Print artikel

Vi er stadig folket

De hvide balloner, der markerede den gamle murs forløb. Foto: Visitberlin.de
Reportage
13.11.14
Øst, vest, øst, vest. Menneskemylderet zigzagger gennem Berlins forevigede historie. Et Coca-Cola logo svæver over nattehimlen, mens technoforkyndere endnu en gang kæmper for retten til byen og fremtiden. Et øjebliks stilhed. Først væltede den, nu steg den til himmels. På byvandring gennem eufori og eftertænksomhed og en mur, som stadig brænder.

 

8. november 2014 - husker jeg også krystalnatten?

Tiergarten er brun, snart nøgen, bassen slår prøvende gennem en kold luft. For første gang i dette efterår føles luften klar, ikke længere varm, bare bidende – den står og skælver mellem bassen og bladene. De gamle adelige jagtmarker åbner sig og gennemkrydses af Straße des 17. Juni. Gaden, hvis navn markerer oprøret fra de østberlinske arbejdere i 1953 mod en yderligere sovjetisering af Østtyskland, løber forbi Sowjetisches Ehrenmal. Den store soldat, der stirrer udover parkens østlige del. Her hviler den røde armé, mens den kolde krig løber som veje. Det er en passende følelse, splittelsen mellem historien, da Brandenburger Tor viser sin quadriga fra toppen af monumentet. Europa mellem århundreder, mellem hukommelsen og glemslen.

Det er den 8. november 2014, Berlin markerer 25 året for murens fald. Det er sen eftermiddag, lyset dæmpes i Tyskland, langs gaden står pølsevogne og ølboder, scenen bliver testet, her er få mennesker.

Det er først i morgen, at de slippes løs – de hvide balloner, der markerer den gamle murs forløb. Nu er de mørke, slukkede, ventende, i morgen vil de lyse og være et letfordøjeligt symbol. Det flyvende lys, den flygtige frihed, den rene retfærdighed der stiger til vejrs. Voldsomt meningsladet, næsten symptomatisk for Berlins erindringsstrukturer. På venstre hånd nu: Den amerikanske arkitekt Peter Eisenmanns Denkmal für die ermordeten Juden Europas. Ballonerne løber som et hvidt ar, stenene står som en sort knude. Niels Barfoed skrev i Information d. 7. november at: »Vi kan aldrig sætte os ind i, hvad det vil sige at leve i en stat, der opretholder sig selv ved i det skjulte at kontrollere sine egne borgere helt ind i sind og sjæl. Kort sagt statsterror. Det er umuligt. Men vi kan huske, at det skete i vores tid.« Det er her vi er lige nu. Mellem to hukommelser. To ar ingen kan tænke Europa uden.

Berlin skal huske glæden, den skal genoplives. Berlin skal glemme sine problemer, og verden skal se euforien. Det her er ikke kun muren, der falder, det er friheden, som vindes. Det er den historie, der skal vises. Det er gennemspilningen af den 9.november. Nu falder muren ikke, nu flyver den. Den 9. november skal vi forstå, at genforeningen er lykkedes. Det skal siges nok gange, så det er sandt. Man kan læse en artikel på washingtonpost.com, der maner den idé i jorden, man kan tale med en berliner, man kan huske, at muren reelt set først var væk i 1992. Det kan man gøre, men det er ikke fortællingen denne weekend. Vi går fra Brandenburger Tor, vi bliver lidt væk. Der er strejke, S-bahn har ikke kørt hele weekenden. Den største strejke i de tyske statsbaners historie. Alt er stort i øjeblikket. Vi ryger en cigaret, vi svajer lidt, har det dårligt, fordi vi var på klub dagen før, men ellers glæder vi os. Til at træde ind i et bystyres fortælling om historien på den dag, der markerer Krystalnatten, udråbelsen af Weimarrepublikken og murens fald. Man kan have følelsen af, at den 9. november allerede har lyst i historien i mange år.

9. november 2014 – Muren er det daglige minde

Turen fra lejligheden i Neuköln mod det eneste kollektive alternativ, U-bahn, minder mere om Tjernobyls spøgelser end altid vågne Berlin. Kun efterårsbladene svæver gennem luften som tumbleweed i en spagettiwestern. De fleste butikker er naturligvis søndagslukkede. En enkelt döner mætter de få, som åbenbart er blevet tilbage i bydelens surrealistiske ro.

»Aussteigen bitte«. Da togdøren slår op, brydes stilheden for første gang. En ung far hiver bestemt fat i sin datter, som konfust fanges af noget interessant og kort mister ham af syne. Det er farligt at kigge for opmærksomt, for pludselige er skyggen, du følger, en andens. Det fortæller forældrenes stressede pander og søgende falkeblikke.

For foden af East Side Gallery ligner Warschauer Straße station en uigennemtrængelig borg af røde mursten. De hvide balloner bliver kompasset, der i kolliderende retninger følges. Som en isbryder kommer vi langsomt frem. Men vi har travlt. Muren flyver til vejrs om få timer. Ved markeringen for tyveåret faldt den som forløsende dominobrikker, i dag stiger den til himmels og kan aldrig rejses igen.

East Side Gallery er murens daglige levn. Den tårner sig op i brutal beton prydret i et provokatorisk farveinferno. Den første væg brænder sig fast i hukommelsen. Den tyske trikot fylder flere overmalede meter. I midten af flaget konfronterer Davids-stjernen enhver med samvittighed. Malingen drypper stadig fra betonen, som blod der er svært at vaske af. Overalt prydres muren af cirkler med anarkistiske A’er – en skælmsk smilende mand i sort jakke og slips, hvis bilrat kreativt formes af et postkasserødt hammer og sejl. Bag galleriet – på østsiden – kører Coca-Cola logoet henover O2-indkøbscenteret. En indrømmelse? Formentligt ikke, men et intimiderende symbol på alt andet end den gensynsglæde storskærmene, som viser euforien i dagene omkring 9. november 1989, rummer. Stemningen er nemlig ikke euforisk. Det overrasker os – uden egentligt at vide, hvad vi forventede. Den er fokuseret, eftertænksom, grænsende til noget evaluerende, hvilket står i skarp kontrast til den umiddelbarhed og eufori 23-årige er præcist for unge til at huske. The end of history.

En midaldrende mand med afbleget Bowie-page flytter langsomt kroppen ude af takt til technoens lydbølger, som kolliderer med et trippende publikum. Ved siden af dj’en, med den glitrende sølvjakke, står en kvinde fortabt og danser i sit helt eget univers. Begge udtværede billeder på ståldøre, som langsomt lukkes. Døre nogle glemmer at gå tilbage igennem – i Berlin betragtes synet med selvfølgelighed. Pagehåret danser flydende og blævret. Endorfinen trækker ham fra midterrabatten ud på asfalten, som han begynder at gro igennem sammen med hundredevis af andre technoforkyndere. En skaldet mand med tyske bakkenbarter griber mikrofonen og råber, at berlinerne har ret til byen! Byen istemmer. De vil ikke have, at East Side Gallery rives ned til fordel for beboelse og hoteller. Måske fordi de om nogen ved, at glemmer man historien, vil den gentage sig. Efterfølgende slukker bilerne motoren kapitulerende. Vejen er lukket, ikke af myndigheder som, måske bevidst, holder sig på behændig afstand, men af folket. Unge som ældre. »Wir noch sind die volk«. Vejen er erobret. For 25 år siden udgjorde den ingenmandslandet mellem to fjerne virkelighedsopfattelser.

De hvide fredsballoner er en alpin skiløbsbane, vi bevidst zigzagger igennem. Øst, vest, øst, vest. Frem og tilbage på ideologernes kampplads. Det blæser mere i dag end i forgårs. Mere end alle de andre dage. Generelt blæser det ikke i Berlin, for her er indlandsklima, men historiens vingesus kærtegner os bogstaveligt i håret. Og vores tænder klaprer let, og vores skuldre hænger stramt om ørene. En dreng råber, at han vil hjem, men faderen synes mere fokuseret og tålmodig. Måske har han været vant til at vente.

Technoen er erstattet af først folkets hornmusik, så aktivisme og gudsforkyndelse. En flok insisterende aktivister uddeler løbesedler og minder forbipasserende om stadigt eksisterende mure. Palæstina, Nordkorea. I en rundkreds hejser en større gruppe med lukkede øjne hænderne mod himlen og synger: »Du große, du alles«. Det er ikke de sidste kristne. Følelsen af valfart. Technovalfart. Hellig valfart. Folkelig valfart.

Klokken nitten står tiden – nej – mylderet stille. Kun lidt rusken i lommen efter en smartphone med kamera eller allerhelst; muligheden for videooptagelse. Sådan forbliver det et stykke tid, kun afbrudt af få bilister, der har misset markeringens betydning, er ligeglade eller på vej til en førstegangsfødsel. Resten står stille. Til sidst råber en dansker med grove ferie skægstubbe: »Jaaaa, tænk hvis vi bare skred efter at have ventet så længe«. Det betyder afgang.

Det sidste stop giver sig selv. Check Point Charlie – grænsebommen til det forjættede Vesten. En opstillet container giver den perfekte udsigt over et blitzhav, som tålmodigt venter på forløsningen. Overfor containeren blafrer Stars and Stripes, ved siden af hænger NATO-flaget ud fra Mauermuseet. Modsat byder McDonald’s sultne munde indenfor. Og med ét flyver balloner kontribueret af Beethovens sarte symfonier én efter én mod nattehimlen. De slukkes øjeblikkeligt og opsluges af det kolossale gråsorte mørke. Ikke en håbefuld stjerne på himlen. Ballonerne forsvinder, som allerede glemte. Kun spredte klapslaver. En storskærm viser billeder fra Brandenburger Tor. Afspærring på afspærring – folket er spærret inde foran scenen. En producer gnider sine hænder et sted. Billederne klipper mellem det klassiske ensemble og grædende ældre damer. En producer gnider virkelig sine patoshænder. Peter Gabriel har lige forladt scenen, opført en cover-version af Heroes. Det føles tomt uden Bowie. Sådan er det. Ud gennem skærmen og tilbage til Friedrichstraße. Vi har gået fem kilometer. Gennem stilhed, gennem fred, gennem overraskelsen og accepten. Selvfølgelig er her stille, selvfølgelig er her fredeligt, det er bystyrets fortælling. Hvis man skater igennem hjemmesiden for fejringen, insisteres der på netop dette; Freden. Er det dét vi erkender i dag? At glæden og euforien ikke skal være det altoverskyggende? At muren faldt, og med den kom ikke kun genforeningen, men også nye komplikationer? Stilheden er en smuk kommentar til disse 25 år med indre europæisk fred. Men også en bitter kommentar til 00'ernes markedskapitalisme. Måske. Sådan husker vi i dobbelte billeder.