Print artikel

Pia knapper øller op på Center Pub

Reportage
03.06.19
Pia Kjærsgaard var lørdag eftermiddag gæstebartender på Center Pub i Hvidovre. Digteren Lars-Emil Woetmann tog med.

Himmelfartsdag. Jeg cykler til Center Pub i Hvidovre for at få skænket øl af Pia Kjærsgaard til et valgarrangement, hvor hun er gæstebartender.

Jeg cykler fra Nørrebro gennem Assistens, SF+Ø+R, over Frederiksberg, K+R, forbi Carlsberg-byen og gennem Valby, S+R+V, regnen tager til, fanger Vigerslev Allé, R, og kører ud af byen, støder på den første plakat fra Nye Borgerlige, DF-plakaterne tager til, V-plakaterne dominerer.

Jeg har ikke før været så langt ude af Vigerslev Allé, fortsætter et stykke langs motorvejen langs parceller efter Google Maps anvisninger, og rammer så Hvidovrevejens Butikscenter, hvor en lille trappe op til en enkelt åben dør åbner den ellers lukkede betonfacade, og giver adgang til Center Pub.

Jeg stiller cyklen og går ind i den forladte centerarkade, jeg skifter fra vådt regntøj til min lyse Baracuta-jakke. Tørrer den værste regn af hovedet, og går ind på værtshuset, som jeg på forhånd har hørt om, fordi det er Daniel Aggers værtshus. Han er vokset op her, kan man læse på internettet, og kender alle og alle kender hinanden, det er familie.

De er allerede i gang, da jeg kommer ind, og jeg finder plads bag de bagerste rygge i den næsten fyldte bar. Jeg kan lige skimte Pia oppe i baren.

Vi synger Det er i dag et vejr i dansk vaklende trav. Jeg tager en af de udprintede sangtekster med smilende clipart-blomster og stemmer i. Vi glemmer rent, at det var vinter, synger vi og smiler til hinanden. Hallo.

Center Pub er ikke meget anderledes end hvad du forestiller dig, hvis du forestiller dig Center Pub i Hvidovre: Et poolbord, et par spillemaskiner. En bardisk, der udgør en ø midt i det sammenhængende lokale, så alle gæster er i samme rum. Fodboldtørklæder hænger over baren hele vejen rundt. FCK, Brøndby, Hvidovre, Glostrup. I midten af øen er hylder med sprut: Gajol, Bacardi, Smirnoff, Bombay Sapphire. I et hjørne ud mod arkaden er en lille rygerkupé indrettet.

Stedet er mindre end du forestiller dig, når du tænker på Daniel Agger, og det er alligevel ikke et ikke-sted, selvom det sikkert ligner så mange andre Center Pubs, så er der ikke noget færge over det. Menneskene omkring baren hører til her, har et specifikt fællesskab, det mærkes med det samme.

Så tager Pia ordet og byder velkommen, hun er virkelig glad for at være her, fortæller hun og smiler med en imødekommende afstand, ligner sig selv som set på en skærm eller en flyer, hun har sit DF-forklæde på, ikonisk nok. Der er en pose med lidt slik og sager til alle, og I skal også have min bog, siger hun. Vi klapper. En skarp kvinde med orange hår deler poserne og bøgerne ud, jeg napper en af hver, og forsøger at finde et hul i ryggene, hvorigennem jeg kan bestille en fadøl.

En ældre mand med et råt blik og en sort hue over hele håret skubber sig ind foran mig for at filme Pia. Han har monteret et bluetooth headset, sådan en tyk pind, i huen. Jeg lader ham trænge sig ind foran og venter tålmodigt, og finder også mobilen frem, tager et par fotos, når Pia endelig når frem til vores ende af disken, det gør hun nu, manden med huen råber Pia an, men det drukner i de andre gæster og fotografering. Pias opmærksomhed er hurtigt videre, eller måske er hun bare for garvet til at blive fanget af påtrængende typer.

Jeg bestiller en stor fadøl til 30 kroner, og sætter mig ved et ledigt bord i enden af rummet. Dem, der sidder her, de snakker ikke. Jeg gætter på, at de også er gæster udefra. De kigger på hinanden i ordentlig tavshed, måske venter de også på, at begivenheden bliver en begivenhed.

Folk er ældre og tungere end folk er på Nørrebro, og de er slidte nok, tænker jeg. Det er altid chokerende at forlade den lille by, og blive konfronteret med den omsiggribende aldring. Eller måske er det bare folk, der har et stamværtshus, der er slidte. De par unge mænd, der er tilstede, er mere brede end de er høje, og de hilser med hele kroppen og kæmpe grin. Hallo. På hinanden og på dem, der sidder på barstolene og ikke længere er unge. Der er jo omsorg i alle de klap og hils. Enhver hører til.

Pia går over til den lille kø, der har samlet sig på siden af baren af fans, der vil have signeret bøger og taget selfies. Eller er det bare partisoldaterne, der hænger i hjørnet? De ligner DF’ere, der er noget utilpasset over dem, men de ser også flinke ud. Jeg føler ubehag ved mit blik på de her mennesker. Drikker min øl hurtigt, og går efter en til.

Pia knapper øller op, det går ikke så stærkt, og hun kan ikke overskue fadølsanlægget, men hun smiler stadig og hilser på alle efter tur. Måske er det en bestemthed, hun har i smilet? Måske er hun bare træt efter EP-valget og den dumme kommentar om klimatosserne. Hun er heller ikke helt ung længere. 72 år. Hun kunne med god samvittighed gå på pension. En mand sætter sig ved siden af mig, og fanger straks bartenderens opmærksomhed, de kender hinanden. Må jeg ikke lige se, spørger han, og bartenderen hiver ned i kavalergangen, så vi griner. Så får jeg også lov at bestille.

Pia er gået ind i rygerkupéen og giver selfies med dem derinde. Jeg følger efter, men hun er hurtigt ude igen. Vi bliver enige om, at det er flot at Folketingets formand gider at bevæge sig ned på gulvet til os andre. Det er ikke noget hun behøver, siger manden med huen, hun gør det for sit parti, ikke for sig selv, meget flot, mener han, ja, skål! Hvad ville du spørge Pia om? spørger jeg ham, og han fortæller, at han ikke stemmer på hende, og går så lidt i stå, mister fokus.

En storsmilende kvinde i 50’erne bryder ind nedefra, hun sidder ned: Der er tre ting, man ikke skal snakke om, hvis man ikke vil være uvenner, siger hun. Det første er selvfølgelig politik, haha. Og børn. Og fodbold. Men man kan altid snakke om sex, det kan ingen blive uvenner over … se selv, du griner, siger hun, og jeg griner og skåler. Om jeg skal se kampen på lørdag?

Flere unge, der også hører til, kommer ind. Hvordan går det med manden? Har han taget imod jobbet? Han orker ikke engang at tænde vaskemaskinen. Hvem skal med videre?

Nå! Nu ringer Pia med klokken! Jeg vidste slet ikke hvad det betød, siger hun, da hun har fået ro på lokalet, og slår så et lille spjæt med armen, det er formandsklokken, haha. En øl eller en sodavand på Pias regning. Populært.

Stemningen letter igen, og en eller anden mener, at det mest danske i verden er værtshuset; man drikker øl og man hygger sig.

Jeg får min biografi signeret. Fordi jeg var nødt til det, hedder den, og den åbner med Pias 70-års-reception, hvor alle ønsker hende tillykke. Også Socialdemokraterne, hun er respekteret.

Jeg finder endelig plads i baren. Hilser på min sidemand, en yngre mand med rander under øjnene, der heller ikke kender nogen, han kom bare lige forbi, fordi det var på vejen, fortæller han. Han er fra Fyn, men er flyttet til København på grund af arbejde. Han håber at han kan få en selfie med Pia og få lov at stille et spørgsmål. Hvad vil du spørge om, spørger jeg. Om hvad hun vil gøre ved kommunaldirektørerne, der hæver millioner fra fælleskassen, det gør mig så vred, når folk bare hæver fra fælleskassen uden hensyn til, at det er penge, som vi har betalt. Hvis det er pengene de er efter, så må de over i det private, hvor man selv tjener sin løn. Det er mere ærligt, jeg bliver så vred, når folk ikke respekterer fællesskabet, siger han, og ser rigtig nok lidt vred ud. Hvis man arbejder for fællesskabet skal man sgu ikke gøre det for pengene, vel.

Så slår Pia på glasset. Hun skal videre. I må huske at stemme, siger hun. Jeg er ligeglad med, hvem I stemmer på, eller næsten ligeglad, hihi, bare I ikke vælger sofaen, siger hun og kigger alvorligt rundt på alle. Min nye kammerat er hurtig og indløser sin aftale om en selfie, jeg tager den med hans telefon. Han viser Pia det lille dannebrog, som han har på sin skjorte. Flaget skal med, siger han. Og Pia smiler da, og pressemanden, der heller ikke hører til, skubber på for kvik proces.

Jeg bliver hængende lidt, og falder i snak med et ungt par med dreadlocks, spørger til hvad de skriver, fordi de sidder og skriver. Dagbog. De er fra Tjekkiet, fortæller de, det er ikke så langt herfra.