Print artikel

Relativt progressiv bedstefar

Essay
01.03.19
Man kan sagtens være fremsynet og bagudskuende på samme tid, men balancegangen er svær. For kravet om, at man skal være konsistent i sine holdninger, er et urimeligt krav at stille til alle os, der ikke hedder Immanuel Kant.

I essayet Why Bother reflekterer den amerikanske forfatter Jonathan Franzen over, hvad 1990ernes identitetspolitiske bølge har betydet for Den Store Amerikanske Roman. På den ene side hylder han den mangfoldighed i litteraturen, identitetspolitikken har ført til, hvor stemmer, der før ikke blev hørt, nu bliver det. På den anden side kan han ikke lade være med at ærgre sig over udviklingen, og han kan ikke undgå at være lidt som de onkler eller professor emeritusser, der ved enhver lejlighed vrænger, at alting var bedre i gamle dage, at vi befinder os på en glidebane mod dekadencens crescendo, hvor alle er dovne og seksuelt afvigende, og mænd går på arbejde i shorts. Franzen begræder, at identitetspolitikkens fremmarch umuliggør frembringelsen af store, altomfattende romaner, hvor identiteter er noget, forfatteren bestemmer over, ikke noget, forfatteren er bundet af. Han er ambivalent. Politisk mener han ét, kunstnerisk det stik modsatte. Politisk er han woke, kunstnerisk er han en heteroseksuel, hvid middelklassemand, der kræver at få lov at bestemme, hvordan verden ser ud. Han er selv pinligt bevidst om det, men kan ikke løbe fra sin drøm om fuldkommen magt over det, han skriver om.

I samme stil som Franzen ærgrede den tyske sociolog Georg Simmel sig i begyndelsen af det 20. århundrede over den voksende mængde kultur, der spredte sig i utallige retninger, længere og længere væk fra hinanden, en ustoppelig bevægelse mod det partikulære, og dermed forsvandt overblikket. Ifølge Simmel var kunstner-videnskabsmanden Goethe den sidste skikkelse, der kunne rumme al verdens kultur i sig. Det sidste ægte dannede menneske. Efter Goethe var mængden af kultur og kunst blevet for stor til, at ét menneske kunne overskue det. Simmel kaldte det kulturens tragedie: Verden udviklede sig til et flimmer af indtryk, alt for meget kultur, der stak i alt for mange retninger, desværre, så dannelsen gik fløjten, mens økonomien buldrede derudad. Velstanden steg, sundheden blev forbedret, og alt burde egentlig være så godt. Simmel drømte om klassisk dannelse, om god, gedigen Bildung, mens verden fuldstændig ligeglad flintrede videre om ørerne på ham.

Jeg har det ambivalent som Franzen og Simmel. Jeg har på fornemmelsen, at noget i udviklingen ikke er godt, at noget går tabt, og det, der går tabt, var det, man satte allermest pris på. Så skal de urørte strande pludselig bygges til med badelande og hoteller. Så skal man pludselig vare sin mund, ikke fordi man ikke må sige, hvad man siger, men fordi nogle i selskabet kunne komme til at opfatte én som tilhørende den alleryderste højrefløj. Så bliver ethvert udsagn vejet på en ideologisk vægt.

Jonathan Franzen begræder tabet af »romaner, der er som storbyer«, komplekse, altomfattende, totale. Fortællinger, der godt må indeholde paradokser, være i modstrid med sig selv og være ideologisk-filosofisk-sociologisk usammenhængende, for de er så store, at de kan rumme det. Jeg har det efterhånden mere og mere som sådan en roman. Det er kommet snigende, og nu kan jeg ikke løbe fra det længere: mine synspunkter har mistet deres retlinethed, de skilles og finder ikke hinanden igen. Jeg anser mig selv for at være relativt progressiv, men jeg er nødt til at indrømme det: Jeg er også en mavesur bedstefar.

Det ene øjeblik hidser jeg mig op over den særlige del af venstrefløjen, der føler sig krænkede over, at der bliver sagt han og hun, det næste efterlever jeg selv identitetspolitikkens idealer og skælder mig selv ud over at være privilegieblind. Det ene øjeblik drømmer jeg om at eje en Porsche og bo på et gods, det næste ønsker jeg endnu højere arveafgift og endnu voldsommere beskatning af privatbilisme.Det ene øjeblik er jeg forstående over for unge menneskers problemer med at komme ind på drømmestudiet og føler deres smerte, som var den min, det næste mener jeg, at de er forkælede, skal tage sig sammen og sænke forventningerne. Det ene øjeblik er jeg med på beatet, og så er P3 sådan set fint nok, det næste er jeg ikke med på noget som helst beat, og man kan da heller ikke opholde sig i det offentlige rum i indre København om aftenen for al den larmende musik, alle de unge mennesker, der vælter tværs over gaderne, stiller ølflasker fra sig og kysser overdrevent og liderligt lige foran mine øjne.

Simmel drømte om klassisk dannelse, om god, gedigen Bildung, mens verden fuldstændig ligeglad flintrede videre om ørerne på ham

Jeg må indrømme, at jeg har en forkærlighed for at sidde med kaffe i køkkenet og lytte intenst til det, man i gamle dage kaldte pressen, mens jeg håndterer avisen på den måde, ældre mænd altid håndterer avisen på: den ligger opslået og dominerende ud over bordet, eller jeg holder den rankt op i luften foran ansigtet, med opsmøgede skjorteærmer og små host, her og der en lille latter over en særligt skarp hudfletning af Alternativets verdensfjerne idealisme. En form for nyhedstotalteater, lyd og billede, der bombarderer én med tørre økonomiske diskussioner, politik, krig og teknologi. Alt det reale, det, der virkelig betyder noget, alt det hårde og håndfaste, den Store udvikling. Det er den slags eftermiddage, vi bedstefædre elsker. Så kan vi sidde og lige overskue hele verden, kloge os på den, udlægge teksten for dem, der gider lytte. Så hænger verden sammen.

På den anden side: der er stort set intet, der kan hidse mig mere op, end ældre mænd, der fortæller ungdommen, hvordan verden hænger sammen. Når aldrende personer begynder på deres udlægninger af, hvad der er galt med unge mennesker i dag, bliver jeg ekstra ung og progressiv, på samme måde som man bliver ekstra venstreorienteret i middagsselskaber, hvor man er den mest venstreorienterede, eller ekstra højreorienteret, når ens bekendte siger, at rige mennesker er onde, simpelthen i kraft af deres rigdom. Det totale, objektive overblik over alt i hele verden, som bedstefartyper påkalder sig, er noget af det mest provokerende. Måske er det bare fordi jeg selv lidt for ofte påkalder mig det der totale overblik og derfor føler mig truet, når andre gør det samme? Jeg ved det ikke. Og desuden: Hvide middelklassekvinder fra Danmark, der er forargede på sorte amerikanske underklassekvinders vegne over det mere traditionelle familieliv, disse kvinder ofte selv vælger at leve, fordi et almindeligt familieliv historisk set har været ekstremt svært at få lov at leve for denne gruppe, ligger også ret højt på listen over dem, jeg ikke kan lade være med at hidse mig op over. Det er slet ikke nemt, det her.

Nietzsche har ret, sådan er det bare

Splittelsen mellem at hylde fremgang og drømme om fortiden er ligeså gammel som samfundene selv, og alligevel vender diskussionerne tilbage, skismaet bliver ikke løst, der kommer altid en ny udvikling, som nogle stejler overfor. Et intellektuelt (hvidt, heteroseksuelt, mandligt) fyrtårn som Jonathan Franzen sidder stadig fanget i samme type bekymring som Simmel hundrede år tidligere og for den sags skyld Platon, der mente, at ungdommen var af lave, årtusinder tidligere endnu. Hvorfor hænger vi fast i den diskussion? Splittelsen mellem fremtidsoptimisme og reaktionær mavesurhed skærer sig op gennem historien som et utrætteligt stållokomotiv, der ikke vil standse, uanset hvor mange bremser, der bliver trukket, og nu har det lokomotiv gudhjælpemig skåret sig hele vejen ind i 2018. Hvordan får vi mæglet mellem den progressive og bedstefaren? Hvordan skal jeg komme overens med mig selv?

Jeg tror, et første skridt må være at erkende, at man aldrig kan være konsistent i sine holdninger. Det er simpelthen et for stort krav at stille til alle os, der ikke hedder Immanuel Kant. Det er også her, der kommer et socialt aspekt ind, som gør det vanskeligt for alle os progressive bedstefædre (der naturligvis på ingen måde er ofre, vi er bare splittede). Frygten for socialt selvmord skinner tydeligt igennem hos den berømte relativt progressive bedstefar Jonathan Franzen: han bryder sig ikke om at indrømme, at han en lille smule ville ønske, tingene var som før identitetspolitikkens fremmarch, for det betyder også, at han risikerer, at blive opfattet som én, der drømmer om, at nogle igen skal være undertrykte. Hvis han indrømmede det, ville han melde sig selv ud af ethvert fint selskab. Problemet er bare, at han selvfølgelig ikke mener, at undertrykkelse er godt, han ville bare ønske, fiktionen kunne få lov at være i fred for politiske krav om ligestilling. Måske løsningen på frygten for social udskamning er at omfavne ideen om, at man kan rumme sine ambivalenser, og det er okay. Man kan godt være ung og gammel på samme tid. Pyha.

Jeg anser mig selv for at være relativt progressiv, men jeg er nødt til at indrømme det: Jeg er også en mavesur bedstefar

At det kræver så meget sprælleri og argumentatorisk krumspring for Franzen, hvor han igen og igen bedyrer sin opbakning til identitetspolitikkens resultater, vidner om, hvor svært det er at få lov at indtage – eller bare gå i dialog med – to synspunkter, der ikke nødvendigvis er forenelige med hinanden. Det er spøjst, for ethvert menneske har forhåbentlig prøvet at opdage, at man faktisk også mener lidt det samme som nogle fra de andre lejre. Sådan er er det bare. Desværre er det, som om den balancegang ofte ikke er en mulighed, for så blamerer man sig selv, så viser man, at man ikke er konsistent i sine holdninger. For selvfølgelig kan man ikke både være feminist og en smågnaven bedstefartype, det går jo ikke. Jo, det gør! Det er det andet, forestillingen om en fint sammentømret personlighed, om hjernen som en koherænsmaskine, der er en løgn. Det kan godt være, man føler sig useriøs, hvis man falder uden for den rolle, man på et tidspunkt er trådt ind i. Man føler sig som en letvægter, men det har jeg lyst til at sige, at man skal stoppe med, for så seriøst er der ingen mennesker, der har godt af at tage sig selv. Personligt tilslutter jeg mig i hvert fald gerne gruppen af letvægtere, for jeg mener både, at Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten har gode politikforslag, som jeg kan bakke op om.

Dette er ikke et argument for værdirelativisme, det er sund, fornuftig pragmatisme. Det er en understregning af, at kun ved at stå ved, at man på forskellige tidspunkter i løbet af livet, i løbet af et år, en måned, selv en dag, mener ting, der ikke er umiddelbart forenelige med hinanden, kan man undgå de uheldige værdisammenbrud, hvor man kaster det hele over bord og giver op. Hvor man skifter hele sit værdisæt meget pludseligt og voldsomt og fnyser ad sine egne synspunkter fra gamle dage, som en Ralf Pittelkow-Karen Jespersen-gensplejsning på speed.

Kun ved at erkende, at man ikke kan være fuldkommen konsistent, kan man undgå at udstille sig selv og kaste sig selv ud i mærkværdige feberredninger for at forsvare en eller anden holdning. Desuden: hvorfra kom den idé, at man skal være tro mod et højere kodeks, når man forholder sig til alt fra økonomisk omfordeling til maskeringsforbud til religion? Hvad er det overhovedet for et højere kodeks, der skulle spænde så vidt? Man kan mene om Esben Lunde Larsen, hvad man vil, men det var vel ikke i sig selv et problem, at manden var kristen og videnskabsminister på samme tid, selvom folk yndede at gøre sig lystige over netop det? Det, at manden privat var kristen, gjorde ham vel hverken til en værre eller bedre videnskabsminister?

Politisk er han woke, kunstnerisk er han en heteroseksuel, hvid middelklassemand, der kræver at få lov at bestemme, hvordan verden ser ud

Jeg tror, at nu, hvor Esben Lunde Larsen er blevet nævnt, er det også tid til at bringe Friedrich Nietzsche på banen. Som vi alle ved, har Nietzsche ret, det har han bare. For Nietzsche er verden ikke fornuftig, men absurd, den giver ikke mening. Den er ikke konsistent, og det samme gælder mennesket: det er ikke nødvendigt med en væren bag en gøren, altså: vi render rundt og gør ting, men vi ejer ikke et stabilt selv. I hvert fald ikke så stabilt, som vi tror. Det stabile er noget, vi foregøgler os selv. Det er en idé, måske fremtvunget af desperationen over, at vi er svage, uduelige, irrationelle. Det er en måde at abstrahere os selv ud af vores eget livs suppedas.

At selvet ikke er stabilt er selvfølgelig ikke længere nogen revolutionerende pointe. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at dens implikationer virker så problematiske for så mange mennesker. Jonathan Franzen, stakkels mand, er stadig nødt til at mosle rundt og give rygdækkende forsikringer om sin egen politiske årvågenhed for at kunne skrive, at han er bekymret over identitetspolitikkens indmarch i kunsten. Jeg er stadig nødt til at komme med et hav af venstreorienterede forsikringer for stadig at kunne blive opfattet som relativt progressiv trods min udprægede bedstefarhed. Ellers tror folk pludselig, at jeg er modstander af LGBTQI-sagen, bare fordi jeg har udtalt mig kritisk om tendensen i visse politisk vakte kredse til at føle sig krænket per stedfortræder.

Så hvad kan man gøre? Hvordan undgår man at være en useriøs vindbøjtel? Som en efterhånden pænt erfaren relativt progressiv bedstefar kan jeg sige, at det er helt i orden at føle sig splittet mellem det nye og det gamle, mellem lønkamp i Danmark og trangen til åbne grænser, mellem liberalisme og konservatisme, mellem kærlighed og begær, alt det, der martrer os, fordi det ikke passer sammen på den måde, vi synes, det skal. For verden er et spil tetris i permanent game over, den er flosset og bøvlet at færdes i, og vi mennesker er ligeså flossede og usammenhængende. Det må man bare indrømme. Sådan er det.