Print artikel

Et parti som alle andre?

Analyse
30.11.17
Det er den inkluderende politikudvikling, der gør Alternativet til noget særligt. Hvis partiet går fra demokratiske samtaleklubber til realpolitiske pølsefabrikker, ender det med at blive et parti som alle andre, skriver Emil Krastrup Husted, der netop har forsvaret sin phd-afhandling om partiet.

Der er uro i Alternativets bagland, ligesom der har været så mange gange før. Denne gang synes balladen dog en smule mere intens end tidligere. I august valgte en af partiets kandidater til kommunalvalget eksempelvis at trække sit kandidatur og anklage den politiske ledelse for fremmedstyring og uigennemsigtighed. Dernæst fulgte sagerne om sexchikane, intimbilleder og dark rooms, hvilket fik en række medlemmer til at anfægte partiets »festkultur«, mens andre beskyldte ledelsen for unødigt at favorisere LGBTQIA-miljøet.

Og som om det ikke var nok, har den seneste uge budt på shitstorm-lignende tilstande på sociale medier over partiets beslutning om at veksle sine seks mandater i København til en borgmesterpost indenfor kultur- og fritidsområdet frem for umiddelbart tungere ressortområder som f.eks. beskæftigelse og integration eller socialområdet. En anden af kommunalvalgets kandidater, Troels Christian Jakobsen, dristede sig sågar til at kalde prioriteringen af kultur over beskæftigelse for »en katastrofe«, der udstillede manglende »social samvittighed« blandt partiets nyvalgte medlemmer af borgerrepræsentationen.

Men hvad skyldes al ballade? Kan det hele virkelig koges ned til et spørgsmål om vilde fester og uansvarlig ledelse, eller findes der mon dybereliggende faktorer bag den spirende uro i baglandet? For rigtigt at forstå, hvad der er på spil, må man først og fremmest forstå Alternativets historiske udvikling fra løst defineret bevægelse til veldefineret og professionelt parti. I denne udvikling ligger nemlig kimen til rigtig mange problemer, og det er disse problemer, der nu aktiveres i fuld offentlighed. I min optik har partiets udvikling to dimensioner: En politisk og en organisatorisk. Lad os starte med den politiske.

Fra bevægelse til parti

Alternativet blev lanceret for næsten præcist fire år siden på et pressemøde på Christiansborg. Her annoncerede Uffe Elbæk og Josephine Fock, at de ville skabe et politisk parti og en social bevægelse, der arbejdede aktivt for en bæredygtig omstilling samt et mere entreprenant og demokratisk samfund. Til de flestes store overraskelse havde Alternativet dog ikke noget politisk program. Som de dengang formulerede det: »Hvad er partiprogrammet? Hvad er løsningerne på x-antal konkrete problemstillinger? Det fremlægger vi ikke i dag.« I fraværet af et egentligt program blev opmærksomeden derfor rettet mod Alternativets seks kerneværdier samt partiets korte men slagkraftige manifest. I sidstnævnte kunne man bl.a. læse, at Alternativet ikke blot var for et bestemt samfundssegment eller for folk med en særlig politisk observans, men derimod for alle »som fornemmer, at noget nyt er ved at afløse noget gammelt«.

Denne meget brede appel skabte naturligvis et vigtigt momentum for Alternativet. Man lykkedes nemlig ikke blot med at mobilisere vælgere og medlemmer på tværs af det politiske spektrum, man lykkedes også med at hive tidligere politisk inaktive borgere op af sofaerne og ind i partiet. En intern medlemsundersøgelse foretaget i foråret 2014 viste bl.a., at over halvdelen af Alternativets medlemmer aldrig tidligere havde været medlemmer af et politisk parti. Men dét var de så sandelig nu. For pludselig levede håbet om en ”ny politisk kultur”, hvor mudderkast og personfnidder ville træde i baggrunden for oplysende og konstruktiv dialog, og hvor en bæredygtig verden ikke bare var en fjern utopi, men derimod en reel mulighed.

Problemet med denne brede appel var selvfølgelig, at ingen endnu vidste, hvilke konkrete politiske tiltag, der skulle bane vejen for den nye bæredygtige verden. Derfor gik Alternativet hurtigt i gang med at konstruere sit første politiske program. Det skete ved, at man organiserede en lang række såkaldte politiske laboratorier, hvor hele offentligheden var inviteret til at give deres besyv med i formuleringen af partiets program. Denne proces kulminerede i maj 2014, hvor man efter en maratondebat på små otte timer kunne præsentere et katalog på ikke mindre end 63 sider fyldt med konkrete politiske forslag.

Udviklingen af det politiske program stoppede dog ikke her. I de følgende år arbejdede man hårdt på at skabe alternativ politik på alverdens områder, og da Alternativet i juni 2015 blev valgt ind i Folketinget, gik man derfor også til opgaven med iver og gåpåmod. I løbet af blot to år lykkedes det nemlig folketingsgruppen at fremsætte ikke mindre end 200 lovforslag fordelt på seks større politiske udspil. Denne stræben efter en konstant konkretisering af det ”alternative” ligger naturligvis fint i tråd med partiets ambition om at være et »positivt modspil« til nutidens samfundsmæssige udfordringer, som der står i manifestet, men den skabte også problemer i forhold til at opretholde Alternativets brede appel.

En konkretiseringsproces

Den politiske udvikling i Alternativet kan således bedst beskrives som en konkretiseringsproces: Med hvert eneste fremsatte forslag bliver betydningen af Alternativets politiske projekt mere og mere konkret. Fra indledningsvist at kunne repræsentere alle dem »som fornemmer, at noget nyt er ved at afløse noget gammelt«, kan man i dag kun hævde at repræsentere en afgrænset del af befolkningen – nemlig den del, der mener, at det alternative samfund indebærer de mange konkrete og ofte ganske kontroversielle forslag, der p.t. findes i Alternativets politiske program (30 timers arbejdsuge, kontanthjælp uden modkrav, kultur på recept, bisonokser i statsskove, eksperimenter med aktiv dødshjælp, etc.). Men hvorfor er det nu et problem?

Normalt når politiske projekter vokser frem og bliver populære sker det ofte igennem, hvad man kunne kalde en universaliseringsproces. Det betyder kort sagt, at en meget specifik politisk kamp løftes ud af sin lokale kontekst og udvides, således, at den kan repræsentere en bred vifte af politiske identiteter. Et nyligt eksempel kunne være Piratpartiet, der startede som et svensk parti centreret omkring kampen for internetfrihed, men som i dag er repræsenteret i mere end 60 lande og som i øvrigt beskæftiger sig med alverdens politiske problemstilligner. En sådan udvikling er effektiv, fordi ekspanderingen af det politiske projekt gør, at flere og flere mennesker hele tiden kan læse deres personlige præferencer ind i partiet. Man udvider altså konstant spektrummet for politisk repræsentation.

Alternativets politiske udvikling går højest udsædvanligt i den stik modsatte retning. I stedet for langsomt at konstruere en bred politisk appel, der rækker på tværs af samfundslag og politiske interesser, gennemgår man en konkretiseringsproces, der hele tiden risikerer at skuffe eller ligefrem udgrænse medlemmer og vælgere, der troede, at ”det alternative” var noget andet, end hvad det viste sig at være. Derfor ser vi uro i partiets bagland, hver eneste gang substantielle politiske beslutninger skal træffes. Ved folketingsvalget gik diskussionen på, hvilken statsministerkandidat Alternativet skulle pege på – tilhørte man rød eller blå blok? Og ved EU-valget var partiet ved at sprænges over diskussionen om, hvorvidt Alternativet var for eller imod Den Europæiske Union. Det samme gør sig gældende i forbindelse med det nyligt overståede kommunalvalg. Eksempelvis blev prioriteringen af kampen om Amager Fælled af nogle set som øko-hipsternes forsøg på at overtage partiet, mens sagerne om intimbilleder og dark rooms af andre blev læst som et knæfald for en bestemt type minoriteter.

Nu handlede det ikke længere så meget om at genopfinde den demokratiske samtale blandt almindelige borgere , men i stedet om at producere lovforslag, som partiets politikere kunne præsentere i folketingssalen.

Slaget om borgmesterposten var dog for mange alternativister dråben, der fik bægeret til at flyde over. Her havde man en gylden mulighed for at igangsætte transitionen til en mere socialt bæredygtig verden, hvilket eksempelvis manifesterede sig i partiets forslag om kontanthjælp uden modkrav, og i stedet valgte man at sætte sig på kultur- og fritidsområdet, som mange associerede med indvielse af ishockeyhaller og kunst i børnehaver. Der er formentlig mange gode grunde bag kandidatgruppens valg af borgmesterpost. Enhedslistens undskyldning for ikke at vælge beskæftigelses- og integrationsforvaltningen er f.eks., at borgmesteren for dette område har meget få beføjelser og styres stramt fra Christiansborg. Ikke desto mindre læste store dele af Alternativets bagland prioriteringen af kultur og fritid som et tegn på, at partiet nu ikke længere var for de mange, men at det snarere var for et snævert segment, nemlig den kulturelle overklasse. Og netop derfor har valget af borgmesterpost fået så stor symbolsk værdi og skabt så meget ballade – fordi det så åbenlyst illustrerer en konkretisering af Alternativet politisk projekt, hvilket unægteligt vil udgrænse en stor del af partiets ellers så trofaste støtter.

Oligarkiets jernlov

I hele den her snak om politisk udvikling og konkretisering glemmer man dog hurtigt, at Alternativets organisatoriske opbygning ligeledes udgør et tilløbsstykke for rigtig mange medlemmer. En stor del af de alternativister jeg, i forbindelse med min forskning, har talt med gennem de sidste fire år, har i mange henseender fremhævet organisationen som vigtigere end selve politikken. Og det er der faktisk nogle gode grunde til. Indenfor forskningen i politiske partier taler man om det, der lidt populært kaldes ”oligarkiets jernlov”, hvilket er en tendens, der blev formuleret af den tyske sociolog Robert Michels for mere end 100 år siden. Helt kort går tendensen ud på, at politiske partier – uanset hvor demokratiske og græsrodsagtige de end måtte være – med tiden vil udvikle en form for topstyring. Dette skyldes primært, at det politiske lederskab får en naturlig interesse i at bevare partiets status og magtposition i det politiske system, hvilket hurtigt ansporer dem til at gribe ind overfor uregerlige tendenser i organisationens græsrodslag.

I flere henseender har det de seneste fire år lykkedes Alternativet at modbevise denne oligarkiets jernlov ved at insistere på græsrodsdemokrati og konsensus-orienterede beslutningsprocesser. Et helt centralt element i denne succes udgøres af de politiske laboratorier, der som nævnt danner grundlagt for politikudviklingen i Alternativet. Gennem disse laboratorier kan helt almindelige medlemmer (og ikke-medlemmer) ideelt set få indflydelse på, hvilken politik der føres på Christiansborg samt hvilke politikområder, der overordnet set prioriteres. Men som i så mange andre organisationer er det vigtigste element også det mest sårbare. Kigger man historisk på politikudviklingsprocessen i Alternativet, vil man nemlig få øje på, at processens struktur har ændret sig markant i løbet af partiets levetid.

Da man i januar 2014 indledningsvist påbegyndte processen med at konstruere Alternativets første politiske program, foregik det således, at Landsmødet (altså, samtlige medlemmer) stemte om, hvilke forslag der blev en del af det officielle politiske program, og hvilke der ikke gjorde. Her havde man altså at gøre med en sjælden type direkte demokrati, hvor almindelige medlemmer ikke bare bidrog til udformningen af lovforslag, men hvor de også bidrog aktivt til beslutningen om, hvilke forslag der så at sige var ”alternative” nok. Ret hurtigt fandt man dog ud af, at denne form for direkte demokrati var både tidskrævende og opslidende. Derfor indsatte man et år senere, i januar 2015, et nyt organ kaldet ”politisk forum” i toppen af politikudviklingsprocessen. Det politiske forum bestod – og består stadig – af den politiske ledelse, bestyrelsen og repræsentanter fra de lokale kredse. Disse ca. 40 mennesker overtog dermed den funktion, som ellers tidligere havde været samtlige medlemmer forundt, nemlig at beslutte, hvad der helt konkret skulle udgøre Alternativets politik.

Om man vil det eller ej, åbnede introduktionen af det politiske forum døren for Robert Michels’ gamle jernlov. Det ville nok være en tilsnigelse at sige, at allokeringen af beslutningskraft til toppen af partiet ligefrem repræsenterer en form for oligarki, men der kan ikke være tvivl om, at den udgør en form for topstyring. Men det var dog ikke den eneste måde, hvor Alternativets politikudviklingsproces forandrede sig. Da man i sin tid arrangerede de første politiske laboratorier var ambitionen nemlig den, at selvom man egentlig allerede havde udviklet politik på et givent område (f.eks. skattepolitik eller udenrigspolitik), så gav det stadig mening at mødes kontinuerligt i laboratorierne og genoverveje den førte politik. Politikudviklingen skulle dermed ikke stoppe, bare fordi man allerede én gang havde diskuteret et emne, men i stedet forblive en ufærdig proces.

Med tiden trådte denne ambition dog i baggrunden for folketingsgruppens behov for politik på alverdens områder, og de politiske laboratorier forvandlede sig dermed fra demokratiske samtaleklubber til realpolitiske pølsefabrikker. Nu handlede det ikke længere så meget om at genopfinde den demokratiske samtale blandt almindelige borgere (selvom den ambition givetvis stadig var til stede), men i stedet om at producere lovforslag, som partiets politikere kunne præsentere i folketingssalen. Dette betød ikke bare, at de politiske laboratorier blev færre i takt med, at forskellige politikområder blev dækket, det betød også, at selve politikudviklingsprocessen ofte blev forhastet og mindre velkoordineret.

Hvad er løsningen?

Det er disse to historiske udviklinger, der udgør kimen til meget af den ballade, vi p.t. ser udspille sig i Alternativets indre rækker. På den politiske front hører man næsten dagligt om folk, der melder sig ud, fordi de ikke længere føler sig repræsenteret af partiets prioriteringer af »sjov og gøgl« over det, som mange anser for at være mere substantielle områder. På den organisatoriske front hører vi ligeledes anklager om topstyring og skinprocesser, senest i Deadline på DR2, hvor Alternativets nye borgmester for kultur og fritid i København, Niko Grünfeld, måtte forklare, at topstyring ikke nødvendigvis er dårligt, fordi det kan være med til at skabe retning. Sådanne udtalelser lyder unægtelig svært uforligneligt med den græsrodsmentalitet, som Alternativet i sin tid blev funderet på. Men findes der en løsning på den kattepine, som partiet er havnet i? Er der en vej udenom konkretisering og oligarkisering, eller er dette en uundgåelig konsekvens af Alternativets historik?

Svaret på sådanne spørgsmål kan man naturligvis kun gisne om, men her kommer i al beskedenhed et bud på en løsning. Som jeg ser det, så var – og er – de politiske laboratorier nøglen til succes for Alternativet. Men kun hvis man tager dem seriøst som mål i sig selv. Hvis man i stedet for blot at behandle dem som steder, hvor realpolitik produceres, også betragtede dem som steder, hvor almindelige mennesker kan komme og udleve deres egen idé om ”det alternative” samfund, så ville det pludselig også give mening at organisere laboratorier indenfor områder, man allerede én gang tidligere havde udviklet. På den måde ville man holde politikudviklingsprocessen ufærdig og dermed givetvis også undgå noget af den konkretisering, der har vist sig problematisk for Alternativets vision om at repræsentere alle dem, »som fornemmer, at noget nyt er ved at afløse noget gammelt«. Hvis man derudover gav noget af beslutningskraften tilbage til Landsmødet i stedet for at samle den i det politiske forum, så ville man måske også undgå de beskyldninger om topstyring, der p.t. florerer i snart alle hjørner af organisationen. Dette er selvfølgelig bare forslag fra en forsker, der står på sidelinjen og ser bekymret til. Men noget må unægtelig gøres, hvis ikke Alternativet skal ende som endnu et helt normalt parti blandt alle de andre.