Print artikel

Et skridt er et sekund

Cheeseburgeren er McDonald's bedst sælgende burger.
Ronald McDonald holder McDonald’s fungerer stadig som en kanariefugl i en kulmine på på holdningen til USA.
Reportage
07.12.14
McDonald’s er et røntgenfotografi af massemenneskes inderste natur. Her er ekspedienten optaget af, hvad man bestiller, ikke hvem man er. Men restaurantkæden kæmper for at forny sig selv i en tid, hvor mad-eliten prædiker slow-food og groft brød.

Ingen her er unik. Det er det første, man indser, når man træder ind på McDonald’s. I køen er der ingen afgørende forskel på individerne. De har blikket rettet op mod menutavlen, som udstiller deres efterspørgsel med matematisk nøjagtighed. Ekspedienten er ensartet imødekommende og effektivt uinteresseret i køens sociale status. I den tid, det tager at få udleveret sin bakke, hvilket bør være et sted mellem tre og fem minutter, er man scannet, aflæst og kategoriseret som endnu en bevægelig del i den globale efterspørgsel på fast-food.

McDonald’s har holdt sig på toppen af markedet siden 1955 ved at sælge det samme standardiserede produkt igen og igen, men burgerkæden er kommet i modvind de seneste år.

Det nye nordiske køkken hylder kød fra lokale gårde og håndplukkede urter. Spelt-spisere skyer hvidt brød, fedt og sukker. Raw food-bølgen serverer fortællingen om det autentiske måltid, men McDonald’s holder bevidst de fleste tendenser ude. Det fortæller Christian Buhl Jørgensen, der driver fire McDonald’s-restauranter i Ringsted, Næstved og Gentofte.

»Vi prøvede engang at sælge en meget grov bolle til vores burgere. Det var næsten en rugbrødsbolle, men der svingede vi altså pendulet for langt ud. Jeg var ikke fortaler for det, og det solgte ikke,« siger Christian Buhl Jørgensen, der overtog sin første franchise for 22 år siden.

Han sidder i restauranten i Ringsted på en af de nye, læderbetrukne siddepladser, der skal udstråle mere loungestemning og mindre hård plastik. Som forretningsmand ser han kun én måde at forandre verdens måske bedst bevarede menukort på.

Meget, meget langsomt.

Vi er ikke bannerførere

Slaget står lige så meget om maden som om dem, der køber den. Mens gourmetrestauranter giver gæsterne en oplevelse af at være individer, er McDonald’s et røntgenfotografi af massemenneskes inderste natur. Her er ekspedienten optaget af, hvad man bestiller, ikke hvem man er. Menutavlen udgør et ret højt tidevandsmærke for mad-moden. Der findes et par grovboller på menuen, men der arbejdes stadig på at udvikle en med et højere niveau af fuldkorn, der »ikke smager af af hø.« Cheeseburgeren er stadig det mest solgte produkt sammen med Big Mac’en, der har stået på menuen siden 1968.

Fornyelsen kan især spores i sideretterne, som for eksempel at man kan vælge gulerødder i stedet for pommes fritter. Et Happy Meal til børn kan bestilles med øko-mælk, gulerødder og æblebåde, og man kan vælge kildevand eller juice i stedet for sodavand. Selv om de ikke sælger meget, har McDonald’s også to nøglehuls-mærkede produkter; en kyllingewrap og en kyllingeburger, ligesom en Cæsar-salat kom på menuen for nogle år siden. De appellerer især til kvinder og til moderen i de familier, der ikke kan blive enige om, hvor de skal spise, fortæller den 51-årige franchisetager Christian Buhl Jørgensen.

»Men de fleste kommer her for at få en burger, pommes fritter og en cola. Det er vores fundament. Folk forventer ikke, at vi er en helsekostbutik, og det ville også være utroværdigt. Vi har svært ved at være first movers på mange tendenser, på godt og ondt. Vi er ikke bannerfører på det nye, og vi vil ikke rykke før alle andre.«

De små ændringer er også tegn på, at McDonald's har brugt mange år og penge på at ændre sit image. Beskyldninger om usund mad, udnyttelse af de ansatte og kapitalistisk grådighed følger stadig med symbolet. Derfor er det vigtigt for burgerkæden at bevise, man ikke er en samfundsfjende.

McDonald’s på gymnasierne

Sidste år støttede McDonald’s op om kommunalvalget og lagde restauranter til politikere, der ville motivere især unge til at stemme. Uden for restauranterne holdte valg-busser, hvor de unge kunne træde ind og brevstemme; den fuldendte sammensmeltning af kapitalisme og demokrati, kunden og borgeren.

McDonald’s indgår også i gymnasiernes ernæringsundervisning. Elever fra Næstved Gymnasium cykler blandt andet ud til McDonald’s for at undersøge kostens påvirkning af kroppen. Her måler de deres eget blodsukker, spiser et McDonald’s meal, og måler blodsukkeret igen.

»Nogle gange betaler gymnasierne selv for maden, nogle gange giver vi. Det er ikke så afgørende,« siger Christian Buhl Jørgensen.

Han betragter det som CSR, corporate social responsibility.

»Det er i enhver virksomheds interesse at blive opfattet som sympatisk. Vi tjener penge i lokalområdet, så vi skal også give tilbage og være en del af lokalområdet.«

Det er muligt, at udgiften til de konkrete gymnasieelever ikke er afgørende i kroner og øre. Til gengæld er de unge i Danmark afgørende for, at den negative opfattelse af McDonald’s overskrives af en mere positiv.

På restauranten står høje barnestole på rækker. McDonald’s holder børnefødselsdage, sælger Happy Meals med legetøj og uddeler flag til børnene ved kassen. Ikke lige den form for aftensmad børn af den kapitalisme-kritiske 68er-generation er vokset op med. Deres børnebørn ved til gengæld godt, hvad et Happy Meal indeholder.

»For 10 år siden var de unge meget mere skeptiske og tog mere afstand. Der var myter om, at vi ødelagde regnskoven, og om hvad vores mad var lavet og ikke lavet af. I dag er de unge vokset op med os. De ser os som en naturlig del af deres hverdag. De kan se, at vi opfører os ordentligt som virksomhed, vi ansætter mange bysbørn, der bagefter får jobs andre steder. De unge er meget bedre oplyst. Den største forskel kan jeg se, når jeg holder foredrag, især på gymnasier. Før var de mere hjernevaskede og imod bare for at være imod. Det globale er ikke længere farligt,« siger Christian Buhl Jørgensen.

Ronald McDonald holder McDonald’s fungerer stadig som en kanariefugl i en kulmine på på holdningen til USA.

 

Otte burgere på samlebånd

I køkkenet bevæger restaurantchef Julie Vilsen sig rundt. Ingen af hendes bevægelser er tilfældige, men koreograferet efter princippet ”Et skridt er et sekund.” Hun tilhører top 1 procent af McDonald’s restaurantchefer i Europa og vil demonstrere, hvordan man laver otte cheeseburgere på to minutter og 52 sekunder. I køkkenet går ingen ind i hinanden, selv om de arbejder på få kvadratmeter ryg mod ryg.

Julie Vilsen tager kasket og forklæde på, og hendes headset giver en gang i timen besked på at vaske hænder. Et digitalur tæller ned med røde tal og udsender også en slags ambulancesirene for hver time, man skal huske at vaske hænder. Et andet digitalur tæller ned til udskiftningen af vaskeklude hver time. Der er 31:33 minutter til næste gang.

Julie Vilsen venter høfligt på, at ATLAS gør sig klar til at tage tid.

»Så starter jeg,« siger hun og fisker otte overskårne burgerboller op af en skuffe i bordpladen. Hun lægger den øverste bolle på hovedet på en plade med bagepapir, stikker den ind i en toaster i øjenhøjde og tager tre skridt til den anden side af gangen. Hun renser den flade gril med noget, der ligner en vinduesskraber og åbner en ny låge i bordpladen. Dernede ligger bøfferne. De er frosne, perfekt symmetriske og ligner mest af alt blege, røde papskiver. Julie Vilsen stikker hånden i en blå plastikhandske, der hænger på siden af køkkenbordet, og i én bevægelse river hun handsken løs fra sit ophæng, dykker ned i skuffen og stabler otte bøffer ovenpå hinanden. Hun fordeler dem på grillen.

Grillen justerer sig selv efter hvor store burgerne er. »Derfor skal den være helt ren,« siger hun og lukker låget ned over bøfferne.

I samme øjeblik hun vender sig om mod toasteren, er brødet færdigt. Hun putter sennep og ketchup på hver af bollerne med et tryk på en slags plastiktragt, så løg, så pickles, så otte identiske skiver ost i identisk gul. Nøjagtigt ét sekund efter hun har vendt sig mod grillen igen, går låget automatisk op.

»Man skal nå at stå her, inden den går op. Det er timet præcis, så det passer,« siger hun, Hun rækker op efter en bøtte med på forhånd blandet salt og peber og krydrer hver bøf med ét drys. Hun flytter hver bøf over på den tilsvarende plads på bollerne på bakken. Hvis noget er galt med en bøf, ved hun, hvor på grillen den lå. Da den sidste halvdel af bollerne er lagt på, pakker hun dem ind i raslende McDonald’s-papir og lægger dem en efter en op i slisken til kassen. Det sidste hun gør er at placere et nummer bag burgerne, så ekspedienten kan se, hvor længe de har ligget der. McDonald’s burgere skal smides ud efter 10 minutter.

»Så er jeg færdig,« siger Julie Vilsen efter præcis 2 minutter og 52 sekunder. Det svarer til 21,5 sekunder pr. burger og forklarer formentlig, hvorfor den gennemsnitlige ansatte er enten teenager eller i 20erne. Franchisetageren Christian Buhl Jørgensen har betragtet Julie Vilsens arbejde. Ikke uden stolthed.

»Hvis ikke du kan noget, der ligner den her proces, kan du ikke være i branchen. Gennemsnitslønnen ligger på 165-170 kroner i timen, og så skal der altså produceres. Det er jo den vestlige verdens problem. Produktiviteten pr. mandetime er vigtig.«

Julie Vilsen er et konkurrencemenneske, så hun trives med nedtællinger. Tempoet passer hende, for hun kalder sig selv en friture-pige, der benytter madordningen, hvor man betaler fire-fem kroner pr vagt for at kunne spise til en værdi af omkring 85 kroner.

»Folk tror, de tager på, når de begynder hernede, men man taber sig. Jeg sidder ikke ned, og næsten alle her dyrker sport. Mange af os piger synes, det er sjovt at gå med skridttæller. Jeg har regnet ud, at på en ottetimers vagt forbrænder jeg det samme som til to spinningtimer,« siger hun.

- Hvad tænker du om tendensen med Ny Nordisk Mad, der er det stik modsatte af det, du laver?

»Jamen, jeg er glad for, at vi har mange danske produkter i vores morgenmad. Vi bruger Lurpak, økologiske danske æg og bakeoff-brød fra Schulstad. Vi prøver at gøre det dansk og tilpasse os forbrugerne. Det er også vigtigt for mig at kunne sige til kunderne, at det er danske æg. Jeg går meget op i mad. Jeg køber aldrig take-away. Jeg laver alt fra bunden derhjemme.«

- Hvilken slags mad laver du?

»Jeg spiser meget grønt. Jeg bager selv, jeg sylter rødbeder. Hele min familie laver meget mad. Min søster er i Italien lige nu på et gastronomi-kursus, og vi dyrker selv frugter og grøntsager. Jeg plukker æbler. Min hobby er mad,« siger Julie Vilsen, der er 25 år.

Kanariefuglen i kulminen

På trods af de nye generationer fungerer McDonald’s stadig som en kanariefugl i en kulmine på på holdningen til USA. De gyldne buer troner som symbolet på global kapitalisme, amerikansk overherredømme og storpolitik. I Moskva blev McDonald’s restauranter for nylig lukket, formentlig på grund af amerikanske sanktioner på grund af Ukraine. McDonald’s på Nørrebro Runddel i København blev udsat for hærværk, graffiti og smadrede ruder, indtil den lukkede. Mistanken pegede mod Ungdomshuset, der dengang lå på den anden side af Jagtvej. Nu er McDonald’s erstattet af gourmet-bagerkæden Lagkagehuset, hvor et brød koster 39 kroner. Ungdomshuset er ryddet. Den tomme grund er mest erstattet af rotter.

Ifølge Christian Buhl Jørgensen står burgerkæden til ansvar for mere end sin mad.

»Det er altså ikke et politisk statement at gå på McDonald’s. Nu har vi en ny præsident, så der har været en lang periode, hvor det ikke er et fy-ord at sige Amerika. Men før Obama skulle vi også stå på mål for det. Det er vores arv. Sådan er det at være den store spiller på markedet,« siger Christian Buhl Jørgensen.