Print artikel

Det stærke køn består af svage kvinder

Kommentar
28.10.15
Moderne feminister efterlyser rollemodeller, men de ville ikke overleve en dag i deres sko. De vil ikke have ligestilling, de vil have anerkendelse.

Pippi Langstrømpe bor langt uden for velfærdsstaten i Villa Villekulla. Hun er anarkist og venter ikke på at få lov. Hun har ingen forældre, der bestemmer over hende, men heller ingen, der trøster hende eller smører madder. Pippi er dybest set overladt til sig selv, men hun er sin egen autoritet. Hun jager røvere ud af sit hus uden hjælp fra politiet, hun vil ikke på børnehjem, og hun lever af mad, som er bandlyst i den selvsamme kreative klasse, der læser hendes bøger højt om aftenen; sukker, kager og helt sikkert intet økologisk. Pippi Langstrømpe er verdens stærkeste pige. Hun fremhæves som et feministisk forbillede, men udover kønnet er det svært at se, hvad hun har til fælles med sine nulevende medsøstre.

Pippi sætter sig ikke ned og mærker efter, om Tommy har sagt noget tarveligt. Pippi handler, mens nutidens feminister klager. Pippi allierer sig med andre mennesker, mens feminister allierer sig med staten. I den tid det tager en dansk kvinde at skrive et debatindlæg om strukturelle barrierer til dagbladet Politiken, har Pippi tæsket fem store drenge, der er i gang med at mobbe en, der er mindre end dem selv. På trods af hendes korte kjole og knæstrømper er hun aldrig blevet tillagt en seksuel dimension.

Pippi Langstrømpe er ganske enkelt blevet rekrutteret som rollemodel af en feministisk bevægelse, der ikke når hende til strømpeholderne.

Vigtigheden af rollemodeller understreges i disse år af både politikere og ligestillingsdebattører, hovedsageligt på venstrefløjen. Argumentet er, at små piger vil blive inspireret og bryde igennem glasloftet, hvis de kan følge i fodsporene på kvindelige statsministre og topchefer. Derfor er jagten gået ind på kvindelige rollemodeller i både fiktionens og virkelighedens verden.

Senest har forfatter Mette Moestrup erklæret krig mod »patriarkatet,« som hun mener er den herskende samfundsform i Danmark. Hun er utilfreds med, at Forfatterskolen for nylig har ansat sin femte mandlige rektor, og at mandlige forfattere dominerer pensum.

Hendes interesse for kvindelig repræsentation begrænser sig dog til de øverste samfundslag, og dermed ligger hun på linje med de elitefeminister, der dominerer kønsdebatten.

Danske feministers forbilleder går for det meste på arbejde i powersuits, der både signalerer sex og seriøsitet. De er rige på social kapital og arbejder i kontormiljøer med behageligt indeklima. Ikke ulig Birgitte Nyborg, statsministeren fra DRs søndagsserie Borgen. Hun er en politisk korrekt kvinde, der placeres i magtens centrum, hvor hun vil gøre det gode, men bliver mødt af et kynisk system og kalkulerede alliancer. Det eneste mørke hun bærer i sig er utroskab og svigtet af sin egen datter (læs: work-life balance). Det tætteste hun kommer på manuelt arbejde er den PET-agent, der fikser hendes køkkenvask (hvorefter de knalder).

Kvinder, der befinder sig længere nede i det sociale hierarki er ikke i risiko for at blive ophævet til rollemodeller. For eksempel de to amerikanske rangers, der som de første kvinder nogensinde gennemførte træningen i USA's hær i sommer; 62 dage i al slags terræn, læsset med tunge våben og oppakning, side om side med mændene. På grund af de to overvejer den amerikanske hær nu at lukke kvinder ind i kampfunktioner, der ellers er forbeholdt mænd. En landvinding for feminister over alt i verden, der nu kan se årtiers ligestillingskamp sejre i det mest maskuline domæne.

Det skulle man i hvert fald tro. Alligevel er de to rangers blevet hyldet mere af deres mandlige kolleger i hæren end af deres medsøstre, der hævder at kæmpe for kvinders lige ret og adgang. Hvorfor?

Fordi danske feminister ikke kræver værnepligt. De vil ikke have ligestilling. De vil have anerkendelse. Den feministiske bevægelse hævder at hylde individer, der trodser autoriteterne, mens de selv er bekvemme flokdyr. De hævder at hylde kvinder, der vil bestemme over sig selv, mens de selv er statselskere og vil bruge magten til at bestemme over andre (tvungen barsel til mænd, sex-købsforbud og kvindekvoter). De hylder kvinder, der har gjort sig fri af samfundets forventninger, mens de hævder, at de ikke selv kan lykkes, før resten af samfundet har ændret sig først. Danske kvinder bryder sig ganske enkelt ikke om at gå forrest op af skyttegraven.

Autoritetstro kvinder

Hvis der stadig eksisterer en kvindekamp, hvor er så kampgejsten? Hvorfor dette behov for at nogle andre skal gå først? Debatten om køn i disse år er præget af en autoritetstro, som egentlig er trist.

Mange kvinder jagter andres ros i stedet for at jagte deres egne mål. De er optaget af samfundets syn på dem i stedet for deres eget syn på sig selv. De såkaldte 12-tals piger i folkeskolen, på gymnasiet og universitetet stræber så meget efter karakteren, at de går ned med flaget. Kvinder uddeler priser til hinanden og remser hinandens navne op på blogs som værende undervurderede genier. Når en model er for tynd, lanceres kampagner med fede kvinder, for deres skønhed skal altså også anerkendes. Når der reklameres for brystoperationer på busserne, lanceres kampagner med såkaldt naturlige bryster. Dermed gør feminister det, de selv beskylder samfundet for; de vurderer kvinden på hendes krop, bare med et andet skønhedsideal. Det er et paradoks, at kvindefrigørelse anno 2015 gør sig så afhængig af andres accept.

I Hollywood er der flere kvinder, der tager sagerne i egen hånd. De deler ikke tæsk ud for at få ret men for at vinde, og foreløbig har ingen slået Sigourney Weaver af pinden. I klassikeren Alien fra 1979 er hun Ellen Ripley, en make-up løs officer med årvågne øjne på rumskibet Nostromo. Skibet er på vej mod jorden men bliver omdirigeret for at undersøge et signal fra en ukendt planet. Da de lander, støder de på en fremmed organisme, der ender med at udslette Ripleys besætning en efter en. Da hun til sidst beder skibets computer 'Mother' om hjælp, får hun ingen og råber »Mother, you bitch

Sigourney Weaver er selv nødt til at slå det onde ihjel. Der er ingen andre tilbage på skibet.

I opfølgeren Aliens finder man Vasquez, en hårdkogt marinesoldat, der er udsendt nogle år senere for at undersøge, hvorfor der ikke er livstegn fra den koloni, der i mellemtiden er blevet udstationeret på planeten. På vej i rumskibet tager Vazquez armhævninger på en stang ved siden af sine mandlige kolleger. Hun har kort hår og bandana.

»Have you ever been mistaken for a man?« spørger en af de andre soldater for at få hende ned med nakken.

Vazquez sænker sig ned på gulvet og kigger på ham:

»No. Have you?«

Var samme spørgsmål blevet stillet i København i 2015, var det nok endt med en klage over sexisme. (I den seneste film, Prometheus, der har meget lidt med de andre at gøre, præsenteres kvindefrigørelsen i form af svenskeren Noomi Rapace, der foretager en abort på sig selv for at fjerne en fremmed organisme fra sin krop.)

Andre steder i fiktionen finder vi kvinder, der ikke går op i at blive holdt af. HBO-serien The Wire har blandt andet den lesbiske betjent Kima, der ikke er principiel modstander af politivold. I The Daily Show, som Jon Stewart for nylig trådte tilbage fra, udsætter korrespondenten Samantha Bee folk for interviews med uendelige mængder af dårlig stemning. DR-værten Signe Molde kunne noget af det samme, da hun i et talkshow gav Anders Fogh Rasmussen et kram og ikke ville give slip. Han stod fanget i en ufarlig og feminin berøring, der måske var det mest afslørende, han som poleret statsmand har været udsat for. Måske har kvindekampen brug for flere kvinder med nosser og færre i figursyede jakkesæt.