Print artikel

Som om fastlande dagligt forgår

Edward Munchs 'Skriget'
Feature
12.01.19
Er angst et menneskeligt vilkår eller skabt af et samfund, hvor alting går for stærkt? Tag med på tour de chambre i angstens hus, der befolkes af psykiatere, sociologer, Søren Kierkegaard, Tom Kristensen, ja, måske os alle sammen.

Det er et fænomen, der er så svært at beskrive, at dem, der prøver, må gribe til noget så opfindsomt som geografien: Asiatisk i vælde er angsten, skriver Tom Kristensen, Den er modnet med umodne år. Og jeg føler det dagligt i hjertet, som om fastlande dagligt forgår. Måske det er umuligheden af at sætte ord på angsten, der gør, at den har skabt så stor litteratur. Som en slags kreativ presbold, der ruller skrigende gennem den martrede kunstners hjerne: prøv om du kan beskrive mig!

For hvad er angst egentlig? Det er et kompliceret spørgsmål at svare på, og det bliver kun bekræftet, når man undersøger, hvem der beskæftiger sig med angst. Så myldrer de frem! Lægerne, selvfølgelig, men også samfundsforskere, romanforfattere og filosoffer. Forskellige tænkere har gennem tiden angrebet fænomenet fra et hav af vinkler. Angst er et vilkår, siger nogle. Angst er en fysisk stressreaktion, siger andre. Angst er kunstens brændstof. Angst er en samfundsepidemi. Angst er noget, man kan tænke sig ud af.

Hvis man spørger den medicinske fagvidenskab, er angst »en række neurotiske (nervøse) og stressrelaterede tilstande, som ikke er psykotiske« som Sundhedsstyrelsen skriver i sin rapport Sygdomsbyrden i Danmark fra 2015. Det var der angiveligt 136.000 mennesker i Danmark, der led af det år. Alligevel virker definitionen skræmmende bred. Hvornår er en nervøs tilstand sygelig nok til at kvalificere til en angstdiagnose? Jeg ringer til Anne Lindhardt, speciallæge i psykiatri og formand for Psykiatrifonden, for at finde ud af, hvad man ved om det, der sker i hjernen, når et menneske har angst, og hvordan man finder ud af, hvor grænsen mellem det syge og ikke-syge går.

»Angst er i sit udgangspunkt en normaltilstand hvor kroppen fysiologisk reagerer på farer – det vil sige en overlevelsesstrategi. Farehormonerne aktiveres og bringer kroppen i en stresstilstand, hvor den kan agere for at undgå faren. Når angst opstår uden at der er en reel fare på færde bliver det sygeligt. Som for eksempel når man overdriver en bekymring, og den fylder ens bevidsthed, så der ikke er plads til andet, og hvor det ikke længere er bundet op på virkeligheden,« forklarer hun.

Angst er altså, fra et lægeligt synspunkt, fremkaldt af en hjerne, der går i selvsving. Det er farehormon-pumpen, der mangler sin bremse og bare pumper derudaf. Stress er den absolut mest betydende faktor for, om et menneske bliver ramt. Når angst igen og igen bliver udråbt som en folkesygdom i samtiden, selvom der ikke findes god, positivistisk videnskabelig dokumentation for en stigning i angst i almindelighed, skyldes det altså angiveligt, at vi lever i et mere stressproducerende samfund end førhen. I Sygdomsbyrden i Danmark-rapporten fra 2015 indtager angst førstepladsen som den sygdom, der koster flest tabte arbejdstimer. Værdi: 8,6 milliarder kroner.

»Angst bliver ikke skabt af samfundet, men en række samfundsvilkår kan fremme angst. Mange oplever et stort pres i dag, tingene skal gå hurtigt. Desuden er man hele tiden til stede i sociale relationer, hvilket er blevet fremmet af de sociale medier. Så kan man ikke længere trække sig, og det giver en stresskultur, fordi man hele tiden skal være på socialt,« siger Anne Lindhardt fra Psykiatrifonden.

Ifølge Poul Videbech, psykiatriprofessor ved Københavns Universitet og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup, dækker angstens indtog i den offentlige samtale over mere end blot nogle ekstra stressende livsomstændigheder i nutidens samfund:

»Man er blevet mere opmærksom på angst, både generelt i samfundet og blandt psykiatere og psykologer. Det er godt og vigtigt, at man er begyndt at tage fænomenet alvorligt, så vi kan hjælpe dem, der lider så meget, at de slet ikke kan fungere. Førhen tog man det ikke alvorligt.«

Angst er altså også blevet opdaget af den hårdkogte videnskab, hvor det før mest var typer som Tom Kristensen og Søren Kierkegaard, der tog livtag med den rædselsinducerende tilstand. Og de typer har faktisk afdækket nogle dybder og aspekter af den her tilstand, der rækker langt videre end den gryende erkendelse af, at der nok er noget om snakken, som er sket i lægeverdenen.

Dyr og engel på samme tid

Vender man sig mod filosofien, handler angst ikke om, at nogle hormonbalancer er skæve, men om, hvad tilstanden fortæller os om den menneskelige eksistens. Mens psykiateren er nødt til at lave nogle skillelinjer mellem syg og ikke-syg for at kunne hjælpe pinte mennesker, kan filosoffen gå i kødet på fænomenet uden den slags praktiske hensyn. I Begrebet Angest karakteriserer Søren Kierkegaard på sin sædvanlige drillende og tvetydige facon den plagede tilstand som en uundgåelig del af menneskelivet, fordi mennesket er dyr og engel på samme tid. Det lyder mærkeligt, men dækker over, at angst er en grundlæggende drivkraft, der martrer os, når vi står over for verdens uforståelighed. Vi er udspændt mellem jordisk uformåenhed og vores evne til lige netop at komme op og kysse det guddommelige. Som Kierkegaard selv skriver: »Jo dybere han ængstes, jo større menneske.«

Hvis du lider af afgrundsdyb angst, skal du ikke føle dig forkert, for det betyder bare, at du er et virkelig menneskeligt menneske. Hvor psykiatrien ser på symptomer, er Kierkegaard optaget af, hvad angsten siger om den menneskelige tilværelse på et mere fundamentalt niveau. For ham er angsten forfærdelig, bestemt, men også produktiv. Den kan få liv til at styrte i grus, men også åbne muligheder, ingen havde forestillet sig eksisterede. Derfor dyrker vi også angsten, samtidig med at vi ønsker at slippe af med den. Kierkegaard sammenligner det med de gamle grækeres forhold til oraklet: folk kom igen og igen og konsulterede Oraklet i Delfi for at få svar, selvom svarene altid var tvetydige og fremkaldte endnu mere angst, og alle vidste, det forholdt sig sådan:

»Det tragiske ligger dog ikke i, at Oraklets udsagn er tvetydigt, men i at hedningen ikke tør undlade at beraadføre sig dermed. Han er i forhold dertil, han tør ikke lade være at consulere det, selv i beraadførelsens øjeblik er han i et tvetydigt forhold til det (sympathetisk og antipathetisk).«

Lidt som når man ikke kan lade være at følge med med et halvt øje, når gyserfilmen bliver alt, alt for uhyggelig. Mennesket er draget mod angsten, vi både ønsker den og vil afværge den. Vi har det dobbelt med den og kan ikke skille følelserne ad. Forvirrende, ja, men hvornår har menneskelivet været en rejse gennem harmoniske oplevelser, der falder i hak og giver mening og derfor altid er præget af en behagelig hyggestemning? Det har aldrig været hyggeligt at være menneske, vi kan slet ikke lade være med at ødelægge vores egen hygge, fortæller Kierkegaard os.

Angst er en grundlæggende drivkraft, der martrer os, når vi står over for verdens uforståelighed.

Vi er angste, sådan er det, og det er utopisk at tro, at der findes noget liv uden angst. Så måske vi også er på vildspor, når vi konsulterer lægen, psykologen og pillerne i et forsøg på at slippe af med eksistensens sorte dyb? Hvis vi følger Kierkegaards tankegang, eliminerer vi os selv som mennesker, den dag vi får angsten manet endegyldigt væk. I stedet handler det om at få det bedste ud af det, når nu den er der. Huske, at den er en drivkraft, vi kan trække på og opnå noget med.

En skræmmende forretning

Det lader dog ikke til, at Kierkegaard er hot i angstkredse. I takt med det øgede fokus på angst i offentligheden, myldrer behandlingstilbuddene frem. Der er det officielle sundhedssystem, men oven i hatten en svimlende underskov af mindfulness-forløb, tanke-felt-terapisessioner, neuro-coaching, kognitiv terapi og lignende. Det handler om at få angsten væk. Helt væk. Vi vil for alt i verden ikke dykke ned i det sorte dyb, Kierkegaard prøvede at fortælle os, vi måske faktisk skal prøve at dykke ned i, ja, faktisk slet ikke kan undgå at skulle ned i, fordi vi er mennesker, dyr og engle på én gang. Nej. Vi vil af med angsten. For selvfølgelig kan man ikke fortælle sig selv, at bare rolig, jeg er bare et meget menneskeligt menneske, og det er bare fordi, jeg er dyr og engel på samme tid, og angsten er en drivkraft, jeg kan bruge, hvis man virkelig lider, og hjertet banker, som om det prøver at slippe ud af brystet, og man har åndenød og brækfornemmelser. Så skal man have hjælp. Nogle behandlere reklamerer med, at de kan fjerne tilstanden på 3-5 timer.

At vove sig ud i at modtage behandling for sin angst er imidlertid russisk roulette, hvis man ikke er inde i sagerne, men bare lider og er bange. Det er næsten til at blive helt stresset og angst af. Hvordan finder man vej uden om behandlingshavets piratfisk, som arbejder ud fra kvasi-religiøse verdensbilleder, citerer magisk realisme-forfattere på deres hjemmesider og sjældent har en faglig ballast, der berettiger til at tage sig af mennesker med voldsomme psykiske problemer? Jeg spørger Anne Lindhardt fra Psykiatrifonden, om ikke angst er blevet en forretning, som folk tjener fedt på?

»Der er ikke noget mærkeligt i at psykoterapeuter skal leve af deres kompetancer. Det er dog et problem, at der ikke er nogen offentlig kontrol med og sikkerhed for at de rigtige kvalifikationer er til stede,« siger hun.

Den situation fører nogle ret uheldige konsekvenser med sig. Ifølge psykiater Poul Videbech kan forkert behandling gøre angsten værre. Jeg spørger ham, om der er et decideret problem med fejlbehandling i dag, og han svarer prompte:

»Ja, det er der. Hvis der er noget galt med ens bil, tager man den til mekaniker og ikke en klog kone. Men når er er noget i vejen oppe i hovedet, går folk gerne til alle mulige obskure behandlere.«

Man må altså opsøge en psykolog eller psykiater, og ellers bliver det Paolo Coelho-typerne. Af uforklarlige årsager er folk mindre kritiske, når det handler om deres mentale sundhed, end når det handler om deres stationcar. Måske det skyldes, at det kan være svært at modstå fristelsen til at vælge et ikke-blåstemplet, men billigere behandlingstilbud? Solid, kvalificeret behandling foretaget af mennesker med lange statsgodkendte uddannelser koster bare meget, og i dag er egenbetalingen alt for høj ifølge Poul Videbech:

»Man burde kunne gå til evidensbaseret behandling hos psykolog eller psykiater, med offentligt tilskud og uden mere end få ugers ventetid. Det ville spare penge i det lange løb, er jeg sikker på, fordi de ramte ville blive i stand til fortsat at gå på arbejde. I dag er der tilskud, hvis man er under 37 år. Men man har ligeså meget brug for hjælp, når man er 38, så det er jo omsonst,« siger han og fortsætter:

»Det er også en del af den ulighed i sundhed, vi har. For mennesker med et godt og vellønnet job skal nok selv finde ud af at skaffe sig hjælp. Men dem, der ikke er så heldigt stillet, har ikke råd til det i dag.«

Når angsten så bliver problematiseret i både offentligheden og det officielle sundhedssystem, skyldes altså ofte, at folk mister evnen til at passe et arbejde. Det er derfor, angst skal behandles: det er dyrt at have folk til at ligge plagede derhjemme. Selvfølgelig virker angst intuitivt som noget forkert og livsødelæggende: den er ikke af det gode, den invaliderer og skal behandles, folk har det skidt, og det er ikke rimeligt. Men der viser sig også en mere kynisk baggrund for forsøgene på at få angsten ud af vores hoveder, nemlig at den skader produktionen. Det kan godt være, Kierkegaard betegnede angsten som produktiv, men den er på ingen måde produktiv i moderne kapitalismeøkonomisk forstand. Økonomien er sådan set ligeglad, hvor godt man forstår sig selv som menneske, bare man producerer noget, der kan omsættes til penge.

Hvornår har menneskelivet været en rejse gennem harmoniske oplevelser, der falder i hak og giver mening og altid er præget af en behagelig hyggestemning?

For Kierkegaard var angsten et brændstof for tænkning, hos Kristensen tvang den stor kunst frem, men ingen af de to ville have været meget bevendt på det danske arbejdsmarked anno 2018. Angstens skadevirkning er altså ligeså meget en skadevirkning, der rammer samfundets produktivitet, som den er et individuelt problem. Det kan virke logisk at forsøge at dulme og fjerne den, men måske også forceret og påtvunget? Hvis man havde lidt bedre tid til at håndtere sin angst og ikke var presset af et arbejdsmarked og en bredere fortælling i offentligheden om, at angst er en sygdom, der kalder på behandling (så spis disse piller din stakkel!) kunne det være, at angsten ikke var så stort et problem? Måske er angst kun blevet et problem, fordi samfundet er indrettet på en bestemt måde?

Sociologens rynkede øjenbryn

Et blik på angsten, som hele tiden spøger i kulissen, er det sociologiske, hvor man ser på samfundet som var det en krop. Når Anne Lindhardt fra Psykiatrifonden eksempelvis begrunder angstbølgen med, at man er mere i dag end førhen, at det sociale er blevet et pres for den enkelte på grund af de sociale medier, bevæger forklaringen sig fra at være medicinsk til at være social. Her bliver det en grundpointe, at naturgivne forhold sjældent er så naturgivne, når det kommer til stykket. Angst bliver først et problem, så snart det ikke er hensigtsmæssigt, at folk går filosoferende omkring og ikke er økonomisk produktive. Så bliver man defineret som syg, og man føler det også: jeg er ikke i stand til at passe et arbejde, ergo er der noget i vejen med mig. Men er der egentlig det?

Anders Petersen er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet og forsker i forholdet mellem samfund og mentale lidelser. I 2016 udgav han bogen Præstationssamfundet, hvor han beskriver den præstationslogik, der efterhånden gennemsyrer måden, vi lever vores liv på. I det hele taget trænger præstationen som et socialt omdrejningspunkt sig på, når man begynder at undersøge, hvorfor folk bliver angste. Præstationen er ophøjet i dag, og det presser folk:

»Min forskning peger på, at det er et overdrevent forventningspres fra samfundet, der sætter sig i mennesker som et indre pres, som så materialiserer sig i angsttilstande. Vi befinder os i en samfundsmæssig strukturering med nogle normer og forventninger, som vi har tendens til at prøve at efterleve. Og noget, som giver anledning til endnu større bekymring, er, at disse normer og forventninger er blevet institutionaliseret og i dag præger den måde, vi driver eksempelvis skoler og børnehaver på,« forklarer Anders Petersen.

Det bliver altså først for alvor uhyggeligt, når normer om, at den enkelte skal præstere, siver ind i de samfundsbærende institutioner og derved kommer endnu tættere på vore liv. Så er det ikke længere nok at gå i skole og lære noget – det skal kunne bruges, og man skal være bedre end de andre. Det bliver selvfølgelig meget hurtigt barokt, for hvordan skal alle kunne være nummer ét? Ikke desto mindre kommer folk i dag til at vende det indad, når de ikke lykkes med at vinde den benhårde konkurrence, som tilmed sjældent har nogen vindere, udover måske statskassen og nogle aktionærer. Anders Petersen:

»Jeg kan observere, at der i de senere år er sket en stigende individualisering af angst, hvor tilstanden bliver set som en hjernelidelse i medicinsk forstand. På den måde kan man sige, at det medicinske blik har vundet frem på bekostning af det sociale perspektiv. Min opgave som sociolog er så at tydeliggøre angstens sociale dimensioner og påpege, at man i dag ofte glemmer konteksten«.

Når angst tilsyneladende er blevet så stort et problem i dag, handler det altså også om måden, vi forstår angst på. Mens medicinen har vundet kampen om retten til at definere angst, rynker sociologen brynene og minder om, at angst er mere end kemiske ubalancer i hjernen. Anders Petersen ser perspektiver i Kierkegaards tænkning som en måde at forsøge at omdefinere angsten på, og dermed mødes den bekymrede samfundsforsker og eksistentialisten i en fælles bestræbelse på at nedbryde forbindelsen mellem den medicinske krop og det økonomiske system, der får os til at opfatte angst som et problem, den enkelte bare rammes af, fordi sådan er det nu engang.

Af uforklarlige årsager er folk mindre kritiske, når det handler om deres mentale sundhed, end når det handler om deres stationcar.

»Vi kan lære rigtig meget af Kierkegaard, fordi hans forståelse af angst repræsenterer et korrektiv til medicinens diagnostiske tilgang. Man skal selvfølgelig huske, at angst kan være stærkt handicappende, og det skal ikke negligeres. Men vi kan lære af Kierkegaard, at angst også kan være en måde at forstå sig selv som menneske på, som ikke følger det diagnostiske spor. At være et ordentligt menneske betyder for Kierkegaard, at man konfronterer sig med selv med den eksistentielle angst, som er et vilkår for os, og på den måde er angsten også produktiv. At man er angst betyder ikke, at man skal synke ned i fortvivlelsen. Det er vigtigt at huske. Man skal ikke blive fortvivlet over sin angst,« siger Anders Petersen.

-Er det realistisk, at de her ting kommer til at ændre sig? Det lyder, som om vi skal omstyrte hele samfundet for at slippe ud af angstens jerngreb?

»Vi er nødt til at forandre noget, for ellers ender vi med at ætse os selv op i kynismens syrebad. Vi skal huske os selv på, at tingene kan være anderledes. Og jeg synes faktisk også, at man i dag ser lommer af modstand rundt omkring, hvor der bliver gjort op med den nuværende måde at indrette samfundet på.«

Angsten er altså et mangehovedet bæst, vi ikke helt kan få under kontrol. Den trænger sig på, den huserer, og vi kan slet ikke lade være med at tage livtag med den. Kunstnerisk, som i Kristensens undergangsroman Hærværk, filosofisk, som i Kierkegaards eksistenstænkning, medicinsk, når lægen undersøger symptomer og diagnosticerer, eller sociologisk, når samfundsforskeren drømmer om et samfund, hvor individuelle præstationer ikke hyldes så blindt som i dag. Fællesnævneren er, at angsten bliver betragtet som et almenmenneskeligt vilkår, noget vi må forholde os til. Den er relevant for os alle i et eller andet omfang.

Ole Jastrau fra Hærværk er angst i kraft af at være menneske, og han prøver at drikke sig ud på den anden side, eller måske bare dulme eksistensens skræmmende bølgeslag. »Ecce homo« siger han til sit spejlbillede, her er manden, fuld og dum og ude af stand til at holde livet med dets borgerlige forpligtelser ud, villig til at ofre alt for at slippe væk. Hos Jastrau slår brydningerne om i en udpræget ligegyldighed, en opgiven. Ligesom angsten som psykiatrisk lidelse kan slå om i depression og apati. Den grundangst, romankaraktererne kæmper med hos Kristensen, bliver samtidig omsat til stor litteratur – i Steffensens digt om angstens asiatiske vælde og i selve romanen Hærværk. Her er Kristensen på linje med Kierkegaard: angsten i os er flertydig som livet selv, den føder både stor kunst og voldsomme ødelæggelser.