Print artikel

Post-politikken passiverer demokratiet

Er det den post-politiske retorik, der passiverer alternative synspunkter?
Analyse
08.01.14
Passiverende retorik i jagten på konsensusløsninger kan undergrave demokratiet. Kampen om midten er ikke bare kedelig og fantasiløs, den kan også være farlig. For hvem siger, at konsensus er godt? Måske skulle vi håbe på noget mere konflikt.

Til regeringens lettelse, oppositionens store begejstring og Enhedslistens endnu større ærgrelse underskrev fem partier, der ellers på papiret er ganske uenige, d. 26. november Danmarks finanslov for 2014. Og godt for det. På et tidspunkt lignede det nemlig, at landet næste år slet ikke ville få en finanslov. Oprindeligt skulle aftalen have været forhandlet på plads mere end to uger forinden, men grundet komplicerede forhandlinger blev »alle normale frister for finanslovsaftalen sprunget«, som Venstres formand Lars Løkke Rasmussen skrev på Facebook. Årsagen til denne overskridelse af tidsrammen var angiveligt, at regeringen gjorde alt, hvad der stod i dens magt, for at opnå en aftale med støttepartiet Enhedslisten.

Ligesom sidste år lykkedes det dog ikke de to parter at nå til enighed. Det var derfor også først i elvte time, at Corydon og co. indgik et ”kompromis” med de borgerlige, hvilket udløste den meget omtalte blå finanslov. Der var dog i virkeligheden slet ikke tale om en blå finanslov, forklarede finansministeren gentagende gange. Nej, der var snarere tale om en rød finanslovsaftale gennemført med blå stemmer. Som om der intet besynderligt og/eller foruroligende var i en sådan konstruktion, roste en bred palet af eksperter og meningsdannere aftalen i store vendinger.

I kølvandet på dette spøjse forhandlingsforløb og dets resultat, hvor Enhedslisten blev fravalgt og oppositionen tilvalgt, byder en række spørgsmål sig til. For, hvordan kan det være, at regeringen igen i år fravalgte sit eget støtteparti (eller omvendt) på trods af, at aftalen ellers hverken indeholdte ”knaster eller besparelser”, som Statsministeren efterfølgende udtrykte det? Og måske mere forundrende: Hvordan man kan sammenstykke en finanslov, der tilsyneladende ikke indeholder uspiselige ”knaster” for hverken S, R, SF, V eller C?

Burde finanslovsforhandlingerne ikke netop være stedet, hvor politiske holdninger brydes, og hvor vi som vælgere virkelig får at se, hvad vores folkevalgte står for? Tilsyneladende ikke. I stedet for at være idéernes kampplads, har sådanne politiske processer nemlig udviklet sig til en idéfattig sfære, hvor brede forlig ”ind over midten” og politisk pragmatisme har forrang. Generelt hyldes denne politiske kompromisvillighed i den offentlige debat, hvilket formentlig også er årsagen til, at fløjpartiernes ultimative krav ofte udstilles som ukonstruktive og obstruktive. I tråd med dette blev Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen da også portrætteret som en ”dårlig forhandler” og ”ikke seriøs”, da hun stod fast på spørgsmålet om to ugentlige bade til ældre borgere i hjemmeplejen. Men er denne pragmatiske og konsensussøgende diskurs nu også så positiv for demokratiet, som vi går og fortæller os selv?

Fra blokpolitik til post-politik

På trods af, at det oftest kun er 1,5% af Statens samlede husholdningsbudget på godt 600 mia. kr., der reelt set er til forhandling, ophæver politikere og medier bestandigt finanslovsforhandlingerne til året storpolitiske højdepunkt. Den offentlige debat var derfor igen i år fyldt med slidte paroler, hårdhændede beskyldninger og udsultede stråmænd, der forsøgte at puste fornyet liv i dansk politik. Alt dette på trods af, at størstedelen af partierne ved finanslovsforhandlingerne i det store hele synes enige om det meste. For at forstå dette paradoks, må vi træde et skridt tilbage og iagttage den diskurs, der siden opgøret med blokpolitikken i 2011 har omgivet Danmarks politiske system.

Ganske banalt defineres blokpolitik ved, at én enkelt blok i Folketinget træffer en beslutning uden at opnå samtykke fra den anden side af det politiske spektrum. Heraf har vi idéerne om rød og blå politik. En lov er baseret på blokpolitik, hvis den kun støttes af f.eks. røde stemmer. Det mest markante bud på en blokpolitisk beslutning er formentlig Irakkrigen, hvor den daværende regering besluttede at gå i krig på baggrund af det mindst mulige flertal. Grundet både krigens efterfølgende udvikling, men i særdeleshed også på grund af den nærmest fraværende forhandlingsproces, har beslutningen om Danmarks krigsdeltagelse i 2001 sidenhen modtaget voldsom kritik. Eksemplet med Irakkrigen tjener som regel til skræk og advarsel for, hvad rigid blokpolitik kan føre til. Og det var da også med sådanne eksempler som belæg, at den nuværende regeringen for to år siden gik til valg på et såkaldt ”opgør med blokpolitikken”.

På trods af den larmende kritik af diverse løftebrud, som regeringen siden dens tiltrædelse har modtaget, må man om ikke andet sige, at regeringen har stået fast på beslutningen om at erstatte blokpolitikken med en bred og konsensussøgende politik. Ligesom man i 90’erne talte om ”nødvendighedens politik”, synes regeringen i dag at have gjort det til et mål i sig selv at lave de bredest mulige forlig. Dette blev således også understreget, da regeringen en kold november-dag kunne underskrive en rød finanslov baseret på blå stemmer.

På denne måde kunne man fristes til at konkludere, at den udskældte blokpolitik er blevet erstattet af post-politiske tilstande, hvor ingen ideologisk orientering eller politisk idealisme guider den førte politik. Med henblik på den tragiske historie, som Irakkrigens blokpolitiske beslutning medførte, er det nemt at rose disse post-politiske tilstande. Med finanslovsaftalen for 2014 repræsenteres over 75% af danskerne rent mandatmæssigt, og langt størstedelen af landets befolkning kan dermed siges at have fået deres stemme hørt. Dette lyder jo unægtelig ganske attraktivt. Spørgsmålet er dog, om ¾ af danskerne – eller politikerne for den sags skyld – føler sig repræsenteret igennem den konsensussøgende politik, der ligger til grund for finansloven? Er danskerne generelt bare rørende enige om alting, og er der virkelig ikke mere, der deler os end et spørgsmål om to ugentlige bade til ældre borgere i hjemmeplejen? Eller ligger der måske noget i den post-politiske retorik, der p.t. omgiver dansk politik, som i sidste ende undertrykker og passiviserer generel pluralisme og alternative synspunkter?

Konsensus eller konflikt?

Hvor historien om Irakkrigen tjener som et godt eksempel på blokpolitikkens slagsider, virker det nærliggende at fremhæve sagaen om Socialistisk Folkeparti som et godt eksempel på den effekt, som vores post-politiske diskurs kan have. Under VK-regeringens tid indtog folkesocialisterne en ganske betydningsfuld rolle i dansk politik. Med Villy Søvndal i spidsen udgjorde partiet en barsk vagthund, der både kunne kritisere den daværende regerings liberalistiske politik, men også levere progressive og bæredygtige løsninger på en række problemstillinger. Derfor strøg partiet også til tops med hele 23 mandater ved valget i 2007, og Søvndal blev hyldet som en rød-grøn folkehelt. Dette resultat illustrerede med al tydelighed vigtigheden af SF i blokpolitikkens æra. Her var der plads til at fremsætte alternative synspunkter, der gav en parlamentarisk stemme til 13% af danskerne.

Da SF fire år senere trådte ind i regeringen, »knækkede de under magtens åg«, som politisk kommentator Lars Trier Mogensen skrev i Dagbladet Information i forbindelse med Søvndals afgang som udenrigsminister. Den seneste meningsmåling afslører da også, at partiet står til sølle otte mandater, havde der være valg i dag. Men var det hovedsageligt magten og dermed ansvaret, der i sidste ende knækkede SF? Måske. Med afsæt i nærværende artikel, kunne man dog ligeledes argumentere for, at den post-politiske diskurs, der hersker under den nuværende regering, har spillet en mindst lige så stor rolle i SF’s deroute. Det diskursive krav om bred konsensus og politiske initiativer, der rækker langt ind over midten, synes at have umuliggjort partiets rolle som leverandør af reelle folkesocialistiske løsninger. Ligesom det blokpolitiske årti fra 2001 og frem til 2011 illustrerede partiets nødvendighed, har de sidste to år udstillet partiets ligegyldighed i post-politiske tilstande.

Går man mere teoretisk til værks, kan man opstille forskellen mellem blokpolitik og post-politik som et klassisk opgør mellem to fremherskende demokrati-forståelser. Den ene forståelse, som bl.a. institutionaliseres af det liberale demokrati, hævder at pluralisme bedst faciliteres igennem politiske forhandlinger, hvor alle parter søger at skabe brede konsensusløsninger blandt flest muligt aktører. Med afsæt i debat og forhandling tilstræber det liberale demokrati at finde løsninger, der tjener så mange parter som muligt, og som dermed tager form af politiske kompromisser. Grundpræmissen er her, at hvis blot vi forhandler længe nok, skal vi nok alle nå til enighed om ”nødvendighedens politik”, så at sige. Det er denne demokrati-forståelse, repræsentanter fra regeringen appellerer til, når de f.eks. stempler Johanne Schmidt-Nielsen som en dårlig forhandler, fordi hun står stejlt på partiets mærkesager. En anden forståelse af sådanne forhandlinger ville givetvis hævde, at hun netop gik demokratiets ærinde ved ikke at give efter for en diskurs, der synes at trække alle politiske standpunkter ind mod midten af dansk politik.

En sådan demokrati-forståelse er blevet kaldt mange ting bl.a. radikalt demokrati eller agonistisk demokrati. Især idéen om agonisme, der er et begreb udledt af det oldgræske ord ”agon”, som betyder strid, indrammer denne forståelse ganske vel. Her gælder det nemlig ikke om for enhver pris at opnå konsensus. Tværtimod handler det for agonistiske demokrater om at anerkende, at politik indebærer modstridende holdninger og konflikt mellem disse. I stedet for konstant at stræbe efter post-politiske løsninger, bør vi ikke være så bange for uenigheden og i stedet benytte denne til at fremhæve den grundlæggende diversitet, der præger alle moderne samfund. Det er en sådan demokrati-forståelse, Enhedslistens chefstrateg Pelle Dragsted appellerer til, når han i Politiken betegner midten af dansk politik som en »sump af principløshed«.

Hermed udstilles forskellen mellem post-politik og blokpolitik, eller en liberal demokrati-forståelse og en agonistisk demokrati-forståelse: Hvor førstnævnte tilstræber rationel konsensus, tilstræber sidstnævnte passioneret konflikt. Men er dette et svært valg? I vores post-politiske øre lyder det første alternativ unægtelig mere attraktivt end det sidste. Så hvorfor overhovedet betvivle rigtigheden af den post-politiske diskurs? Hvorfor overhovedet skrive denne artikel?

Passiviserende retorik

Da lederen af tænketanken Cevea under et foredrag på Copenhagen Business School tidligere i år spurgte filosoffen Chantal Mouffe, om hun havde et godt råd til centrum-venstre partierne i Danmark, svarede hun ganske banalt, men dog utroligt rammende: Hold op med at være centrum, og koncentrer jer om at være venstre. Årsagen til dette kontante svar skal formentlig findes i ovenstående diskussion. Da Mouffe er en af hovedarkitekterne bag den agonistiske demokrati-forståelse, er det hendes klare overbevisning, at det liberale demokratis værste slagside er dets indbyggede præference for brede konsensusløsninger. I hendes optik er denne præference nemlig demokratiets værste fjende.

Det argument, der understøtter denne ganske markante konklusion er nemlig, at selve idéen om brede konsensusløsninger, hvor alle parter får deres stemme hørt, er en utopi. Det er umuligt at forestille sig, hævder Mouffe, at alle politiske identiteter kan repræsenteres under samme banner. Uanfægtet af, hvor lang tid vi forhandler, og hvor godt et forlig, vi sammenstykker, vil minoriteternes identitet altid blive undertrykt. Hver gang fløjpartierne således indgår politiske kompromisser, knækker de altså ikke blot under magtens åg, men også under den ”hegemoniske orden”, som Mouffe ville have sagt. Med afsæt i denne forståelse er de flotte, bredde forlig og smukke konsensusløsninger pludselig ikke længere så attraktive, da de som udgangspunkt ikke repræsenterer en stor og smuk enighed, men snarere en undertrykkelse af diversiteten.

Jeg har forsøgt at fremhæve en række floskler, der igennem tidens løb har været brugt til at legitimere de nuværende, post-politiske tilstande: Beslutninger skal helst tages ”ind over midten”, for med ”bredde forlig” når vi længst i forhold til ”nødvendighedens politik”. Derfor var ”opgøret med blokpolitikken” helt afgørende for en regering, der hylder ”kompromisser” og ”konsensus”. I takt med dette bliver fløjpartierne (Ø, LA og DF) da også bestandigt udstillet som ”umodne”, ”useriøse”, når de ”passivt” stiller sig med ”korslagte arme”.

Alle disse udtryk synes at udgøre den retorik, der giver det nuværende politiske system sin post-politiske aura. Men hvorfor betragter vi altid konsensus og enighed som noget positivt og aktivt, mens konflikt og uenighed er negativt og passivt? Kunne det ikke lige så vel være omvendt? Med afsæt i tankerne bag agonistisk demokrati kan man argumentere for, at den post-politiske diskurs slet ikke er post-politisk. Omvendt er den faktisk fuld ud lige så politisk og ideologisk som blokpolitikken. Forskellen er bare, at hvor vi tidligere havde at gøre med to uenige blokke, findes der i dag kun én: Midten. Mod midten drages alle politiske standpunkter, hvormed diversiteten i den politiske debat passiviseres på udemokratisk vis.

Med Irakkrigen i den ene hånd og SF i den anden bliver spørgsmålet for vores samfund, om vi kan finde en vej for demokratiet, hvor flertalstyranniet ikke dominerer og undertrykker. Findes der en vej, hvor vi tør dvæle ved og leve med uenigheden, uden samtidig at afskrive god og konstruktiv forhandling? Dette kan kun fremtiden vise, men én ting er dog sikkert: Den passiviserende retorik, der sidst gav sig tilkende under finanslovsforhandlingerne, er bestemt ikke vejen frem.