Print artikel

Når Kina fortæller historien om Kina

Foto: Noa Kjærsgaard Hansen
Reportage
20.05.16
På trods af lidt midlertidig stilstand stormer Kina frem som økonomisk stormagt. Nationen blomstrer og restriktionerne bliver færre og færre. Men er der noget eller nogen, man glemmer i kapløbet? ATLAS’ reporter har taget pulsen på det socialistiske narrativ, hvor kulturrevolutionen ikke er lige til at finde.

I år er det 40 år siden Kinas Store Proletariske Kulturrevolution officielt blev afsluttet. Det er 40 år siden Mao døde. Og det er 35 år siden det kinesiske styre proklamerede, at Maos lederskab bestod af 70 gode idéer og 30 procent dårlige. Sammenhængen er ikke tilfældig. Det var nemlig snarere Maos revolution end det var folkets. Det vidste folket bare ikke. Siden 1976 har man historisk og kulturelt mildt sagt haft svært ved at forholde sig til de hændelser (som tæller en væsentlig del af de 30 dårlige procent), der fandt sted i Kulturrevolutionens ti år. Man har faktisk ret aktivt forsøgt at glemme det. Det er blandt andet sket ved statsligt at være meget offensivt til stede på de kinesiske museer i et forsøg på at glorificere Kinas revolutionære historie. En historie, som man er ganske stolte af, men som Kulturrevolutionen ikke rigtig passer ind i. Og hvad gør man så med den? Man skriver den selvfølgelig bare ud af historien.

Det er nemt nok at tage til et land, måske endda bare tage fra byen til landet, blive intimideret, blive opmærksom på nogle problematikker, tage hjem igen, påpege disse problematikker, forsøge at gøre sig klog på dem. Forholde sig til disse problematikker i trygge rammer på afstand af det, der skræmte. Bevæge sig med en specifik erfaringshorisont ind i en ramme, der er gennemsyret af forskellige erfaringer, som denne erfaringshorisont på ingen mulig måde kan drage paralleller til. Langsomt udvider erfaringshorisonten sig som en elastik, mens den for en stund snuser en masse af disse nye erfaringer ind og føler sig både i chok, men også større, mere tolerant. For kort tid efter at vende tilbage til sin oprindelige begrænsede tilstand, nu på afstand af de erfaringer, som den måske fik et glimt af, men som i virkeligheden forblev i horisontens periferi, fordi erfaringerne var nogle andres. At gøre det, det er det nemmeste. Så det gjorde jeg for nylig.

Jeg fløj afsted med en rygsæk fyldt med dels forudantagelser og fordomme, dels underbukser og masker mod luftforurening, for at undersøge, ikke så meget om der er et tydeligt statslig narrativ tilstede på de kinesiske museer, men hvordan den er der. Hvordan en udstilling med det klingende, men også meget sigende navn The Road to Rejuvenation på Nationalmuseet i Beijing var – for denne erfaringshorisont – tydeligt propagandistisk historieskrivning, som blandt andet fortalte, hvordan denne onde imperialist Japan, svækkede den kinesiske tro på Vesten og hvordan man derfor som en selvfølgelighed måtte ty til marxismen, som fandt sin vej til Kina via Oktoberrevolutionen. Hvordan udstillingen repræsenterer sandheden om det Kommunistiske Partis historie, altså Partiets sandhed. Hvordan man har kunne skrive Kulturrevolutionen ud af denne sandhed, dette socialistiske narrativ? En tiårig periode fra 1966 til 1976, der, som et abstrakt forsøg på at gøre op med borgerlig kultur og revisionisme i partiet, endte med at koste angiveligt fire millioner menneskeliv, enten som følge af fattigdom og hungersnød, eller fordi de af Maos unge rødgardisthær blev betragtet som kontrarevolutionære og derfor blev tortureret til døde.

Den halve by, der ikke findes

Jeg tog også til Kina for at se mig lidt omkring, og måske møde et par stykker af denne sjettedel af verdens befolkning. En sjettedel hvoraf størstedelen bebor østkysten. Her huserer de største byer og samtlige af de såkaldte special economic zones, som i højere grad end de øvrige byer opererer med frimarkedsprincipper. Befolkningstætheden i disse østkystbyer er markant og er det især af en årsag: migrant workers. En betegnelse, der er meget symptomatisk for Kinas størrelse og ikke mindst dets polarisering af land og by (som ikke just er i målestok, med det vi forstår ved Udkantsdanmark); det refererer nemlig ikke til mennesker fra andre lande, som vi er vant til det, når vi snakker om migration i Europa i disse dage; nej, det er de mennesker, der migrerer fra land til by for at arbejde. Det gør de i så voldsomme mængder, at den europæiske industrialiseringsproces og urbanisering ligner en hyggelig pilgrimsrejse til forveksling. En ung kinesisk fyr som jeg tilbragte en dag med i Beijing estimerede da også, at de 11,5 millioner som officielt bor i den kinesiske hovedstad, er langt fra sandheden. Faktisk nok kun halvdelen af sandheden. Han gættede på, at inklusiv migrant workers, bor der minimum 20 millioner, hvis ikke flere. Og hvorfor er de ikke en del af de officielle tal? Fordi de i princippet ikke bor i byerne, hvert fald ikke legitimt. Og hvad betyder det for staten? At de kan undgå at betale dem de velfærdsydelser, som andre byboere modtager, mens de samtidig lukrerer på en arbejdskraft af enorme dimensioner, som har været hele grundlaget for den kinesiske moderniseringsproces. Og hvad betyder det for disse migrant workers? At de bliver efterladt i slummet og arbejder sig selv ihjel, formentlig. At de befinder sig i en gråzone af statsløshed. De eksisterer måske i systemet, men ikke i den by, de bor i.

Foto: Noa Kjærsgaard Hansen

På et tidspunkt går vi forbi en lille stand i ved en metrostation, hvor der på et stort skilt står Chinese welfare lottery. Det eneste officielt lovlige måde at gamble på i Kina. To mænd sidder med ryggen til i skyggen af alle standens lysende tal. Jeg siger ikke noget højt til mit nye bekendtskab, men tænker for mig selv i en blanding af foragt og sarkasme, at navnet nok er meget sigende (om end det rent faktisk er et lotteri, der forsøger at gavne netop velfærden); velfærd er noget man gambler med. Måske er man heldig at trække et nummer med gevinst. Hvis man altså ellers lader vær med at genere eller kritisere staten i andre henseender. I byernes parker, både Shanghai og Beijing, var gamblingen til gengæld helt bogstaveligt til stede i fuldt flor. Det var dog næppe velfærd de gamblede om i disse små grupperinger af primært mænd med deres kort og terninger rundt om parkens stenmøblement.

Når historien kurateres

Jeg tog til Kina primært, fordi jeg tænkte, at jeg ville skrive en masse kloge ting i en universitetsopgave om dette fravær af museologisk traumebearbejdning som følge af en statslig frygt for at miste magt. Og det gjorde jeg sådan set også. Jeg måtte endda slette halvdelen af alle de kloge ting, jeg skrev, så meget var der at skrive. Så klog følte jeg mig. Så chokeret var jeg. Men det var hele tiden med en lidt lunken følelse af, at jeg i sidste ende ikke havde særlig meget at skulle have sagt. At det kloge jeg skrev, mest af alt var lød klogt, fordi jeg havde en følelse af være bedre, at være født et bedre sted. Et demokratisk sted. At det jeg skrev, kunne jeg i virkeligheden ikke tillade mig at skrive. Hvem er jeg til at sige, hvordan et museum skal kurateres? Hvem er jeg til at sige, hvornår en nation er klar til at bearbejde et traume? Hvem er jeg til at sige om demokratiet er for alle? For nylig påpegede man i Kommunistpartiet, at Donald Trump er resultatet af at give folket magten. Der kan jo være noget om, at det er en kedelig konsekvens.

Alligevel er den kritiske refleksion, når først man står der på den Himmelske Fredsplads med et portræt af Mao på den ene side, hans mausoleum på den anden og med fronten mod Nationalmuseets sovjetisk inspirerede arkitektur, noget nær umulig at ryste af sig. Tag bare måden, hvorpå Kulturrevolutionen er skrevet ud af udstillingens kronologi: Første rum i The Road to Rejuvenation stopper i midt-60’erne uden så meget som at nævne Kulturrevolutionen. Herefter går du igennem et tomt rum, før du træder ind i det næste rum, der beretter videre om Kommunistpartiet efter Kulturrevolutionen, efter Maos død. Som om intet i disse ti års tomrum var hændt – fraværet var næsten så tykt, at man skulle tro en kurator med vilje havde placeret netop tomrummet her, for, som på Liebeskinds Jødiske Museum i Berlin, at tilegne tomrummet til erindring, sorg, minder. Eller se på narrativet af arbejderen, som på udstillingen fremstår som en helt og en grundpille for den både socialistiske stats oprejsning og dens moderniseringsproces, men som i virkeligheden er blevet glemt under det økonomiske opsving.

Foto: Noa Kjærsgaard Hansen
Foto: Noa Kjærsgaard Hansen

Paradoksalt nok, fordi moderniseringen hele tiden er synlig, fordi folk hele tiden er i arbejde. På et hostel i Hangzhou forsøger jeg at falde i søvn, men må give op på grund af byggepladsen ved siden af, hvor de læsser murbrokker i lastvogne indtil langt ud på natten. Samtidig er de ved at renovere hele infrastrukturen i byen, der ligger og spejler sig i den mytiske West Lake, fyldt af små og store både, omkranset af små bjerge, pagoder, blomstrende ferskentræer og et hav af kinesiske turister. Der skal være G20 topmøde til sommer og byen skal være klar. Som Beijing blev det før OL i 2008, sker der i ekspresfart. Her er det ikke noget med, at én person borer i cementen og de andre fem kigger på. Alle er i aktion. Det er muligt, at man ikke satser på velfærden, men når man satser på at modernisere, så satser man stort. Det er tydeligt i byerne, men også i landområderne, hvor alt, hvad der hedder kulturarv og natur så småt er i gang med at blive kommercialiseret – men ikke for den ikke-kinesiske turists skyld. I Kina er man skam også turist i eget land. Der er, paradoksalt nok meget ikke-egalitarisk, opstået en slags kinesisk middelklasse, som helt forståeligt skal ud og se resten af deres gigantiske lands varierende kulturer og natur. Alle penge, virker det som om, der ikke postes i nyt byggeri, postes derfor i netop kulturen og naturen. Til gengæld sørger de også for at få deres penge igen: 200 kr. for at gå på Den Kinesiske Mur, 150 kroner for at blive fragtet op med lift, 250 kroner for at gå på Huangshan-bjerget, 100 kroner for entré til en gammel Hui-landsby, som man har set sit snit til at gøre til turistmagnet, efter en scene til Crouching tiger, hidden dragon, blev optager der.

At erindre det uerindrede

I en ni-timers togtur til min sidste destination, den, af kinesiske standarter, forholdsvis lille fem-millioner-by Shantou, der ligger ud for Taiwans kyst, passerer jeg skiftevis byer med den samme slags boligbyggerier tårnende i vejret og landområder, hvor folk er på vej i rismarken med leen over skuldrene. Kontrasterne er markante. I Shantou skal jeg besøge et museum, der ene og alene beskæftiger sig med Kulturrevolutionen. Kulturrevolutionsmuseet, som det meget sigende hedder, er selvfølgelig privatejet og stiftet af den tidligere Shantou-borgmester Peng Qian. Det er ikke anerkendt af staten, må ikke give interviews eller have offentlig reklame. De kan ikke engang have en hjemmeside. Og nå ja, det ligger skjult spredt ud på en bakketop i en nationalpark for enden af en lang, støvet grusvej en time uden for byen. Der ligger det så og troner i al sin hemmelighed, som en kombination af et mindesmærke, en udstilling og et gravsted. På en udsigtsplads på vej op står en statue af Liu Shaoqi, den daværende præsident, som døde efter voldsom tortur i 1969. Rundt om står den ene sten efter den anden med beskrivelser af de forskellige torturmetoder rødgardisterne gjorde brug af. Fra offentlig ydmygelse til at få boret sine egne negle ind i hovedet. Ved siden af ligger en plads med kæmpebøger hugget i sten; blandt andet med påskriften, frit oversat til engelsk af min medfølgende ven og tolk, da alt selvfølgelig står på kinesisk: I want to put out the truth in order to show the mistakes of the past, so we won’t make them again. Heri ligger, med et simpel budskab, men med tunge ord, det primære grundlag for, hvorfor Qian har startet museet. Historien skal huskes med alt, hvad den indebærer.

Foto: Noa Kjærsgaard Hansen
Foto: Noa Kjærsgaard Hansen

På toppen af bakken ligger den vel nok primære bygning, et lille tempel, der består af billede efter billede, liste efter liste, der, også hugget i sten, helt bogstaveligt cementerer sandheden om Kulturrevolutionens rædsler og propagandamaskineri. En liste fortæller blandt andet om de film, der i de ti år blev forbudt, fordi de enten var rightist, materialist eller individualist. Det ligger der, tungt med al dets granit og marmor, dets opførsel er ikke blevet nægtet, formentlig fordi det vil se dårligt ud i Kinas forsøg på at tegne et billede af et mere og mere åbent samfund, men det er stadig ikke en del af den kollektive fortælling om det kommunistiske Kina.

Synlighed eller ej, så fortæller det dog sammen med alle de andre private museer, om en opblomstring som er en konsekvens af, at folk begynder at få penge mellem hænderne – en opblomstring, som staten ikke kan gøre meget ved, fordi den selv har forårsaget det. Med flere penge, kommer flere projekter, mere kultur. Med mere kultur kommer større nuancer og flere ønsker om at alle erfaringer, alle historier, alle narrativer bliver repræsenteret i det store, kollektive narrativ. Det frie marked har ført med sig et behov og ikke mindst mulighed for større kulturel refleksion. Spørgsmålet er, hvor længe staten kan blive ved med at gamble, hvor længe de kan blive ved med at håbe, at folk bliver lullet i søvn af propagandamaskinens brummen; hvor længe der går, før flere som Peng Qian insisterer på ikke at undertrykke og negligere de erfaringer fra eksempelvis Kulturrevolutionen som en stor del af befolkninger bærer rundt på – hvad enten de var ofre for rødgardisterne, eller selv deltog i tortureringer og likvideringer.

Mine egne erfaringer rækker ikke til at svare på det, uanset hvor klog jeg i den opgave følte mig. Det forstod jeg ganske enkelt ikke nok til. Tag sproget som eksempel; I Kina er kalligrafien halvvejs et redskab til at kommunikere, halvvejs en kunstform – jeg kunne kun se det som kunst, som noget visuelt. Og jeg har ikke oplevet traumer, der i nogen målestok kan sammenlignes med Kulturrevolutionen, jeg har ikke levet under én på den ene side utroligt fascinerende og samtidig dybt gruopvækkende skikkelse som Mao Zedong. Jeg ved ikke om det vil gavne nationen eller folket at gå i dialog med disse erfaringer. Jeg ved ikke om en loyalitet mod sin egen historie, sit eget narrativ og ikke statens, giver en større chance for at trække det rigtige lod i lotteriet. Eller om man en dag ser sig selv forsvinde i en lufthavn på vej til Hong Kong.