Print artikel

De nye silkeveje

Udsnit fra bogens forside.
Uddrag
11.10.19
Vi lever allerede i det asiatiske århundrede. Den engelske historiker Peter Frankopan peger mod en ny verdensorden med Asien i centrum.

Da min bog Silkevejene. En ny verdenshistorie udkom på engelsk i 2015, ramte den noget væsentligt i tiden. Som forfatter håbede jeg selvfølgelig, at folk ville læse bogen og synes om det, jeg havde skrevet, men som historiker havde jeg tit oplevet, at de emner, jeg gerne ville beskæftige mig med, ikke vakte særlig stor interesse hos andre mennesker. Når jeg fortalte om min forskning til fester eller ved middagsselskaber, varede samtalerne normalt ikke særlig længe, og selv det engagement, mine kolleger lagde for dagen, var som regel direkte knyttet til perioder eller stofområder af fælles interesse.

Derfor kom det som en stor overraskelse for mig, at Silkevejene blev så godt modtaget. Bogen blev solgt i mere end én million eksemplarer i hele verden, lå i top ti over de mest solgte bøger i The Sunday Times i otte måneder og nummer ét på bestsellerlisten i både Storbritannien, Den Persiske Golf, Indien og Kina. Der var åbenbart mange mennesker, der var interesserede i at lære mere om verden, andre folkeslag, kulturer og regioner med en glorværdig historie. Det viste sig, at mange var ivrige efter at læse en historisk fremstilling, hvor fokus skifter fra den velkendte og gængse historie med Europa og Vesten i centrum til Asien og Østen.

De interkontinentale forbindelseslinjer har fascineret gennem årtusinder. I slutningen af 1800-tallet introducerede den tyske geograf Ferdinand von Richthofen et udtryk, der skulle beskrive det netværk af udvekslingslinjer, der forbandt Handynastiets Kina med den omkringliggende verden. Han gav disse forbindelseslinjer navnet die Seidenstraßen – Silkevejene – en betegnelse, der både appellerede til forskernes og til den almindelige offentligheds fantasi.

Richthofens forestilling om Silkevejene var lidt upræcis, både i forhold til at give et præcist geografisk overblik over, hvordan varer, ideer og mennesker bevægede sig mellem Asien, Europa og Afrika, og i forhold til at give en tilfredsstillende forklaring på, hvordan Stillehavet og Det Sydkinesiske Hav var forbundet med Middelhavet og i sidste ende Atlanterhavet. Men denne unøjagtighed om Silkevejene som begreb gør egentlig ikke så meget – ikke mindst fordi der ikke var tale om ”veje” i ordets moderne forstand. En anden grund er, at udtrykket udvisker forskellen mellem langdistancehandel og handel over kortere afstande. Endelig blev der også handlet – og i nogle tilfælde i meget større mængder – med mange andre varer og genstande end silke.

I virkeligheden fungerer Silkevejene godt til at beskrive, hvordan folk, kulturer og kontinenter er blevet vævet sammen – og derved giver det en dybere forståelse af, hvordan religioner og sprog blev udbredt i fortiden. Man får langt større indsigt i, hvordan ideer om mad, mode og kunst bredte sig, konkurrerede og påvirkede hinanden indbyrdes. Udtrykket Silkevejene hjælper med at forstå, hvor vigtigt det var at kontrollere ressourcer og langdistancehandel, og giver dermed en dybere forståelse af baggrunden og motivationen for de ørkenekspeditioner og togter over verdenshavene, der var med til at forme imperiers tilblivelse. Silkevejene illustrerer ikke kun, hvordan teknologiske nyskabelser blev stimuleret på flere kilometers afstand, men også, hvordan vold og sygdom ofte fulgte lige i hælene på disse ødelæggende spor. Silkevejene hjælper os med at forstå fortiden – ikke som en række isolerede og adskilte perioder og regioner, men som en historisk rytme, der har bundet verden sammen i tusindvis af år som del af en større fælles, global fortid.

Selv hvis jeg havde skrevet Silkevejene for femogtyve år siden, ville den have været lige så aktuel. I begyndelsen af 1990’erne afstedkom Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud kæmpestore omvæltninger, ikke blot i Rusland, men i alle de femten konstituerende republikker, som efterfølgende fik deres selvstændighed. Begyndelsen af 1990’erne var også præget af Golfkrigen, som var så tæt forbundet med den efterfølgende intervention i Irak først i det 21. århundrede. I samme årti var vi vidne til skelsættende forandringer i Kina, hvor en række reformer begyndte at sætte gang i landets udvikling i retning af at blive ikke blot en regional, men også en global supermagt. På det tidspunkt blæste forandringens vinde også over Tyrkiet, Indien, Pakistan, Afghanistan, Iran og Mellemøsten – for sådan sker det altid langs Silkevejene, de netværk, som udgør verdens centralnervesystem.

Få uger efter udgivelsen af min bog i sommeren 2015 spiste jeg frokost med en ven i London, der havde været en af de første til at læse bogen. »Besynderligt nok synes jeg, at bogen var ret opmuntrende,« sagde han. »Den fik mig til at forstå, at forandring er normalt, at store forskydninger af det globale magtcentrum er helt almindelige, og at denne kaotiske og fremmedartede verden måske alligevel ikke er så mærkelig og usædvanlig endda.«

*

I løbet af de få år, der er gået, siden Silkevejene udkom, har meget forandret sig. Set fra min synsvinkel som historiker har vi været vidne til en række usædvanlig spændende nybrud om fortiden. Forskere fra forskellige fagområder, forskellige perioder og regioner har fremlagt hidtil usete og meget overbevisende resultater. Arkæologer, der arbejder med satellitbilleder og spatiale analyser, har identificeret vandingsanlæg bestående af cisterner, kanaler og damme, der kan dateres til det 4. århundrede e.Kr., og som forklarer, hvordan der kunne dyrkes afgrøder på de barske betingelser, der fandtes i det nordvestlige Kina, da udveksling med den omkringliggende verden begyndte.

Andre forskere, der arbejder for The Afghan Heritage Mapping Partnership, har fået adgang til data fra kommunikations- og spionsatellitter samt fra droner, der er blevet brugt til militær overvågning i Afghanistan. På baggrund heraf har de kunnet tegne et detaljeret billede af en infrastruktur af karavanseraier, vandingskanaler og boligområder, hvor rejsende i Centralasien engang kunne indlogere sig. Det gør det betydeligt lettere for os at forstå, hvordan fortidens Silkeveje var forbundet indbyrdes. At en stor del af dette arbejde er blevet udført på afsidesliggende steder, fortæller også noget om, hvordan forskningen har udviklet sig i begyndelsen af det 21. århundrede.

Forbedrede videnskabelige metoder har desuden kastet nyt lys over forholdet mellem nomader og bofaste folk fra centralasiatiske byer i den førmoderne tidsalder. Kulstof- og kvælstofisotopanalyser af 74 menneskelige rester fra fjorten begravelsespladser i Centralasien har været med til at afdække spisevaner blandt bofaste folk og sammenligne det med nomadesamfund. Heraf fremgår det, at nomader har haft glæden af et større udvalg af fødevarer end de mennesker, der boede i landsbyer, mindre byer og storbyer. Dette giver igen anledning til vigtige spørgsmål om den rolle, de omkringvandrende befolkninger spillede med at introducere nye tendenser og udbrede kulturelle forandringer på tværs af hundreder og undertiden tusinder af kilometer.

Sideløbende hermed har genetiske og etnolingvistiske forskningsresultater dokumenteret sammenhængen mellem udbredelsen af valnøddeskove og udviklingen af sprog i store dele af Asien. Fossilerede rester af tørrede valnødder tyder på, at købmænd og andre, der rejste langs Silkevejene, bevidst har plantet valnøddetræer som en langsigtet investering, hvilket igen giver en bedre forståelse af forholdet mellem naturen og den menneskelige påvirkning. En påvirkning, der baserede sig på udvekslingen af ideer fra nær og fjern. Silkevejene fungerede altså også som ”nye korridorer” for så vel mennesker som plante- og dyreliv.

Nyere forskning har påvist, at der eksisterer en forbindelse mellem jiddisch og handelsudvekslingerne på tværs af Asien, og hævder, at sprogets udvikling hang sammen med ønsket om at handle i sikkerhed. Man udarbejdede derfor et sprog, som kun kunne forstås af nogle få udvalgte. Dette har åbenlyse paralleller til det 21. århundrede, hvor kryptovalutaer og blockchain-teknologier søger at løse nutidens sikkerhedsproblematikker. Man kunne også nævne den nyeste iskerneboringsteknologis forbløffende resultater, der kan kaste lys over den sorte døds ødelæggelser ved at måle faldet i metalproduktion i midten af det 14. århundrede.

I 2017 blev en række dokumenter fra møder mellem den britiske ambassadør i Washington i 1952, sir Christopher Steel, og den amerikanske viceudenrigsminister, Henry Byroade, frigivet. De drøftede muligheden af et kup, der skulle afsætte den daværende iranske premierminister, og det er tydeligt at se, hvordan de skæbnesvangre planer tog form. Frigivelsen af hidtil hemmeligholdte amerikanske planer fra de første år under den kolde krig om atomangreb giver ligeledes vigtige indblik i amerikansk militær og strategisk planlægning – og i samtidens vurderinger af, hvordan man bedst kunne neutralisere Sovjetunionen i tilfælde af en krig.

Dette er blot nogle få eksempler på, hvordan historikere løbende benytter sig af forskellige teknikker for at opnå en bedre og mere præcis forståelse af fortiden. Det er jo også det, der gør historie til et spændende og tiltrækkende fag: Der ligger en elementær spænding i, at man hele tiden bliver udfordret til at tænke over tingene på nye måder og finde forbindelseslinjer mellem folk, regioner, tanker og emner.

De forgangne år har også gjort noget andet klart: Uanset hvor traumatisk eller komisk det politiske liv synes at være i disse år med Brexit, europæisk politik i kaos eller præsident Donald Trump, er det landene langs Silkevejene, der spiller den store rolle i det 21. århundrede. De beslutninger, der bliver truffet i nutidens verden, og som virkelig betyder noget, bliver ikke truffet i Paris, London, Berlin eller Rom – som det var tilfældet for hundrede år siden – men i Beijing og Moskva, Teheran og Riyadh, Delhi og Islamabad, Kabul og de dele af Afghanistan, der bliver kontrolleret af Taleban, i Ankara, Damaskus og Jerusalem. Fortiden blev formet af det, der skete langs Silkevejene. Og sådan vil det også være i fremtiden.

Jeg vil forsøge at give et detaljeret øjebliksbillede af samtiden ud fra et globalt perspektiv i håbet om at sætte det, der sker rundtomkring i verden, ind i en kontekst, og at sætte fokus på nogle af de problemstillinger, som vores liv og levevis afhænger af. Silkevejene fungerer som omdrejningspunkt for denne fremstilling – de er faktisk så afgørende, at det ikke er muligt at finde mening i, hvad nutiden og fremtiden vil bringe, hvis ikke man inddrager hele regionen mellem det østlige Middelhav og Stillehavet. Derfor er formålet med denne bog også at opdatere historien om Silkevejene og fortolke det, der er sket i de forgangne år – en tid med gennemgribende forandringer.

For efter 2015 har verden forandret sig på dramatisk vis. Dengang skrev jeg, at forholdene var blevet vanskeligere og mere udfordrende for den vestlige verden. Det synes i høj grad at være blevet bekræftet efter Brexit-afstemningen og den usikkerhed, der hersker omkring EU’s fremtid, hvilket jeg også vil komme ind på i denne sammenhæng. Efter valget af Donald Trump er der også sket et kursskifte i USA, der er forvirrende at iagttage og derfor vanskeligt at vurdere. Problemet er ikke så meget præsidentens mange tweets, som i sig selv er en kilde til morskab blandt kommentatorerne, men at prøve at forstå, om Det Hvide Hus ønsker at trække sig tilbage fra eller at omdefinere verdensordenen – og hvorfor.

Hertil kommer, at Rusland er begyndt at forholde sig meget anderledes over for Vesten, selv om præsident Putin og inderkredsen omkring ham har stået i spidsen for landet i to årtier. Den militære intervention i Ukraine, påstande om indblandingen i det amerikanske og det britiske valg og beskyldninger om mordforsøg på en tidligere efterretningsofficer har ført til det værste lavpunkt mellem Rusland og Vesten siden Berlinmurens fald – og det har, som vi skal se, dannet grundlag for, at Moskva nu orienterer sig mere mod syd og øst.

De fortsatte problemer i Afghanistan, Syriens sammenbrud som følge af mange års borgerkrig og den møjsommelige genopbygningsproces i Irak synes ikke at give anledning til megen optimisme, selv om der er brugt betydelige økonomiske, militære og strategiske ressourcer på at stabilisere situationen i alle de nævnte lande. Der bliver hverken lagt en dæmper på stridighederne mellem Iran og Saudi-Arabien eller mellem Indien og Pakistan, hvor hyppige aggressive beskyldninger truer med at få mere alvorlige følger end blot verbale angreb.

Også Tyrkiet har haft det svært. Et land, hvor en vaklende økonomi og masseprotester i 2016 banede vejen for et kupforsøg, da grupper inden for de væbnede styrker forsøgte at tage magten. Efterfølgende blev titusindvis af mennesker arresteret, og omkring 150.000 personer mistede deres job, fordi de blev mistænkt for at have kontakter til kuppets angivelige bagmand, Fethullah Gülen. Heriblandt var vigtige repræsentanter for retsvæsenet, professorer, lærere, politifolk og journalister – men også folk fra militæret. Presset på landets fængsler er blevet så voldsomt, at regeringen i december 2017 meddelte, at man i løbet af de næste fem år ville opføre yderligere 228 fængsler – og dermed nærmest ville fordoble landets fængselskapacitet.

*

Men alligevel er der håb for Asien som helhed. Man fornemmer, at stater prøver at arbejde tættere sammen, at se bort fra deres egne interesser og lægge indbyrdes stridigheder bag sig. Som vi skal se, er der i de forgangne år blevet etableret en lang række initiativer, organisationer og fora, der alle har til formål at fremme samarbejde og diskussion ved at tilbyde en identitetsskabende fortælling om solidaritet og fælles fremtid.

Det er også blevet bemærket og udnyttet af de kræfter, hvis økonomiske succes afhænger af, at de kan spotte og igangsætte nye trends. I 2015 introducerede Nike for eksempel en ny sneakers-kollektion. Basketballspilleren Kobe Bryants oplevelser fra rejser i Italien og Kina skabte ifølge Nike »forbindelser til både det europæiske og det asiatiske kontinent« og satte tanker i gang hos sportsfirmaets designere om »den legendariske Silkevej, inspirationen for den nye KOBE X Silkesko«.

Et perfekt supplement til disse sneakers er parfumen Poivre Samarcande fra Hermès, der har en »duft af peber, moskus og en let røget aroma af hugget brænde«, hvori ”sjælen fra gamle egetræer, blandet med peber, lever videre«. Også de var inspireret af Silkevejene: »Navnet ’Samarcande’ er en hyldest til den by, som krydderikaravaner engang passerede igennem på deres vej fra øst til vest,« udtalte chefparfumør Jean-Claude Ellena.

En person, der var hurtigere end Nike og Hermès til at forstå Silkevejenes potentiale, var såmænd Donald J. Trump, USA’s 45. præsident, der i 2007 fik patenteret varemærket Trump i Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Turkmenistan, Aserbajdsjan og Armenien med det formål at producere en vodka med samme navn. Det gentog han i 2012, hvor han forsøgte at patentere navnet på hoteller og ejendomme i alle de lande, der ligger langs det inderste af Silkevejene, herunder også Iran. Et land, som han ellers har forsøgt at isolere, efter at han i 2017 blev præsident. Desuden indgik Trump i forretningsaktiviteter i Georgien med planer om at udvikle ”elegante kasinoer” sammen med en gruppe med det velvalgte navn Silk Road Group, som efterfølgende er blevet genstand for omfattende undersøgende journalistik.

Silkevejene er allestedsnærværende i hele Asien. Der findes selvsagt utallige rejsebureauer, som tilbyder ture til de hæderkronede seværdigheder fra en sagnomspunden fortid i lande, der ligger i verdens centrum, men som er forsvundet fra vores bevidsthed i tidens løb. Men der findes også mange mere moderne eksempler på den magt, fortidens netværk havde, og nutidens og fremtidens netværk vil komme til at få. Indkøbscentret Mega Silk Way i Astana, Kasakhstans hovedstad, er ét eksempel, et andet er det glittede magasin SilkRoad til passagererne på Cathay Pacifics fly. I Dubais lufthavn bliver passagerer budt velkommen med reklamer for Standard Chartered Bank, som lyder: »One Belt. One Road. En bank, der samler alle dine forretninger i Afrika, Asien og Mellemøsten.«

Samtidig rapporterer medierne i Kuwait med stor entusiasme om opførelsen af en potentiel Silkeby. Et projekt med en foreløbig investering på nær ved 100 bruneiske dollars. Eller man kan nævne Turkmenistan, øst for Det Kaspiske Hav, der som officielt nationalt slogan for 2018 har valgt: »Turkmenistan – i hjertet af Silkevejen«.

En forklaring på denne optimisme i hele det centrale Asien er regionens enorme naturressourcer. Det britiskejede energiselskab BP vurderer således, at Mellemøsten, Rusland og Centralasien står for næsten 70 procent af verdens samlede dokumenterede oliereserver og næsten 65 procent af de dokumenterede naturgasreserver – og i dette tal er Turkmenistan ikke indregnet, hvis gasfelter inkluderer Galkynysh, som er verdens næststørste.

Man kan også nævne de rige landbrugsreserver mellem Middelhavet og Stillehavet, hvor lande som Rusland, Tyrkiet, Ukraine, Kasakhstan, Indien, Pakistan og Kina står for mere end halvdelen af verdens samlede hvedeproduktion og næsten 85 procent af verdens risproduktion, hvis man medregner lande i Sydøst- og Østasien som Myanmar, Vietnam, Thailand og Indonesien.

Dertil kommer stoffer som silicium, der spiller en vigtig rolle for fremstillingen af mikroelektroniske produkter og halvledere, hvor Rusland og Kina alene står for 75 procent af verdensproduktionen. Eller de sjældne jordarter som yttrium, dysprosium og terbium, som er vigtige for alt lige fra supermagneter til batterier, aktuatorer og bærbare computere – hvoraf Kina alene stod for mere end 80 procent af verdens samlede produktion i 2016. Mens fremtidsforskere og netværksforskere ofte taler om, hvor spændende verden bliver, når kunstig intelligens, Big Earth Data og maskinlæring kommer til at ændre den måde, vi lever, arbejder og tænker på, så er der ikke ret mange, der interesserer sig for, hvor de råstoffer, som den nye digitale verden bygger på, kommer fra – eller hvad der sker, hvis forsyningerne enten slipper op eller bliver udnyttet som finansielt eller politisk våben af dem, der stort set har monopol på de globale forsyninger.

Der bør også nævnes andre typer værdifulde ressourcer, som findes i kolossale mængder og sikrer store indtægter til dem, der kontrollerer dem. Hertil hører heroin, som i mere end et årti har udgjort en væsentlig økonomisk ressource for Taleban i Afghanistan. I 2015 rapporterede en FN-udsending, at »rundt regnet 200.000 hektar eller cirka 2.000 kvadratkilometer var udlagt til dyrkning af opiumvalmuer«. Til sammenligning »svarer det til mere end 400.000 amerikanske fodboldbaner«. En massiv vækst i dyrkningen af opiumsvalmuer i 2017 førte til, at det samlede dyrkningsareal til opiumsproduktion nåede op på 320.000 hektar – hvilket betød en rekordhøst på 80 procent af det globale marked, der har en samlet værdi på over 30 milliarder dollars.

Ressourcer har altid spillet en afgørende rolle for verdensordenen. Det er lige så naturligt og vigtigt, at stater kan sikre deres indbyggere mad, vand og energi, som at de kan beskytte mod udefrakommende trusler. Derfor er det vigtigere end nogensinde at have kontrol over Silkevejene. Det er også en del af forklaringen på det pres, som menneskerettigheder, presse- og ytringsfrihed er underlagt for tiden i hele Asien – hvilket for nylig blev kommenteret af Andrew Gilmour, FN’s vicegeneralsekretær for menneskerettigheder. »Nogle regeringer føler sig truet af selv den mindste uenighed,« udtalte han, og de afviser alle bekymringer om menneskerettigheder som »illegal indblanding udefra« i disse landes interne anliggender, som forsøg på at vælte regimer eller påtvinge landet fremmede ”vestlige” værdier. Beslutninger om, hvilke stemmer der må høres eller ikke høres, handler om at stadfæste og fastholde magten i en verden, der er under forandring, og med en frygt for konsekvenserne, hvis alternative stemmer får lov at komme til orde.

Vi lever allerede i det asiatiske århundrede. En tid, hvor forskydningen af verdens samlede bruttonationalprodukt (BNP) fra de udviklede økonomier i Vesten til økonomierne i Østen foregår i et forbløffende omfang – og med en forbløffende hastighed. Ifølge nogle beregninger kan indtægten pr. indbygger i Asien i 2050 stige til det seksdobbelte målt i købekraft. Det vil betyde tre milliarder flere velhavende asiater i forhold til i dag. Ved nærmest at fordoble sin andel af det globale BNP til 52 procent, som en nyere rapport har formuleret det, »vil Asien genvinde den økonomisk dominerende position, som kontinentet havde for omkring 300 år siden, før den industrielle revolution«. Forskydning af den globale økonomiske magt til Asien »kan måske foregå lidt hurtigere eller langsommere«, som en anden rapport udtrykte det, »men forandringens overordnede retning og dens historiske karakter er uomtvistelig.« Og konklusionen var, at vi gennemlever en tilbagevenden til, hvordan verden så ud før Vestens dominans.

Forandringerne og væksten i Asien sker i et fuldstændig svimlende tempo. Det anslås, at det totale BNP for byer i hele Asien i 2027 vil være større end det totale BNP for byer i Nordamerika og Europa tilsammen – og at det vil overhale disse med 17 procent blot otte år senere. Udviklingen af de asiatiske byer vil selvfølgelig være forskellig alt efter økonomi og geografi. Men som forfatterne til en ny rapport fremhæver, vil 34 af verdens 100 største byer målt i BNP i 2035 ligge i Kina, og de ti hurtigst voksende byer mellem nu og 2035 (og 17 ud af top-20) ligge i Indien.

Det er ikke til at komme udenom, at en ny verden er ved at blive skabt, og det har betydet nye planer hos økonomiske og politiske aktører, som vil accelerere og høste handelsmæssige fordele af de strukturelle forandringer. Som den mest prominente af alle disse planer skal nævnes det kinesiske Belt and Road Initiative (BRI), den kinesiske præsident Xis stort anlagt økonomiske og udenrigspolitiske projekt, som benytter de gamle silkeveje – og deres succes – som skabelon for Kinas langsigtede fremtidsplaner. Efter at projektet blev bekendtgjort i 2013, er der indgået aftaler for omkring en billion dollars til investeringer i infrastruktur, primært i form af lån, til omkring 1000 forskellige projekter.

Nogle mener, at de indtægter, som vil tilflyde de af Kinas nabolande, som er en del af Belt and Road-initiativet over sø og land, i sidste ende vil blive mangedoblet og skabe en verden, der væves sammen af togruter, motorveje, dybhavshavne og lufthavne, som vil gøre det muligt for handelsforbindelserne at vokse sig endnu stærkere og hurtigere.

Men Kina står også over for andre udfordringer, ikke mindst et problem med et ”fødselsunderskud”, der ifølge en førende økonom er en konsekvens af, at folk bliver ældre og ikke reproducerer sig selv. Dertil kommer problemerne med kreditboblen, som er så stor, at Den Internationale Valutafond (IMF) i 2017 udsendte en advarsel om, at gældsniveauerne ikke kun var bekymrende, men ligefrem »farlige«.

Kreditboblen har udløst et boom i fast ejendom, der overstiger efterspørgslen så meget, at en femtedel af boligerne – hen ved 50 millioner – anslås at være ledige. Dertil kommer udfordringerne afledt af den voldsomme urbanisering – blandt andet problemer med store migrantgrupper – som tydeliggør forskelle i ambitioner og uddannelsesbaggrund mellem by og land så vel som et opgør med traditionelle kønsroller i hele landet.

Men der findes andre måder at forstå, hvad der foregår i verden af i dag – og af i morgen – på. I begyndelsen af det 20. århundrede kaldte forfatteren Rudyard Kipling det britiske og det russiske imperiums konkurrence om politisk, diplomatisk og militær status og magt i det centrale Asien for The Great Game. I dag foregår der også en række great games om indflydelse, energi, naturressourcer, fødevarer, vand, ren luft, strategiske positioner og tilmed data. I de næste årtier vil resultaterne af disse kampe få vidtrækkende konsekvenser for den verden, vi lever i.

I 2015 skrev jeg, at Silkevejenes betydning ville vokse. Det gælder fortsat. Det er værd at følge omhyggeligt med i, hvordan og hvorfor dette vil få konsekvenser for os alle.