Luftalarmen
Før jeg kom i skole, tilbragte jeg hver onsdag i min farmors hus. Senere blev det om tirsdagen, hun hentede mig, men jeg ved at det var onsdag i begyndelsen. Jeg ved det, fordi jeg husker, hvordan jeg uge efter uge stod i hendes køkken og hørte luftalarmen gå klokken tolv, imens hun lavede kaffe.
Jeg elskede den lyd. Sirenernes forudsigelige kald var et fast ritual ligesom alt det andet, vi gjorde sammen. De var en højtidelig markering af et storslået øjeblik, der vendte tilbage igen og igen: onsdag klokken tolv i min farmors køkken. Hvad kunne være mere trygt? Og hvad kunne være mere spændende end denne antydning af utrygheden som et fjernt og nærmest fiktivt fænomen?
Noget, andre havde oplevet, noget som jeg frygtede at opleve og samtidig noget, jeg var overbevist om, at jeg aldrig selv skulle opleve. Men at der var mennesker, der havde levet i krig, det forstod jeg, og disse mennesker vækkede både min medfølelse og min nysgerrighed. Et af de mennesker var min farmor.
Min farmor var et rutinemenneske. Og som de fleste børn vidste jeg ikke noget bedre end rutiner: gentagelsen var det tryggeste man kunne forestille sig og alting gentog sig i min farmors hus.
