Print artikel

En mislykket stat

Skal Grækenland opgive euroen og træde ud af EU, som nogen foreslår? De gamle mønter var pænere... Foto: CC
Stilhed før stormen: er Grækenland færdig emd protester med den nye overgangsregering? Foto: CC
Kommentar
15.11.11
Langt farligere end den nuværende finansielle krise, der truer euroen, ligner Grækenland et mislykket land. Det truer stabiliteten i hele det europæiske projekt.

Det er over to år siden, at ’Grækenland-som-et-problem’ blev til nyheder verden over. Midt i utallige – meget modstridende –holdninger udtrykt af forskellige eksperter og offentlige meningsdannere og efter flere løsningsforslag fra politikere, er problemet siden da kun blevet værre.

Det står nu klart, at EU-IMF-programmet, der skal redde Grækenland, ikke har været en succes.  Enten fordi det er dårligt konstrueret eller som resultat af Grækenlands dårlige resultater under det. Derfor har to skoler vundet frem: for den ene gælder, at EU-regeringerne bør klamre sig til deres strategi for at forsøge at redde Grækenland, da et græsk sammenbrud ville smitte i hele euro-området. Ifølge den anden skole bør EU-landenes regeringer klippe Grækenlands livline over. De mest ekstreme inden for den skole vil lade Grækenland falde ud af euroen, uanset de store omkostninger. Man mener, at de langsigtede fordele vil være større for eurozonen og ligeledes for Grækenland.

Begge skoler er forkerte, fordi de undlader at se realiteterne i øjnene. Problemet med Grækenland er langt dybere end de fleste politikere og analytikere hidtil har beregnet. I den barske virkelighed, og langt mere farligt end den nuværende finansielle krise, der truer europrojektet, ligner Grækenland ligner en mislykket stat, der som sådan truer stabiliteten i hele det europæiske projekt. Det er derfor, at en europæisk politisk plan – snarere end blot økonomisk – for redning af Grækenland burde være en meget presserende prioritet.

For bedre at forstå den græske situation, så prøv at sætte Grækenland op mod ’varige’ stater, det vil sige en enhver suveræn stat, der kan leve op til følgende parametre: Kontrol over sine grænser, en organiseret og effektiv offentlig tjeneste, der først og fremmest kan øge skatteprovenuet med henblik på at levere grundlæggende offentlige goder; en legitim politisk myndighed, i stand til at opretholde den offentlige orden, og et samfund, der respekterer retsstatsprincippet, kapacitet til at producere vækst uden støtte, og endelig muligheden for at interagere på lige fod med andre stater på den internationale arena. I modsætning hertil er fejlslagne stater, ifølge  en definitionen fra London School of Economics, stater der ikke længere kan genskabe betingelserne for deres egen eksistens, og derfor er under trussel om et forestående sammenbrud. Er Grækenland, da en fejlslagen stat? Lad os se på kendsgerningerne.

Grækenlands nationale suverænitet er nu stærkt begrænset af den massive intervention i sin økonomi og politiske beslutninger. Selvom turister synes at undgå Athen i disse dage, myldrer stedet med hold af udenlandske eksperter, der overvåger ministerier, kontrollerer regnskaber, og fastsætter tidsfrister for gennemførelsen af ​​politikken og for at skubbe på salget af statslige aktiver.

Et beslægtet problem er Grækenlands voksende problemer med at håndtere sikkerheden ved grænserne. Titusinder af illegale indvandrere og asylansøgere kommer ind hvert år fra Tyrkiet. For at dæmme op for denne tilstrømning, har Grækenland inviteret Frontex, et EU-agentur, der har til opgave at styrke grænsekontrollen i medlemsstaterne, til at patruljere med græske soldater. For nylig bad man Frontex om at blive på den græsk-tyrkiske grænse på permanent basis.

Således forbliver grænserne porøse, men hvad der liger bag dem præsenterer et mere nedslående billede. Den offentlige sektor, berygtet for sin ineffektivitet og endemiske korruption, har for længst mistet al folkelig tillid. Den er også ude af stand til at opkræve skatteindtægter. Som den græske finansminister afslørede i juni sidste år, lykkedes det for 28 ud af landets 34 største skattekontorer at gennemføre mindre end en revision af skatteydere pr medarbejder. 12 kontorer foretog ikke et eneste tjek.

Grækenlands nationale suverænitet er stærkt begrænset af den massive intervention i sin økonomi og politiske beslutninger

Statens fejlslagenhed er tydeligt afspejlet i den hurtige forværring af de tjenester, den giver i basale varer, såsom uddannelse, sundhed, sanitet og transport. Formindskede midler, hyppige strejker og lav moral i den offentlige administration er blevet en kombination, der stort set har fået staten til at gå i stå.

Heller ikke myndighederne er i stand til at beskytte borgerne fra social uro, udbredt hærværk, og lejlighedsvise anfald af vold, som det var smerteligt tydeligt under urolighederne i december 2008 og de efterfølgende plyndringer og ødelæggelse af ejendom, der har fundet sted i Athen og andre græske byer. Politiet i særdeleshed har været bemærkelsesværdigt utilstrækkeligt, når den offentlige orden skulle opretholdes.

Disse forhold har uundgåeligt medført et sammenbrud i retsstaten. For et par måneder siden lykkedes det at blokere arbejder på et planlagt losseplads i en by nær Athen. Den lokale befolkning stødte sammen med politiet til 126 dage, indtil regeringen besluttede at bøje sig ud af projektet. I mellemtiden har et stort antal grækere sluttede sig til ’jeg vil ikke betale’-bevægelsen, som nægter at betale for busbilletter og vejgebyrer. Selv på universitetet har myndighederne åbent erklæret, at de ikke vil anvende en ny lov, der var blevet overvældende godkendt i Parlamentet. Antallet af offentlige handlinger af ulydighed mod loven er desværre vokset massivt.

Hvis man vender blikket mod den politiske klasse vil man finde, at dens autoritet er forsvundet i den blå luft. Den afgåede premierminister Georgios Papandreou kan have vist politisk mod til tider, men har ingen kontrol over hverken hans parti eller hans regering. Oppositionslederen Antonis Samaras mangler både ideer, et stærkt politisk hold, og politisk kapital blandt andre EU stats- og regeringsledere. Grækenlands ledere synes ude af stand til at opbygge politisk tillid og foreslå en realistisk dagsorden for fremtiden. De synes overvejende interesserede i at skændes om politiske og økonomiske ruiner. Det er ikke underligt, at gentagne undersøgelser viser, at befolkningens opbakning til politikerne er nærmest væk.

Vækst er udelukket. På nuværende tidspunkt ser udsigterne for den græske økonomi deprimerende ud. Ifølge de seneste IMF-prognoser, vil Grækenlands BNP skrumpe med 5 procent i år og vil være 2 procent mindre i 2012. Det er forventet, at økonomien trække sig sammen de næste fire år. Imens står Grækenland over for et af ​​de største eksempler på udvandring i sin historie. Dette omfatter for det meste unge mennesker, der skulle være de mest værdifulde for Grækenland, hvis landet skal overvinde sin nuværende krise: akademikere og intellektuelle; iværksættere fra middelklassen, fagfolk med tekniske færdigheder og ekspertise og indvandrere, der i de sidste to årtier har været rygraden i Grækenlands udvikling, og som blev godt integreret i det græske samfund.

Som det kunne forventes påvirker en sådan ophobning af svigt Grækenlands rolle i verden. Det engang så stolte lande bliver nu kommanderet rundt af IMF, mobbet af nordeuropæere, og fornærmet af hvem som helst, der har noget at sige. Som et resultat bidrager den nationale vrede blandt grækerne nu til deres sociale angst og økonomiske desperation.

Det er åbenbart, at problemet med Grækenland er langt dybere og langt mere alvorligt end landets (allerede dybe og alvorlige) finansielle krise. Der kræves intet mindre end en komplet og drastisk omlægning af den græske stat system. Det skal dog være lige så indlysende, at, som Grækenland er et EU-land, Europa kan ikke andet end at leve op til dette problem og bidrager til dets løsning, som enhver alternativ rute uundgåeligt må føre til sammenbrud af hele det projekt af europæisk integration.

Det bør til gengæld være tilsvarende åbenlyst, at givet Grækenlands status som et EU-land, kan Europa ikke gøre andet end at tage ansvar og bidrage til problemets løsning. Enhver anden vej vil uundgåelig føre til hele det europæiske projekts kollaps.

Genopbygning af en stat er ikke let. Det vil helt sikkert tage lang tid og kræver enorme initiativer på en massiv skala og med store omkostninger. Og det vil også indebære en enorm overførsel af suverænitet fra Athen til Bruxelles, som dog, afhængigt af hvordan det er gjort, ikke nødvendigvis behøver at provokere vrede blandt det græske folk.

Det er en ubønhørlig opgave, der ikke kan undgåes, hvis EU vil omgå ikke bare et sammenbrud af euroen, men af det europæiske projekt som sådan. På trods af alle sine mangler og enorme omkostninger har EU defineret Europas stabilitet og vækst siden 2. Verdenskrig.

 

Takis Pappas er lektor i komparativ politik ved universitetet i Thessaloniki, Grækenland og Marie Curie-stipendiat ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, Italien. Han arbejder i øjeblikket på et bogprojekt om virkningerne af populisme i det moderne Grækenland.

 

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...