Det stærke demokrati er en træg proces
Det er februar. I et dunkelt lokale på en nedlagt tobaksfabrik i Madrid forklarer en brite med sit hvidgule afblegede hår samlet af en plastiksløjfe, at hun er ”aktivistveteran” og netop hjemvendt fra Cairo. Op af sin taske fisker hun en egyptisk avis. Hendes forklaringer ud fra de spalter, der er umulige for de tilstedeværende at forstå, skaber ikoniske billeder af revolutioner for deres indre. Indforståede nik breder sig i lokalet, hvor en amerikansk mand med kraftig yankee-accent knokler med at oversætte fra engelsk til spansk.
»Revolution? Ligesom i Cairo?«, siger en mand midt i fyrrene til sin sidemand, efter mødet er slut, og fortsætter med et fedt grin: »Det virker næsten komisk«.
Arabiske halvtoner i Madrid
Kun tre måneder senere var eksperter enige om, at manifestationerne i Spanien havde slående ligheder med det arabiske forår. Det, der på Twitter hurtigt blev kendt som #spanishrevolution, beslaglagde forsider verden over med billeder af unge demonstrerende på landets mange pladser.
Den spanske ungdomsgeneration, der af medier og politikere er blevet beskyldt for både at være doven og individualistisk, havde i samle
