Print artikel

Hvad der kom ud af en eftermiddag på mandemesse

»With great power comes great responsibility.« Spidermans onkel Ben om privilegier og hvad man skal stille op med dem.
Essay
31.10.14
Om at tage på mandemesse og forvente at blive sur og ophidset og om ikke at finde noget at blive sur over, men i stedet finde en mulig coach og gøre sig umage for at lytte efter, og til sidst komme i tanker om Spiderman.

Det er nu nogle uger siden jeg var på mandemesse. Jeg tog derud fordi jeg gerne ville finde ud af, hvordan mandekønnet her blev stillet an, vel vidende, at jeg nok ville blive provokeret, irriteret, hånlig og ked af det. Jeg blev ingen af delene. Jeg synes ikke engang det var latterligt – eller jo, lidt måske – mest af alt, synes jeg bare det var ufarligt.

Der var påfaldende færre mennesker end jeg havde forestillet mig, der stod sweaterklædte mænd i de fleste af boderne og ikke tillokkende babes (godt nok var der et par lyshårede unge kvinder der spurgte mig om min emailadresse, men var for uklare i deres forklaring af hvorfor, til at jeg gik af med den, og en kvinde gav os en kaffesmagsprøve, mens hun fortalte os, at folk allerede, klokken var omkring 13, var ved at blive godt fulde, hvilket ikke er så mærkeligt, eftersom der var alt rigeligt af smagsprøver på sprut, mens en ikke-alkoholisk drik næsten var uopstøvelig) og frem for alt, var der ikke nogen stor bøvethed. Der var mænd i alderen 20 til 60, men de opførte sig alle sammen ens; nogenlunde roligt, nogenlunde interesseret i de forskellige udstillingsboders smagsprøver og varer, de var forventeligt interesserede i de dyre biler, man kunne købe prøveture i, og lige så interesseret i de også meget dyre cykler. Meget få var interesserede i de talere, (i hvert fald dem vi så) der var blevet hentet ind til at tale om teknologi og gadgets og stressnavigation for mænd.

Her kom min første af to små ophidselser, tv2-værten og gadgeteksperten med googlebriller på fik sagt »hvis man ikke må være fordomsfuld på en mandemesse, hvor må man så?« Og det synes jeg bare er uendeligt åndsvagt og irriterende forudsigeligt. Jeg vil gerne blive lidt ved ham, der talte om stressnavigation for mænd, Storm Steensgaard hed han.

Storm Steensgaard havde sort, bredt tøj på, en blazer udover en sort trøje, der gjorde hans sølvtorshammer i læderrem meget iøjnefaldende. Han var ikke særlig høj og havde rodet blond hår og let rødsprængte skægstubbe, han lignede en mand, der er svær at få øje på i mængden, men som man kunne have delt en skøn bøfmiddag med. Da jeg ser ham, har jeg røget fire nervøse cigaretter ude på den designerede rygerterrasse komplet med terrassevarmer og stor grill. Jeg har i en times tid, indimellem cigaretterne, gået rundt i den store Tap1 hal med en kridhvid notesbog holdt foran mig som et slags skjold, et forsøg på klart at signalere, at jeg ikke var der på samme præmisser som alle andre, og jeg har forsøgt at gøre mine nervøse grin overfor min redaktør, der var med mig på mandetur fordi han har skrevet og tænkt mere over maskulinitet end jeg selv, til ægte og højlydte grin. Imens forsøgte jeg desperat at gøre mine tanker om maskulinitet til argumenter, noget jeg ikke har gjort før, og som læseren nok ikke bliver helt skånet for. Men først Storm.

Jeg blev ikke og hørte på hans foredrag. Et eller andet ved situationen var så tåkrummende, at mine gummisko nok ikke ville være overlevet, hvis jeg var blevet stående. Han stod og talte gennem en mikrofon på en meget stor scene komplet med bagtæppe og overhængende projektører. Scenen var placeret midt på den ene langside af den store aflange hal og udgjorde, sammen med gourmetpølsevognen overfor på den modsatte langside og derimellem nogle store runde borde med stole, et fredet område for salgsboder i midten af det hele. Det betød også, at stolene ikke mindst blev brugt til at sidde og hvile sine fødder. Bordene blev brugt til at placere en fadøl og en hotdog til 50 kr. og til at fremvise de indkøbte varer. Hvad der medfødte levende snak og næsten fnisende grin (hvis det her lyder mere som en scene fra et afsnit af Sex and the City, er det ikke helt forkert, man skal bare bytte de stiletterne ud med nye cykelsko) og ikke så meget til at sidde og lytte til fx Storms tale om mandens forsørgerrolle, som noget der er blevet overflødiggjort.

Derfor kunne jeg ikke blive stående, jeg blev nødt til at gå. Ikke bare gå ud og ryge én til nervøs cigaret, men helt gå, jeg havde fået nok af det akavede, der, som det så ofte er tilfældet med akavethed, mest kom fra et sted inden i mig og ikke fra situationen. Først gik jeg hen ved siden af scenen, hvor Storm stædigt og modigt kæmpede sig videre foran det indkøbsdiskuterende, øldrikkende publikum. Der stod et bord med to forskellige selvproducerede flyere, visitkort og bogen Stressnavigation for mænd. Jeg købte ikke bogen, men jeg tog de to flyere og et visitkort, som jeg siden har smidt væk. Den ene af flyerne, et stykke papir i A-5 med tryk på begge sider, bærer overskriften:

»Stressnavigation for Mænd
På Vinderkurs mod Identitet og Mandighed
Ny bog af Storm Steensgaard«

Det ville være for nemt af mig at komme med min universitetsuddannede sprog- og kontekstforståelse og lave en stor analyse af det her ene dokument, som en eller anden eksempeltekst på en maskulinitetsforståelse, som jeg senere kunne pille fra hinanden og udstille som misforstået og måske endda dumt ondskabsfuldt. Hvad betyder vinderkurs, fx, hvordan forstår han identitet og hvorfor bruges mandighed som noget tilsyneladende udelukkende positivt, og hvor efterlader det femininitet? Jeg kunne godt blive sur, og det kan være både vigtigt og nødvendigt at huske at blive sur. Men udover at jeg er dårlig, og med tiden kun er blevet dårligere, til at blive sur, og til at bruge det som den positive motor, jeg ved andre kan finde ud af, synes jeg her det ville være et misforstået fejlslag i et debatområde, som jeg virkelig synes mangler forsigtighed og lydhørhed fra begge sider, selvom jeg har lettest ved at se stædigheden fra den side jeg er uenig i. At kalde det sider er måske også forsimplende, men når debatsektionerne stræber efter slagkraftige overskrifter og de efterfølgende facebookdiskussioner tit er endnu mere polemiske, bliver det hele låst fast i en nabokrig, noget jeg på ingen måde i stand til at sige mig fri fra at være en del af, men som jeg også derfor er meget interesseret i at prøve at bryde med.

Videre på den første dobbeltsidetrykte flyer står der:

»Bogen er helhedsorienteret, videnstung, interdisciplinær, kreativ, spændende og løsningsorienteret. Den henvender sig til alle mænd, som vil forstå hvad stress er og hvad det skal bruges til, som vil tage ansvar for eget mentale helbred og langtidsholdbare præstationsevne; og som vil kæmpe for deres overlevelse og identitet som mænd.«

Hvis man ser bort fra det buzzwordtunge sprog, og det synes jeg man skal, når der er nogen der gerne vil fortælle én noget, vedkommende synes er vigtigt, (samtidig med at det er i de øjeblikke, man bliver allermest skeptisk opmærksom på klichépræget sprog, måske så man ikke behøver forholde sig til, hvad budskabet er, fordi man let kan synes at den person, der siger det til én, åbenbart ikke har gjort sig umage for at prøve at tømme sit sprog for klichéer, hvilket jeg synes er en skam og en elitær holdning, som jeg desværre selv har i høj grad) synes jeg at der allerede her i første paragraf står nogle virkelig spændende ting. Det er åbenlyst at Storm har gjort sig nogle tanker, som for ham har været givtige og gjort ham i stand til at bruge sit liv på noget, han holder af, (selv der på den pinligt opmærksomhedsfrie scene, ser han bestemt ikke utilfreds ud, bare endnu mere ihærdig) og at han gerne vil dele de tanker med alle, fordi han synes de er vigtige og gode og kan gavne alle. I hvert fald alle mænd.

Han skriver »kæmpe for deres overlevelse« og der er nogle landsbykirkeklokker, der ringer i alarm et eller andet sted inde i mit hoved. Jeg tror ikke jeg synes, at jeg skal kæmpe for min overlevelse som hverken menneske eller mand, jeg synes jeg lever et ret mageligt liv uden særlig mange trusler. Storm Steensgaard ser tilsyneladende de trusler og hans alarmberedskab ligner en landsbys kalden til våben overfor snarligt invaderende hære, men her er faren bare internaliseret, og det man har brug for er kyndig vejledning i at navigere i stressen, »bruge stressen« står der ligefrem. Jeg kan ikke helt regne ud, om det er en sproglig uklarhed eller en helt vild alt-skal-kunne-bruges-til-noget, det-er-okay-du-har-haft-en-depression-så-længe-du-skriver-gode-digte-om-det retorik, som virkelig ikke mangler forkæmpere.

Jeg mener, hvis stress er – og det er der meget, der kan tyde på er rigtigt – den samfundsepidemi, som Storm Steensgaard og mange andre siger, at det er, er det vel bla. et symptom på den altoverskyggende brugsretorik, hvor lige netop al tid skal være værdifuld, og man hele tiden skal være klar til at ’få det bedste ud af’ enhver situation, man skal være et afbalanceret menneske, der er ikke noget der hedder at spilde tiden, ikke noget ’jeg ved egentlig ikke hvad jeg har gang i’, man skal have projekter og en »langtidsholdbar præstationsevne,« og det skal Storm nok hjælpe én til.

 

Jo flere privilegier du har, jo mere skal du være opmærksom på at kunne give dem fra dig

 

 

Det ville jeg på den ene side virkelig ønske jeg kunne tro på. Jeg ville ønske jeg virkelig kunne tro på, at de 2500 kr. det koster at blive coachet 6 gange á 1 time af Storm Steensgaard ville hjælpe mig til at blive et bedre menneske, der ikke brugte timer i en seng foran en computerskærm, hvor afsnit efter afsnit af en eller anden helst ligegyldig tv-serie glider forbi mit ukritiske blik, samtidig med at mine fingre er beskæftiget med et spil på min telefon, simpelthen fordi jeg ikke synes verden er til at overskue den dag, eller dagen efter. Jeg kan også godt fortælle mig selv, at jeg kan få noget godt ud af det, at jeg kan vælge at se de tv-serier, der er vigtige og gode, og det er jeg begyndt på, men jeg har også set alt for meget generisk tv, som jeg selv synes er dårligt, og så bliver det svært at vende det til noget positivt, svært at lyve for mig selv og sige, at det har et formål. Nogle gange vil jeg nok også gerne bare insistere på, at der ikke behøver at være et formål, at nogle gange er verden bare et forfærdeligt sted at befinde sig, og så vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for ikke at tage del i den. Selvom verden jo egentlig altid er forfærdelig, eller i hvert fald så nogenlunde konstant, som et så abstrakt samlebegreb kan være, og det så er min egen modstandskraft eller bare sindstilstand, der ændrer sig.

Det er svært at sige højt, at nogle gange slår jeg fejl, nogle dage kan jeg ikke, at nogle dage er jeg ikke stærk nok til at gøre de ting, jeg gerne vil gøre, fordi de ting er svære og krævende og hårde. Det tror jeg simpelthen ikke Storm Steensgaard kan hjælpe mig med. Jeg tror ikke han selv har det sådan. Men, hvis han ikke har det, burde jeg så ikke lytte efter og se om jeg kunne lære noget. For når nogle tør at sige, at du kan blive et bedre menneske, at der er ting, du kan gøre i dit liv, der kan gøre det bedre, er det vildt svært at lytte efter, og måske netop derfor dobbelt så vigtigt at gøre sig umage for at lytte efter i stedet for at lukke ned. Storm Steensgaard er måske ikke lige manden til mit liv, men jeg er sikker på, at han er det for nogen. Jeg vil i hvert fald sige det her om ham, at mit meget korte møde med den her mand gjorde mig imponeret over hans ro og ihærdighed. Og det selvom jeg stadig ikke er sikker på, jeg forstår, hvad det er han vil.

En ting til. Tåkrumningen kom sig af den vildt sære situation, der kan opstå når ideologi møder kommercielle interesser. Når en mandemesse, der først og fremmest er bygget op omkring forbrug af luksusvarer, det værende lommeknivs- og barberkostboden, havefodboldmålene eller – og det var hvad der virkelig overraskede mig og endeligt overbeviste mig om netop den ufarlighed, der var den dominerende følelse i min krop efter mandemessen – terrassevarmere, inviterer mænd til at gøre status over mandekønnet. Dagen efter, jeg var der, var gæstestjernen Thomas Rode, palæomadens- og fitnessens bannerfører, og i det hele taget den fuldendte fusionering af moderne mand, drengerøv og hulemand. Netop i sin fuldstændig blinde overbevisning af hans eget projekts rigtighed – og måske også pga. hans fuldendthed og succes – i mine øjne ikke kan være andet end en klovn, én folk kan se på i tv, hvor han laver uoverskueligt ambitiøs og sund mad med alt for dyre uanskaffelige råvarer, mens de spiser deres pasta med kødsovs. Det er ganske enkelt kammet over for ham. Det er det ikke for Storm, og derfor vil jeg meget hellere lytte til ham.

Okay, jeg læser det, jeg har skrevet ind til videre og ser, at jeg er gået lige i en fælde, jeg havde lovet mig selv ikke at gå i, kald mig bare spinatjokker. Jeg er kommet til fuldstændig at acceptere en præmis om, at når man snakker om, hvordan man skal være mand, snakker man om, hvordan man skal være menneske. Jeg er endnu en gang kommet til at sætte lighedstegn mellem det at være mand og det at være menneske, og på den måde gjort kvinden og queerpersonen til noget andet end et menneske. Jeg tror på ingen måde, at der er noget kønsspecifikt over noget af det, jeg har skrevet, og det tror jeg, at Storm Steensgaard ville påstå der var i hans tanker, og det er et problem. Men det er et problem, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med udover at konstatere, at det er der, og at dét måske er én af grundene til, at jeg aldrig vil være at finde i Storms hjem til en coaching session.

Han siger, at han i sin bog præsenterer noget forskning om stress og kønsspecifikke reaktioner på det for første gang i dansk kontekst, og det må jeg tage hans ord for, og lave en skrøbelig og uvidenskabelig indvending. Jeg ser flere kvinder blive stressede over vanvittigt høje krav til det at være kvinde, end jeg ser mænd blive det, jeg ser flere mænd, der er i stand til at lade rodet hus og børn være og tage ud og spille golf, fordi det er det, der skal til for, at de har det godt. Mens flere kvinder knokler for at holde orden på hjemmet samtidig med, at de knokler på deres job, og med en beundringsværdig stædig ynde får de det hele til at spille sammen. Men det er nogle meget ydre observationer, jeg er langt fra et familieliv, og mange år fra at begynde at ønske mig et.

Men det her skulle jo egentlig handle om maskulinitet. Om hvordan jeg kunne finde en maskulinitet, der er til at leve med. Jeg er ikke sikker på, at mandemessen havde den effekt, jeg havde håbet. Den blev hverken til en uenighedsmur jeg kunne bygge mit argumentstillads opad og til sidst vælte, ligesom den heller ikke præstenterede nogle seriøse udveje for maskulinitet for mig. For, som det sikkert er blevet åbenlyst for enhver indtil videre, var jeg simpelthen for uenig til at kalde Storm for et alvorligt bud på en udvej. Det var derfor jeg var taget ud til Tap1 og havde inviteret Kristoffer, der er min redaktør og en klog mand, som jeg er meget uenig med, men som jeg kan snakke om min uenighed med uden at blive sur på, og omvendt håber jeg, hvilket er sjældent og vigtigt. Kristoffer skrev for noget tid siden en artikel om at være Scandiman, hvor han som indledende bemærkning skriver:

»Kønskampen farer vild, hvis den kun handler om feminisme, kvinder og kønskamp. Den skandinaviske mand er nemlig stort set enig, han skal bare lige finde sig til rette. Et sted mellem blid og brutal.«

Det synes jeg er både dejligt og provokerende skrevet, hvilket jeg aldrig fik sagt til Kristoffer mens vi dryssede rundt og talte om mænd på mandemessen, fordi jeg havde så travlt med at prøve at organisere mine egne tanker, mens vi bl.a. sparkede en fodbold op ad en mur (jeg fik overrasket ros for min boldhåndtering). Det dejlige er 1) at jeg er enig 2) at jeg synes det er virkelig nødvendigt at mænd kan snakke om kønsidentitet uden at skælde ud på feminismen og føle sig truet.

Eksempelvis hørte jeg engang en nordmand svare på om han ikke også mente, at kvinderne var i gang med at marginalisere manden fuldstændig og overtage magten. Han svarede, at hvis det var sandt, havde han det ret afslappet med det. Nu havde det været mændenes tur i et par hundreder år, så kunne det måske være kvindernes tur de næste par hundrede år. Selvom jeg ikke tror, at direkte undertrykkelse af mandekønnet, eller af nogen eller noget som helst overhovedet, er en god ide, kunne jeg godt lide det sted svaret kom fra, et roligt fordelings- og retfærdighedssynspunkt.

Jeg synes det er provokerende skrevet, at alle mænd er enige i kønskampen, fordi jeg simpelthen ikke ved, om det passer. Jeg ville ønske, at det passede, og for en stor del mænd tror jeg også det passer. Men jeg synes der er utallige tegn på, at det ikke passer. Jeg synes at man gang på gang møder hverdagssexisme – hvilket for mig ikke betyder, at alle mænd er sexister, ikke engang når de engang imellem kommer til at gøre noget sexistisk, det betyder, at vi lever et samfund, hvor en masse handlinger, som engang blev set som uproblematiske, i dag er blevet problematiseret, og det er ikke nået ud til alle. Og jeg synes det er et synspunkt der går på tværs af både geografisk område, uddannelse og indkomst, eller det vil sige, det aner jeg ikke om passer, men det har jeg en oplevelse af, at det gør, når jeg følger kønsdebatten. Det er som om, der er en masse mænd, der i stedet for at tale om maskulinitet på en klog og følsom måde og fx kæmpe for at mænd fik lige ret til barsel, vælger at se på barsel som noget, der er nogen, der er ude på tvinge mænd til at tage. I stedet for at diskutere, hvad det maskulines køns rolle er, beskylde kvinderne for at tage magten fra mændene og snedigt franarre dem deres maskulinitet, hvilket tit kommer til at lugte af et kvinderne-tilbage-i-køkkenet argument, som vel for helvede ikke har sin gang på jord i år 2014.

Kristoffer spurgte mig over en fodbold på mandemessen, hvad jeg synes var umaskulint, og det eneste svar jeg havde var, at det mest umaskuline, jeg kan forestille mig – hvis vi skal holde fast i at maskulinitet per definition er en god ting – som var den herskende retorik på mandemessen, og derfor også er en retorik, jeg bevidst er gået ind i her – er at være ondskabsfuld. Det har jeg tænkt meget over siden, og jeg tror det her giver mening at ændre ondskabsfuldhed med sårende adfærd, for jeg tror man må skelne imellem den sårende adfærd, der kan komme ud af uvidenhed om at ens adfærd kan virke sårende, og den adfærd man insisterer på at have selvom man har fået at vide at den kan være sårende overfor andre.

Et godt eksempel er den her let forståelige og obligatoriske guide (http://www.almindelig.com/sadan/) af én af mine yndlingspersoner, Mads Ananda Lodahl, som jeg langt hellere ville lade mig coache af end Storm Steensgaard, og som desuden er holdt op med at kalde sig selv for mand, fordi de konnotationer det har, ikke er nogen han kan stå inde for (man kan se mere om hans projekt på hans hjemmeside almindelig.com eller i det her TEDxCopenhagen foredrag.

Det ville jeg ikke kunne gøre, undsige mig at være mand, jeg tror jeg ville lyve for mig selv, hvis jeg gjorde det. Men jeg har det nogle gange problematisk med at være mand. Jeg er ikke ciskønnet, som det er kommet til at hedde, når man fuldt og helt står ved sit køn og sin seksualitet. Derimod er jeg en både hvid og heteroseksuel mand; privilegiernes treenighed, oven i det har jeg både middelklassebaggrund og er veluddannet (eller under uddannelse, men stadig).

Den position, i det hidtil uproblematiserede krydsfelt af medfødte privilegier, har været udsat for rigtig mange velfortjente angreb. Eller for at indgå i en lidt mindre krigerisk metaforik kan man også kalde det korrektioner, og hos mig er der opstået en masse tanker om, hvordan man administrerer de privilegier. Noget af det jeg synes er så vedkommende og velkommende i Mads Ananda Lodals foredrag er, når han siger, at 95 % af verden har et problem med det han kalder the straight world order. Det er en måde at tænke på, der for mig at se, åbner op for et mylder af forskellige positioner, der ikke nødvendigvis er internt enige, men som alle sammen kan have et fælles endemål. Der er også plads til Scandiman, og til mandemesse, tror jeg, selvom det ikke var særlig tydeligt på mandemessen.

Min ven Thomas, sagde om mandemessen, at man kan konkludere, at det er meget dyrt at være mand. Han sagde det selvfølgelig om alle de meget dyre hobbymuligheder som messen i virkeligheden var. Men jeg vil, måske sat lidt på spidsen, sige, at man også kan tale om det, ligesom vi taler om progressive skatteprocenter: Jo flere penge du har, jo mere skat betaler du. Jo flere privilegier du har, jo mere skal du være opmærksom på at kunne give dem fra dig og på ikke at bruge dem i det ondes tjeneste. Det er jo faktisk Spidermans onkel Ben, dette essays sidste coach, der har lært os det her:

»With great power comes great responsibility«

Vi skal bare huske det hver dag.