han sjældent forsømmer at nævne, når han argumenterer i politiske debatter. Her, få kilometer fra Københavns centrum, findes der stadig en arbejderklasse, som stemmer på Socialdemokratiet.

Jeg skal følge Peter Hummelgaard de næste tre dage, hvor jeg skal tale med ham om håb og politisk engangement. Jeg tilhører nok det, som han beskriver som den »snakkende klasse«. Jeg er politisk illoyal og måske også en lille smule politisk resigneret. Jeg ved ikke, hvordan folk opretholder glæden og idealismen ved politik, og jeg er ikke helt sikker på, hvordan man giver sig hen til en politisk ideologi. Jeg er en af dem, som han i et tidligere interview har beskrevet som »politisk apatiske«. Derfor er Peter Hummelgaard et glimrende casestudie. Han er tilsyneladende oprigtigt indigneret, en loyal partisoldat og på vej op igennem rækkerne i partiet.

I den sølvgrå Kia på vej ud til Vestamager Centeret spørger jeg ham om, hvorfor han tror, at mange har svært ved at tro på politiske forandringer i dag: »Jeg tror, at mange har glemt, hvad forandringer kommer af. Det kommer af vedholdenhed og hårdt arbejde. Der er især sådan en bisværm af vælgere på venstrefløjen med en lang uddannelse, der ikke har nogen tålmodighed med det politiske projekt, som de bakker op om. De flyver rundt fra håb til håb, og venter på den nye messias. Det virker som om, at de har glemt, at man skal “stick with the game” i op- og nedture.«

Og der er ingen tvivl om, at Peter Hummelgaard er loyal. Han er kommet i 3Fs lokaler i Kastrup siden han var dreng, og hans familie har arbejdet i lufthavnen gennem to generationer. Han har været formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom fra 2008-2012, og blev valgt ind i Folketinget ved sidste valg. Han fortæller, mens vi farer vild i villakvartererne, at han egentlig aldrig har været i tvivl om sin egen gejst eller engagement i politik. Han kan da selvfølgelig opleve en grad af håbløshed, når hans egen idealisme ikke altid går op med virkeligheden. Så tænker han på, om han orker at være den socialt indignerede politiker, der kæmper mod social ulighed og grådighed. Men det gør han, fordi han ved, at social forandring ikke kommer med et fingerknips, som han bemærker på vej ind på parkeringspladsen ved Vestamager Centret, hvor vi møder elektrikeren Claus, der er byrådsmedlem, og som skal hjælpe med at uddele roser.

I krigszonen

Himlen er grå og det blæser som det nærmest altid gør på Amager. Vestamager Centret er bygget i 1970’erne. Det er lavet i røde mursten i ét plan. Det ligner så mange andre indkøbssteder i provinsen, og det er svært at tro på, at Københavns centrum ligger få kilometer nordpå af Kongelundsvejen. Claus er byrådsmedlem i Tårnby kommune. Han har arbejdet på det gamle B&W-værft inden det lukkede, og var engageret i fagforeningen. Nu har han involveret sig i partiet, og han kender nærmest alle, der træder ind i centret. Han kaster om sig med roser, og da en konservativ vælger går forbi råber han »kan du helbredes?«. Alle smiler. Peter Hummelgaard er ikke mere forsigtig, men mere seriøs. Han kender også flere af dem, som skal ind og købe ind, men han ved også godt, at det her er alvor. Man kan måske tænke, at det ser omsonst ud at stå i gråvejr og dele valgmateriale ud, men det her er alvor. Vi står i et skæringspunkt, en krigszone.

Foto: Peter Stanners
Foto: Peter Stanners

Området herude omkring Viberup og Ullerup tabte Socialdemokratiet til DF ved valget i 2015. Det blev en del af det gule Danmark, og villakvartererne beskriver de problemer, som partiet står over for. Peter Hummelgaard siger: »Problemet er, at vi repræsenterer to store vælgergrupper. De er enige om, at vi skal skabe sociale fremskridt, men de er også meget uenige om, hvad det er der truer sammenhængskraften. De veluddannede i byerne synes, at indvandring er en gave, mens folk med korte uddannelser udenfor byerne mener, at det er en byrde for velfærden og presser lønningerne.« Det er derfor, at de traditionelle socialdemokrater kunne flytte sig så langt til højre, fordi der er opstod spørgmål om indvandringen, som det gamle arbejderparti endnu ikke havde svar på.

Det har ændret sig, og det kan man mærke på flere af de vælgere, som vi møder vi centret. De er glade for, at de ikke længere er tvunget til at stemme DF, men kan vende tilbage til deres gamle parti, men de gør også noget ud af at understrege, at de må fastholde den hårde kurs.

Peter Hummelgaard har hele tiden travlt, og han må krybe sig ud af en samtale med en langhåret mand med blå solbriller, der vist nok har fået lidt at drikke. Vi skal videre til dagens sidste punkt, som også er centrum for hans politiske karriere. Vi skal til tværpolitisk vælgermøde i 3F Kastrup. Claus lover, som en trofast partisoldat, at rydde op foran centret, og vi kører videre øst på.

Skinke og flødekartofler hos 3F

Vi kører igennem Kastrup, og Peter Hummelgaard viser mig, hvor han er vokset op. Han udpeger forskellige steder i byen, der har butikker som Magasin Stewardesse og et værtshus, der hedder Airpub. Den moderne del af Kastrup er grundlagt for at huse mange af de arbejdere, som flyttede til området, da Kastrup lufthavn åbnende. Peter Hummelgaard har læst jura, men det er ikke det, der har skabt hans politiske engagement. Tværtimod. Han mener nærmest, at studiet suger livsenergien ud af folk. Han er i langt højrere grad præget af sit kvarter, hvor folk havde lave lønninger og drak lidt for meget. Han siger, at han »er rundet af min opvækst, og jeg er Socialdemokrat ind til benet, fordi jeg kan se, hvordan den velfærdsmodel vi har i Danmark skaber mere lighed. Den er alle andre samfundsmodeller overlegen, men den er også sindssygt skrøbelig. Den er en lille bitte parentes set i menneskehedens lange historie. Meget af det jeg er vred og indigneret over kommer fra min opvækst herude.«

Man begynder at synge 'Når jeg ser et rødt flag smælde', og Poul Nyrup udbryder et »åhja«, da de første toner lyder fra klaveret.

Der er kogt skinke og flødekartofler til aftensmad. Det er sat op som en buffet, og folk stimler sammen om den varme mad. Inden da har Peter Hummelgaard entreret lokalet. Han er en helt i de her omgivelser, og ingen af de andre folketingskandidater, som skal deltage i debatten får samme velkomst. De står lidt for sig selv i hjørnerne. Peter Hummelgaard derimod går rundt og hilser på alle, der er samlet i det store rum. Der er omkring 70 mennesker. Der er flest mænd, og der er flest gråhårede. De er her alle for at høre deres kandidat diskutere med de andre partier. De fleste er ansat ude i lufthavnen, og Hummelgaard har et intimt forhold til den gruppe. Han mødes med 15 forskellige tillidsfolk fra lufthavnen cirka hver anden måned, hvor han delagtiggør dem i sine tanker, fortæller han. De byder derefter ind med deres problemer, og på den måde betragter de ham som en slags fælles tillidsmand, som en af gæsterne i aften bemærker med de dampende flødekartofler på tallerkenen.

Peter Hummelgaard har hjemmebanefordel. Han sidder ved siden af den konservative kandidat Caspar Stefani, der er iklædt et gråternet jakkesæt med Christian d. X manchetter. Han er officer og tidligere bartender på politikerværsthuset i indre by Toga-bar. Det er en venskabelig debat, men Peter Hummelgaards argumenter efterfølges konsekvent af klapsalver. Her blafrer de røde faner stadig.

En deprimeret Joachim

Vi befinder os dagen efter i Politikens valgtelt foran Christiansborg. Det er tirsdag den 28. maj, og Peter Hummelgaard har kun to ting tilbage på programmet. Det er denne debat med Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, og »storpolitisk rally i Kastrup med Poul Nyrup Rasmussen«, som han skriver til mig i en mail. Joachim B. Olsen er næsten dobbelt så stor som Hummelgaard, men han fylder mindre i teltet. Han er tilbagetrukket, og virker nærmest deprimeret. Den store mand med de tvivlsomme jokes udbryder, at rød blok helt sikkert kommer til at vinde det kommende valg, og det lader til at overraske Hummelgaard. Han insisterer igen på, at den ikke er hjemme.

Da debatten er slut spørger han sin assistent Sofie, om han klarede den godt. Hun bekræfter, og vi er igen på vej i bilen mod 3Fs lokaler i Kastrup. Det er her mødet med Poul Nyrup skal finde sted. Peter svarer på mails på sin telefon igen, mens vi kører igennem den tætte myldretrafik, men han har alligevel tid til at svare på et par spørgsmål. Jeg spørger ham, om han ikke kan forstå, at folk en gang imellem føler en grad af håbløshed, og måske har svært ved at engagere sig: »Både og. Jeg synes, at mange mennesker virker som om de vil have forandringerne serveret for dem på et sølvfad. Det er glimrende at demonstrere, at lave aktivisme og udtrykke sine holdninger igennem et læserbrev, men det der skubber noget, er det lange seje træk. Mange af dem, som du skal møde her i Kastrup er ikke apatiske. De er vrede. Hvis de var apatiske ville de jo aldrig møde op til sådan et vælgermøde som det her. Jeg tror meget af håbløsheden findes i den snakkende klasse.«

Bill Clinton fra Kastrup

Og folk i Kastrup er vitterligt ikke apatiske. Der er mødt dobbelt så mange op som i går, og stemningen er mere løssluppen. Hummelgaards datter Gro er her, og hun er blvet iført en rød trøje med hans budskaber trykt på trøjen med hvid skrift. Hans mor er her, ligesom hans svigermor og søster er det. Programmet er enkelt. Vi skal synge arbejdersange, spise pølser og lytte til Poul Nyrup og Peter Hummelgaard. Der bliver delt eksemplarer af Arbejdersangbogen rundt, og Hummelgaard byder velkommen foran en baggrund af fem røde faner. Han beskriver arrangementet som en slags vitaminindsprøjtning for den sidste og afgørende del af valgkampen. Han gentager, at han er træt, men at han er klar til at kæmpe, og formaner vælgerne om, at de skal huske at stemme på Socialdemokratiet og allerhelst personligt på ham. Han er deres repræsentant i Folketinget. Alle klapper.

I de institutionsagtige lokaler med de umiskendelige akustikplader på loftet, damper pølserne fra de store stålfade. Der er pølsebrød, pølser og kold kartoffelsalat til de mange fremmødte. Det er Hummelgaards praktikant, der har stegt pølserne i baglokalet. Han er en ivrig statskundskabsstuderende, der også er medlem af Socialdemokratiet. Han kæmper for Hummelgaard og sagen. Der er gratis fadøl til arrangementet. Det kan ikke blive meget mere socialdemokratisk. Varme pølser, kolde øl og de blodrøde faner.

Foto: Peter Stanners
Foto: Peter Stanners

Poul Nyrup ankommer til 3Fs lokaler. Han hilser på alle og siger, at han er glad for at være i en stærkt organiseret afdeling. Han er simpelthen så høj, og troner op over Peter. Poul Nyrup er en slags nestor for Peter Hummelgaard. Det indrømmer han selv. Hummelgaard forklarer, at han er meget inspireret af den måde Poul Nyrup førte politik på i 90’erne. Men vi er ikke til politisk debat. Vi er til politisk rally, og Nyrup stryger ind i rollen som den altid underholdende tidligere landsfader. Peter Hummelgaard og Poul Nyrup stiller sig op foran de fem røde faner, hvor en guitarist og en pianist har taget plads. De skal lægge lyd til arbejdersangene, vi skal synge om lidt.

Men inden da underholder Poul Nyrup med vittigheder og anekdoter fra dengang han var en knægt i Esbjerg. Om at styrte på motorcykel, hvordan han bragte mælk ud og hvordan han blev politisk vakt. Folk er med, og der stiger en glædesfyldt latter op fra havet af de farvede frisurer og det grånende hår. Poul Nyrup virker til at være et kærkomment minde fra bedre tider.

Man begynder at synge Når jeg ser et rødt flag smælde, og Poul Nyrup udbryder et »åhja«, da de første toner lyder fra klaveret. Han synger kraftigt for, og da linjerne »Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen / mens det kogler af kraft i mit mod« bliver sunget med ekstra stød på stemmebåndet, rejser hele lokalet sig stolt op. Flere holder sig for hjertet. Peter Hummelgaard kan teksten i hovedet.

Sådan fortsætter det. De synger Internationale, Sådan er kapitalismen og Brødre lad våbnene lyne indtil Poul Nyrup skal gå. Han skal videre ud i valgkampen, og jeg når lige at fange ham på parkeringspladsen inden han sætter sig ind i bilen. Jeg fortæller ham, at jeg er meget overrasket over engagementet i lokalet, og at jeg måske også er lidt overvældet over sangenes lidt krigeriske ordlyd. Jeg spørger, hvorfor folk er så draget af Peter Hummelgaard. Poul Nyrup flytter mig lidt betænksomt til venstre, fordi jeg får solen i øjnene, og svarer:

»Peter han er ægte. Han kan fornemme de mennesker, han er iblandt. Han kan se folk i øjnene og forstå, hvad deres blik betyder. Det havde Bill Clinton også. Han kan få en til at føle, at han har forberedt sig hele dagen på at møde én. Jeg er helt sikker på, at han kommer helt frem efter valget.«

Jeg lader Poul Nyrup slippe væk, og efter Hummelgaard er blevet interviewet af den sydtyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung bliver jeg kørt hjem af Peter Hummelgaard og hans kolleger.

Jeg ved ikke, om jeg har sluppet min egen politiske apati, men jeg har fået et indblik i et sted, hvor engagementet stadig lever. Hos Peter Hummelgaard og hos 3F Kastrup betyder det stadig noget, når den blodrøde faner smælder. Spørgsmålet bliver bare, hvilken slags fane det bliver, når Socialdemokraterne formentlig overtager magten efter den 5. juni? Peter Hummelgaard vil dog formentlig sige, at sejren slet, slet ikke er hjemme.