Print artikel

Maskeballet

Ifølge dukkerne er maskerne et forsøg på at spejle politikerne og de masker, de mener, politikerne gemmer sig bag.
Politik må godt handle om æstetik, mener Dukkepartiet, der har modtaget 300.000 i kunststøtte
Reportage
06.11.14
Dansk politik står i stampe. Idealerne er væk, og nødløgne og urigtige oplysninger helliger efterhånden målet; sikringen af egen karriere. Det mener Dukkepartiet. Et af de nye partier, der i det seneste år set dagens lys, i forsøget på at ruske op i den politiske stilstand. De levnes ikke mange chancer, mener ekspert, men er en platform for at skubbe debatten. ATLAS tog med det satiriske Dukkeparti på danmarksturné, for at følge deres maskerede kamp for at vise politikernes sande ansigt.

»I pakker politik ind i populisme, passer på ikk’ at skræmme vælgerne væk.« Ordene konfronterer de forbipasserende. Med en blanding af velproduceret reggae og hiphop-undertoner tegner lydbilledet en oprørsk stemning. Efterfølgende erstattes nummeret af en mere dansk top-venlig schlager med omkvædet; »jeg har rejst meget, men ikke for meget, men jeg har rejst for dyrt« – med en åbenlys henvisning til tidligere globetrotter og statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre.

Musikken kommer fra en lastbil, der er parkeret provokatorisk foran Odense Rådhus. Chaufføren forklarer grinende, at teksten er skrevet af politikerne selv: »De har selv sagt hvert et ord«. Musikken istemmer: »jeg har ikke ændret holdning, jeg har blot skiftet standpunkt.« På hovedstrøget langs Odenses Rådhusplads uddeler tre veldresserede dukker i stramt sort jakkesæt ivrigt løbesedler ud, med budskabet om »at stoppe det politiske dukketeater på Christiansborg.« De inviterer samtidig de forbipasserende indenfor i magtens centrum – deres lastbil – som indvendigt er forvandlet til folketingssalens talestol. Her kan deres ytringer få frit løb, efter de har taget, hvad Dukkepartiet selv har døbt Politikerledetesten.

Det omtrent et halvt år gamle Dukkeparti er i fuld gang med sin første Danmarksturné. Foreløbigt har partiet besøgt en række jyske byer foruden København og Helsingør. De tager ud og møder befolkningen, for at: »autorisere den enkelte borger til at mene noget om politik«, som dukke 1 fortæller.

Han står samtidig og diskuterer politikernes deltagelse i Vild med Dans med en mor og hendes søn. Deres grønne og blå regnfrakke giver ilde varsler – men umiddelbart er efteråret med de maskerede politikere. Politikerne er blevet et produkt af virkeligheden, og det er svært at lave om på, argumenterer moren kapitulerende. Dukken nikker udtryksløst gennem silikonemasken, hvor kun udskæringen til øjnene kan røbe lidt følelser i form af skjulte smilehuller. Han forstår tydeligvis moderens modløshed. Det var den selv samme politiske modløshed, som grundlagde partiet.

Politikernes spejlbillede

Den første april i år afbrydes en debat i folketingssalen pludseligt. En maskeret mand iført sort slips og jakkesæt med hvid skjorte rejser sig op og begiver sig ud i en sjælden dansksproget opera. Fra egetræsbalkonens tilskuerrækker fyldte operasangeren rummet med blandt andet ordene: »der er en million på vej til dig.« En times tid senere annonceredes de i et telegram på diverse medier – Danmark har fået et nyt parti: Dukkepartiet.

Serenaden skabte medievirak. Journalister fandt hurtigt frem til at operasangerens borgerlige navn var Per Jellum, og inviterede ham alle i deres respektive TV- og radioprogrammer, til en snak om happeningen og det nystartede parti. Historien bliver leveret af tre civile dukker, som efter en lang turnédag i Odense med masser af diskussioner har taget de klæge masker af. De falder ind i strømmen af odenseanere, hvis skygger langsomt er blevet længere. Det er blevet aften:

»Masken blev skabt af medieomtale. Den første happening gav dukken et navn og alle medierne ville efterfølgende kun tale med Per Jellum«, det er dukke 2, som har taget ordet og fortæller om et efterfølgende radiointerview: »Radio 24/7 blev rasende, da de fandt ud af, at det ikke var Per Jellum, der sad bag masken – men det handler ikke om personen, det handler om, hvad som bliver sagt.«

Ifølge dukkerne er maskerne et forsøg på at spejle politikerne og de masker, de mener, politikerne gemmer sig bag – maskerne er ifølge dukke 3, essensen af problemet i dansk politik:

»Dukkepartiet burde ideelt set ikke eksistere. Partiet er jo ikke et ønskværdigt projekt – det er et projekt, der fortæller, at der er noget galt, og masken er et grotesk udtryk«. En grotesk maske, som leder associationerne i retning af Harry Potters ærkefjende Lord Voldemort eller gruopvækkende syreangreb fra tidligere kriges rædsler. Ingen ører og ligbleg teint. Dukke 1 begrunder problemet: »Politik er i dag blevet til; hvordan får vi solgt buskabet, hvordan får vi det udover disken, så folk køber det og putter det ned i halsen,« siger han.

På Odense Rådhusplads stimler de nysgerrige sammen omkring den installerede lastvogn. Facaden er knaldrød, mens neonblå farve tegner en intimiderende smiley ved siden af spørgsmålet: »Er du Danmarks næste statsministerkandidat?« Udenfor hviler en boksebold en kort stund, inden den igen modtager en knyttet frustration fra en forbipasserende borger.

Fra talerstolen høres en ung kvinde i starten af tyverne give afmagten frit løb ud gennem lastbilen. Hun symboliserer, hvad der efterhånden føles, som en mindre kongres af partikammerater, der én efter én bifalder den overordnede konklusion; at der er noget helt galt med klimaet i dansk politik. Kvinden proklamerer, idet hendes først generte stemme pludselig hæves med en oktav, at hun er godt og grundig træt af politikere, som går mere op i deres image, deres karriere og hvordan de kan beholde magten end egentlig politik. Der klappes.

Europæisk politikerlede

Dukkepartiet er et blandt fire nye danske partier, der er etableret indenfor det seneste år. Først stiftede tidligere kulturminister Uffe Elbæk Alternativet – og siden er det værdipolitiske Nationalpartiet opstået omtrent samtidig med, at islamkritikker Lars Hedegaard overraskende annoncerede sit løsgængerkandidatur. De to sidstnævnte er ligesom Dukkepartiet anset som protestpartier.

Billedet er det samme i Europa, hvor flere protestpartier med succes har set dagens lys. Stærkest står komikeren Beppe Grillos såkaldte Femstjernede Bevægelse, som ved seneste italienske parlamentsvalg opnåede knap 20 procent af stemmerne, ved blandt andet at kæmpe for mere direkte demokrati og færre korruptionssager i det skandaleombruste parlament. Et stenkast vestpå har det nystartede spanske parti Podemos med professoren Pablo Iglesias i spidsen siden januar opnået flere end 200.000 medlemmer og fem pladser i Europaparlamentet. Forleden viste en iøjnefaldende måling i dagbladet El Pais, at partiet ved et valg i dag, ville blive større end det regerende Partido Popular. Og ved det netop overståede rigsdagsvalg i Sverige var mærkesagspartiet Feministisk Initiativ millimeter fra at klare den noget høje spærregrænse på fem procent.

»Der har været en tendens i Europa til, at flere populistiske partier har fået en opvækst,« siger valgforsker ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, der peger på én væsentlig faktorer: »Det skyldes den økonomiske krise, hvor mange er havnet i en dårlig situation og skylder skylden på det politiske establishment«, som dog ikke mener, der kan konkluderes noget generelt på sammenfaldet mellem de mange nye partier i Danmark.

Jeg spørger Dukkepartiet, om de er et populistisk parti. Dukkerne kigger på hinanden, og efter lidt både-og-snak frem og tilbage – nogle ville måske kalde det et eksempel på indholdsløs politikersnak, men da det antydes, kommer svaret mere prompte; Dukkepartiet er selvfølgelig et populistisk parti, da befolkningen lider af politisk magtesløshed og udbredt politikerlede.

En politikerlede som kan spores flere steder. Ugebrevet A4 udgav ved Folketingets åbning i starten af oktober en meningsundersøgelse, som illustrerede en historisk lav tillid til politikerne, hvor kun en tredjedel af de adspurgte svarede, at de oplevede nogen eller stor tillid til folketingspolitikerne. Dukkepartiet har allerede opnået cirka 15.000 godkendte underskrifter af de godt og vel 20.200 signaturer, det kræver, at blive opstillingsberigtiget i til folketingsvalg. Det oplyser partiets vælgererklæringsafdeling.

Karriere fremfor idealer

Den igangværende valgperiode har budt på flere partihop og karrierespring. Først vinkede den såkaldte børnebande farvel til SF og senest tog Karen Hækkerup (S) utidigt afsked med det ellers kronede Justitsministerhverv, da en karriere i lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer meldte sig. Dukkepartiet har derfor foreslået, at politikere bliver bundet til deres hverv og parti i de maksimalt fire år en valgperiode varer. Flere af odenseanerne er enige i den betragtning. De mener, at den karrieremæssige drivkraft vægter højere end den ideologiske. En af dem er den 18-årige journaliststuderende Ane Johansen.

»Jeg synes, politikerne i dag tænker mere på deres karriere end det erhverv, de sidder i – de fleste politikere har læst statskundskab, og så er det den vej, de kører. Der mangler nogle politikere, som ikke har taget akademikervejen,« siger hun.

Dukke 2 genkender argumentet og mener, at de veluddannede politikere gør, at menigmand holder sig tilbage i debatten, simpelthen fordi de er bange for at udstille sig selv og deres ordforråd. Rune Hammerich på 23 år forklarer, efter at have sat sine kragetæer på en vælgererklæring, at »folk føler sig overrumplet af den politiske elite. Jeg har tidligere været meget politisk engageret, men jeg gider ikke mere, for det er det samme spin, de snakker om. De hører ikke på, hvad befolkningen helst vil have. De fokuserer på deres karriere og ministerløn«, siger Rune Hammerich, der ikke er et sekund i tvivl om, at Dukkepartiet ville få hans stemme ved et kommende folketingsvalg.

Samtalen går på alt det, politikerne er elendige til. Dukkerne indrømmer, at udsagnene om de danske politikere kan virke unuancerede, da der selvfølgelig kan findes nogle hårdtarbejdende politikere derude, men de er ikke meget for at sætte navn på eventuelle foregangsmænd eller -kvinder.

-Hvorfor melder I jer ikke ind i et parti og begynder en ny kultur? Laver en Karsten Hønge

Der rystes på hovedet. Ingen synes villige til at gå ind i den kamp, som dukke 2 siger: »Jeg har ikke en drøm om at blive politiker. Jeg er her fordi demokratiet er i fare, af desperation og nød. Derfor skal jeg ikke ind og kuppe et eller andet parti og lave ramasjang. Så synes jeg faktisk, jeg ville stikke folk blår i øjnene.«

Dukkerne fortæller, at medlemmerne af partiet spænder over en bred politisk kam, og at de sjældent diskuterer kernepolitiske områder – det er mudderkastningen, det tomme spin-sprog, (nød)løgnene, den udprægede konsensus og selvprofileringen, de opponerer og kæmper imod. Udefra altså.

Politik må godt handle om æstetik, mener Dukkepartiet, der har modtaget 300.000 i kunststøtte

 

Ambivalensen Pind

Danmarksturnéen besøger i alt otte danske byer. Den skal på sigt bane vejen til et større anlagt show, hvor partiets statsministerkandidat skal udklækkes. En underholdende procedure, som på mange måder minder om et udvælgelsesforløb, hvor én kandidat står tilbage. Umiddelbart kan faconen minde om et reality show – ligesom partiets udklædning og happenings med musik og dans umiddelbart ikke fremstår politisk substantielt. En på nogen punkter paradoksal fremstilling, når Dukkepartiet netop frastøder, alt TV-symbiosen mellem politik og madlavnings- og underholdningsprogrammer i bedste sendetid står for. Selv mener de, at partiet parodierer den.

Den kompromisløse tilgang til de mere personliggørende udsendelser bifaldes af 64-årige Finn Ronald Jensen, der efter en tale fra den plagierede folketingsstol konstaterer »jeg træt af, at se politikerne optræde i alle mulige mærkelige fjernsynsprogrammer, for at politikerne promoverer sig selv – det synes jeg, er trættende. Det oplever vi også her i byen, hvor borgmesteren går på gaden kun for at vise sit tandpastasmil. Selvfølgelig skal de have lov til at være private, men det er skuespil.«

Lidt mere pragmatisk er byrådsmedlem Brian Skov Nielsen fra Enhedslisten, som har lagt vejen forbi lastbilen. Han fortæller, at deltagelsen i forskellige apolitiske primetime-udsendelser, som eksempelvis Vild med Dans, kan motivere nogle vælgerne til at deltage – og bruger sin egen mor som eksempel. Byrådsmedlemmets argument benyttede tidligere EU-parlamentariker og politisk ordfører for Venstre, Jens Rohde, ligeledes, da han skulle gøre status over sejren og deltagelsen i musikunderholdningsprogrammet Showtime:

»Det kan godt være, at vi, der beskæftiger os med samfundsforhold, tror, at folk ved, hvem man er, men det gør de ikke nødvendigvis i de bredere lag, for de har ikke noget forhold til dig. Det er bare nemmere at komme af med sine dumme flyers ude på gaden, hvis du er kendt,« sagde han dengang til Dagbladet Information.

Den hopper dukkerne ikke umiddelbart på. Skal det forstås sådan, at den gode politiker stiller ikke op til prime-time programmer om andet end politik?

»Nej! Den gode politiker stiller kredsende spørgsmål. Ved hvad det er man deltager i, og hvilken debat man gider indgå i«, siger dukke 3 resolut og bakkes op af dukke 1: »En god politiker er visionær. Én som tør udfordre, komme med nye idéer. Én som ikke kun arbejder for genvalg og deltager i en eller anden popularitetskonkurrence. Man kommer på arbejde, fordi man brænder for en ideologi. Og man stiller sig til rådighed for folket«.

Definitionen lugter unægtelig af Venstres enfant terrible, Søren Pind, der sjældent viger tilbage for en god ideologisk værdidiskussion. Dukkerne nikker langsomt og medgiver, at han besidder en politisk pondus med kant.

-Men han er jo en fasttømret del af Mads og Monopolet på P3?

»Det burde han heller ikke«, siger dukke 2 med argumentet om, at deltagelsen flytter fokus fra hans egentlige opgave; at lovgive landet. Til spørgsmålet om deres egen spidskandidatsudvælgelse og satiriske måde at føre kampagne på er svaret klart. De viser, at politik er et marionetdukketeater – forskellen er bare, at deres egen teateropsætning lever indenfor den politiske debat og ikke i Spise med Price.

Blandt nuværende og tidligere politiske skærmtolde kan blandt andet nævnes forhenværende SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndals, hvis værtskab og kogekunst kunne ses i 5-stjerners Middag, og tidligere sundhedsminister Astrid Krag (S) som for tiden gør Venstres næstformand Kristian Jensen kunsten efter og kridter lakskoene i Vild med Dans.

Skatteyderne medfinansierer Dukkepartiet

Armslængdeprincippet har i mange år udgjort grundprincippet for forholdet mellem politik og kultur. Ikke desto mindre blev Dukkepartiet, der har flere forbindelser til teaterverdenen, tildelt 300.000 kroner i støtte fra Statens Kunstfond. En af medstifterne af partiet er dramatikeren Christian Lollike, som for et par år siden opsatte Anders Breiviks manifest som teaterstykke. Pengene har blandt andet medfinansieret Danmarksturnéen. Befolkningen bidrager derfor indirekte til kampagnen. Det er en unuanceret slutning, forklarer dukkerne.

»Dukkepartiet arbejder selvfølgelig på en platform, hvor vi stiller spørgsmålstegn til formen i det politiske landskab. Vi bruger blandt andet teater og kunststøtte, som der jo har været meget tale om. Vi bruger kunst og den visuelle identitet til at fremstå med et budskab om at gøre det politiske landskab bedre – ikke til at føre politik«, begrunder dukke 3, som suppleres af dukke 1.

»Politik må godt handle om æstetik. Hvis der er nogen, som er vrede over, at Dukkepartiet modtager kunststøtte, vil vi opfordre dem til selv at søge. Vi bevæger os på kanten af kunst og politik. Og vi leverer til fulde det kunstneriske, og vi leverer til fulde det politiske. Tingene bør ikke skilles ad – politik er kunst, og politikerne opfører i dag det ene store drama efter det andet«, siger dukke 1 og forklarer, at både kunst og politik bør være provokerende.

-Men er det ikke et problem, hvis alle partier begynder at søge kunststøtte?

»Ikke hvis de har et kunstnerisk projekt,« siger dukkerne.

Vælgerne savner politisk substans

Valgforsker Kasper Møller Hansen ved Københavns Universitet er ikke ubetinget begejstret på vegne af de mange nye protestpartier i dansk politik.

»Det har altid været svært, at komme ind med et enkeltsagsprogram, og det, som har ændret sig markant de seneste år, er mediebilledet – det kræver en vis grad professionalisme i måden at gå til politik på, hvis man skal gøre sig som et nyt parti i dag«, siger forskeren, der henviser til journalisternes konstante bevågenhed og søgen efter modsætninger og konflikter internt i nye partier og deres partiprogrammer.

De fleste af dagens talere efterlyser også noget politisk substans, før krydset kan placeres ud for de politikertrætte dukker. En af dem er Rebecca på 20 år:

»Før jeg vil stemme på et parti, skal de have et politisk grundlag, og ikke bare, at politikere skal behandle hinanden ordenligt,« siger hun med reference til Dukkepartiets mærkesag om mindre mudderkastning. Samme overvejelser gør 64-årige Finn Ronald Jensen sig:

»Jeg savner noget realistisk politik – hvad vil de gøre? En ting er politikerleden, men jeg er spændt på, hvad de ellers vil, og hvem de eventuelt vil samarbejde med – det savner jeg lidt svar på«, slutter han.

Spørgsmål de begge formentligt må lede længe efter. Af Dukkepartiets partiprogram fremgår det, at partiet har ét politisk punkt på dagsordenen: »Stop det politiske dukketeater!« Derfor findes der hverken finans-, udlændinge- eller uddannelsespolitik i partiet.

Vanskeligt projekt – vigtig platform

Med maksimalt et år til valget skydes i gang, levner valgforskeren ikke de nye partier mange chancer.

»Både i forhold til Alternativet, Nationalpartiet og Dukkepartiet så tror jeg, at chancen for at komme ind er meget lille. Det er i hvert fald meget svært at komme gennem nåleøjet og blive opstillingsberettiget,« siger Kasper Møller Hansen og fortsætter »Jeg tror i højere grad, det er en måde at have en platform for at sætte en dagsorden – og det kan ikke negligeres – men frem for at tro, at de egentlig kommer ind.«

Tilbage i Odense har mørket for længst sænket sig. I ly af en glødende varmelampe på Jensens Bøfhus viser ingen af de tre dukker nogen tvivl. De tror på projektet – selvfølgelig gør de det, men de tror også på projektet selvom, det ikke skulle blive opstillingsberettiget.

»Alle mennesker er jo politikere. Det er et spørgsmål om at revitalisere vores lyst til at være interesserede i vores nabo og omverden. Og hvorfor er jeg så i Dukkepartiet? Lad mig sige det sådan her; Dukkepartiet har været min platform til at genfinde min interesse for politik. Hvis ikke det var for Dukkepartiet, var jeg aldrig blevet politisk engageret igen,« siger dukke 1. Den udtalte ro fra hans partikammerater betyder enighed, så han fortsætter.

»Hvis vi kan hjælpe en borger til at nå sit engagement igen, så har vi nået alt det, vi skal. Hovedsagen er, at engagementet skal vokse – Dukkepartiet er et eksempel på, at det godt kan betale sig at lave et platform i dansk politik,« slutter han og garanterer, at der også vil være et Dukkeparti uanset udfaldet af næste folketingsvalg. »Vi tager vores masker af, når politikerne fjerner deres.«

 

Dukke 1, 2 og 3, som repræsenterede Dukkepartiet i artiklen, hedder til hverdag Franz Søes-Cybulski, Nanna Bøttcher og Egil Bargfeldt (i nævnt rækkefølge red.).