Print artikel

Frustrationsventilen

Forfatteren Jonathan Swift leverede i 1700-tallet et tidligt eksempel på politisk satire.
Feature
19.11.19
Det vælter ud med politisk satire i Danmark i disse år, men hvad er årsagen til det? ATLAS har undersøgt, hvad der driver dem, der står bag.

»Politisk satire er inde i en guldalder. Vi har ikke haft en mere fremtrædende, omdiskuteret, bidende og skarp politisk satire i flere årtier. Formentlig skal man helt tilbage til besættelsestiden for at finde en tilsvarende politisk satire. Det er et interessant historisk perspektiv i sig selv.«

Sådan beskriver Dennis Meyhoff Brink, der er satireforsker på Københavns Universitet, den politiske satires status i Danmark lige nu. Men hvad er årsagen til, at det vælter ud med politisk satire i Danmark i disse år? Der kan være  mange forklaringer, men Dennis Meyhoff Brink mener, at det skyldes en »politikerlede« eller et »spindoktorvælde« siden 2001: »Når man hører en politiker snakke, får man en fornemmelse af, at man aldrig får et rigtig svar ud af dem. Det virker til, at denne facade ikke kan nedbrydes, og det efterlader folk med en fornemmelse af, at man ikke rigtig kan trænge igennem til politikerne. Og her kommer den almindelige journalistiske metode ofte til kort. Modsat journalisterne kan satirikerne imidlertid tillade sig at sige, at politikerne er fulde af løgn, ligesom de kan snakke dem efter munden for at få dem til at sige, hvad de virkelig mener, sådan som det skete, da Kirsten Birgit interviewede Rasmus Paludan.«

»Jeg har aldrig oplevet, at politikere har noget imod satire. De er generelt morsomme mennesker«

I 1990’erne fik satire en større udbredelse. Den lagde ud med at fokusere på det sociale, men det ændrede sig markant i 2010’erne. Det var nyere politisk satire med Den Korte Radioavis, Quizzen med Signe Molde og Tæt på sandheden for at nævne nogle stykker, der har været med til at gøre satiren mere politisk. En af de første, der var med til at skubbe satiren i en politisk retning, var Rokokoposten, der var stærkt inspireret af det amerikanske foretagende The Onion. Rokokoposten udgiver satiriske artikler, der vrider aktuelle emner fra nyhedsstrømmen gennem en satirisk maskine, overdriver dem og vender dem på hovedet. Metoden er blandt andre inspireret af forfattere som Jonathan Swift, der i 1729 udgav det berømte satiriske essay A Modest Proposal. Her kom Swift med det beskedne forslag, at børn skulle aflives og spises i etårsalderen af de hungerramte irere. I stedet for at forpeste forældre og fædreland kunne de i det mindste være til gavn.

Selvom Swift forholdt sig satirisk til de kummerlige forhold, var han drevet af en oprigtig indignation over hungersnøden. Som satiriker overdrev han de alvorlige forhold for at fremme forståelsen. Swift-essayet er på en måde et pejlemærke for Rokokoposten, som de navigererer ud fra. »Jeg synes, at man kan mærke en simrende vrede under det. At der var ting, han gerne ville ændre. Der tror jeg, at det jeg laver, er knapt så vredt. Der er ikke en bestemt fløj eller person, som jeg gerne vil ramme. Jeg vil gerne gå efter en bredere latterlighed, fordi jeg synes, man kan finde den overalt,« siger Marta Sørensen, medstifter og redaktør på Rokokoposten. Hun fortsætter: »Jeg plejer at sige, at nogle af vores artikler er slet skjulte debatindlæg, der udstiller åndsvage og latterlige ting, men på en sjov måde. Så i stedet for at skrive, at Mette Frederiksen for eksempel er dum, så laver vi en satirisk nyhedsartikel om Mette Frederiksen som en karakter i Game of Thrones.«

Hvis man kigger på Rokokopostens satiriske nyhedsartikler, så ligger de fleste af dem heller ikke langt fra at blive til alvorlige indspark i samfundsdebatten som debatindlæg. Forskellen ligger i formen. For Marta Sørensen er satiren et håndværk som så meget andet. For hende gælder det hele tiden om at finde ud af, hvad der får historien til at fungere. »Jeg har efterhånden lavet det en del år, så der er nogle primitive greb, som man kan bruge. Det kommer næsten instinktivt til mig. Du kan for eksempel vende et eller andet om eller køre det ud i en ekstrem og sætte det ind i en klassisk nyhedsramme,« siger hun.

»Jeg plejer at sige det sådan, at min opgave er at få folk til at grine og få væltet den til enhver tid siddende regering, hvis det er en Venstre-regering. Så det er lige lykkedes«

Det handler om at vælte Venstre-regeringer

»Hver gang jeg sætter mig ned for at tegne, så tænker jeg, at næste gang den politiker ser det her, så går han af, fordi han ser, hvor åndssvag han er. Jeg plejer at sige det sådan, at min opgave er at få folk til at grine og få væltet den til enhver tid siddende regering, hvis det er en Venstre-regering. Så det er lige lykkedes,« siger Roald Als, der er avistegner på Politiken.

Roald Als’ drivkraft minder i den forstand om den historiske satire fra før demokratiet blev indført. »Satiren er med til at hive autoriteter såsom konger og despoter ned fra deres piedestaler. Historisk set har det været med til at gøre os mindre autoritetstro og kræve flere politiske rettigheder, og det bidrog til den stribe af revolutioner, der skabte det moderne Europa i det 18. og 19. århundrede. Den politiske satire fik os til at betvivle og stille spørgsmålstegn ved de herskende magter, den herskende ideologi og den herskende moral,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Roald Als startede som avistegner på Weekendavisen i 1980, før han skiftede til Politiken i 1994. På Politiken har han to forskellige opgaver. Den ene er dagens tegning, hvor han selv må bestemme, hvad han tegner. »Det, du ikke kan skrive, kan jeg tegne. Det plejer jeg at sige, når jeg er ude med en journalist på en opgave. Man kan være grovere i tegninger end på skrift,« siger Roald Als, der har et samarbejde med idémanden Poul Einer. Det går helt tilbage til tiden på Weekendavisen. De mødes en gang imellem, ringer og snakker for at høre, hvad der er sket. Når idéen er der, så skal tre-fire personer teste, om idéen holder vand. Det er vigtigt at finde nogen, som ikke godkender den i første forsøg. Derfra kan man begynde forfra og finpudse idéen. De fleste vil gerne være høflige, men dem kan man ikke bruge til noget, ifølge Roald Als. Derfor har samtlige satiretegninger været trykprøvet gennem flere personer i alle årenes løb.

Metoden er blandt andre inspireret af forfattere som Jonathan Swift, der i 1729 udgav det berømte satiriske essay A Modest Proposal. Her kom Swift med det beskedne forslag, at børn skulle aflives og spises i etårsalderen af de hungerramte irere.

Anders Fogh Rasmussen udsendte sin debatbog Fra socialstat til minimalstat i 1993, mens Roald arbejdede på Weekendavisen som avistegner. Han opfattede det som om, at statsministeren ville sende Danmark tilbage til stenalderen. »Jeg tænkte, at det stenalderliberalisme, som Anders Fogh Rasmussen gik ind for i minimalstatsbogen, kunne man tegne som en hulemand i stenalderdragt. Det ville passe på hans politik. Sådan nogle ting fungerer kun, hvis det har en gran af sandhed i sig,« siger Roald Als.

Han synes, at det er vigtigt at blande sig i, hvad der foregår i samfundet, fordi han er fra den generation, hvor man synes, at sådan noget er vigtigt. Derfor er der stadig en ting, der nager ham efter alle disse år i branchen. »Anders Fogh Rasmussen siger selv, at jeg var med til at skabe hans brand, så Venstre gik frem på valg til valg. Det er til stor irritation for mig,« siger Roald Als. »Jeg tror sgu ikke, at jeg har ødelagt karrieren for nogen politikere. Det har de nok klaret bedre selv.«

Modsvar til refleksindstillinger

»Jeg skreg på politisk satire gennem nullerne, fordi der ikke var noget,« siger Michael Schøt, der på femte år står bag det fiktive Schøtministeriet. Det kom ud af en årelang proces med adskillige afslag fra tv-stationerne. Schøtministeriet opstod og leverede en ugentlig tale på Facebook og Youtube, der var en blanding af dronningens nytårstale og en nyhedsudsendelse. Planen var at holde sig varm, indtil muligheden for at lave satire på tv bød sig. Interessen for Schøtministeriet voksede støt, fordi flere begyndte at se det og donerede penge gennem crowdfunding. Det kom til at betyde, at lysten til at lave satire på tv ikke havde den samme betydning som førhen. »Jeg har seertal, der matcher alle nichekanalerne på mine ting, så nu er der ikke rigtig nogen grund til at lave det. Det er ikke, fordi jeg ikke vil. Nu skal det bare være en fed aftale, før jeg gider at lave det et andet sted,« siger Michael Schøt.

Det er ikke forkert at sige, at den politiske satire er en naturlig forlængelse af Michael Schøts personlighed. Følger man sporene, så rækker interessen for magtkritik tilbage til den tidlige standup. Han mener, at der kun er en måde at forstå satire på: »Jeg forbinder satire ret hårdt med politik eller i hvert fald en samfundskritik af magthavere, der er nødt til at sparke opad.« For Schøtt er der ikke noget endemål med satiren. Egentlig er der kun én ting, der driver ham: »Jeg gør det udelukkende for min egen fornøjelses skyld og har ikke nogen anden ambition med min politiske satire end at lave en masse sjov og gøre nar ad magthavere. Det er ikke dybere end det.«

»Politisk satire er også en ventil for frustrationer og alt det, man går og holder inde.«

Kan politisk satire gøre en forskel i samfundet?

»Jeg tror ikke, at den politiske satire gør nogen forskel. Det har aldrig været dens opgave. Jeg tror ikke, at man kan have en holdning til et emne, se mig lave sjov om noget på Facebook og så have en anden holdning bagefter. Det er vores holdninger for avancerede til,« siger Michael Schøt.

Mener du virkelig, at den politiske satire ikke gør nogen som helst forskel i samfundet?

»Den politiske satire kan nå ud til dem, der har en refleksindstilling til noget eller endnu ikke har taget stilling til et emne. Det er det ypperste, satiren kan opnå,« siger Michael Schøt og tilføjer:

»Politisk satire er også en ventil for frustrationer og alt det, man går og holder inde. Der er et meget lille rum, hvor man kan være sig selv. Mange mennesker går på arbejde og siger ikke, hvad de synes. Jeg siger hundrede procent, hvad jeg synes. Når jeg laver jokes, så griner de, fordi de har haft den samme tanke som mig. Forskellen er, at jeg siger det højt.«

Tror du, at politikere oprigtigt frygter politiske satirikere?

»Jeg tror, at de er mere bange for uforudsigeligheden, som man så med Socialdemokratiet under valgkampen. De sugede alle rebene ind til skibet. Alt skulle være snorlige. Ingen måtte sige noget, fordi man var ved at være i mål. Jeg har aldrig oplevet, at politikere har noget imod satire. De er generelt morsomme mennesker,« siger Michael Schøtt.